Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Burma - Militær

Oprindelig forfatter MHCle Seneste forfatter Redaktionen

Burmas væbnede styrker, Tatmadaw, blev grundlagt af landets frihedshelt, general Aung San, og opfatter sig selv som garanten for den samlede Union. De har ca. 500.000 mand under våben.

Hæren er på 350.000, flåden ca. 19.000 mænd og kvinder og flyvevåbnet 23.000. Værnene er udrustet med en blanding af nyere sovjetisk eller kinesisk og gammelt vestligt materiel. Hærens 100 regulære og 337 territoriale infanteribataljoner og 10 panserbataljoner er fordelt på 10 infanteridivisioner og 12 militærregioner. Styrkerne er let udrustet, primært til opretholdelse af den indre sikkerhed. Flåden råder over 75 kamp- og patruljeenheder, hvoraf mange er beregnet til afpatruljering af floder, samt 11 landgangsfartøjer og et marineinfanteri på 800 mand. Flyvevåbnet har 125 kampfly og helikoptere. Sikkerhedsstyrkerne er på 107.250, hvoraf 72.000 i gendarmeriet, "Folkepolitiet". I 2011 var 23,6% af statens budget, godt to mia. dollars, afsat til Tatmadaw.

En lov fra 2010 om værnepligt blev ikke taget i anvendelse, så lovlig rekruttering til Tatmadaw hviler på frivillighed. Burma underkrev FN's Børnekonvention i 1991, men vedblev at tvangsrekruttere titusindvis af børnesoldater.

Annonce

I 2012 underskrev den nye, "civile" regering en international Fælles Handlingsplan til forebyggelse af Børnerekruttering; landets øvrige demokratisering og reformering taget i betragtning, må det forventes, at systemet med børnesoldater er under afvikling.

Burmas forfatning fra 2008 tildeler automatisk Tatmadaw 25% af pladserne i parlamentets Overhus (56) og Underhus (110). Dermed er Tatmadaw og det gamle militærstyres nye parti, USDP, sikret flertal - forudsat, at parlamentsmedlemmerne stemmer, som forventet. Det har dog vist sig ikke nødvendigvis at være tilfældet.

Læs mere om Burma.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Michael H. Clemmesen: Burma - Militær i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 24. april 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=128971