Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Hærens Operative Kommando

Oprindelig forfatter P-EEA Seneste forfatter Lawa

Hærens Operative Kommando, HOK, Hærens øverste myndighed 1991-2014. HOK havde ansvaret for uddannelse, opstilling og indsættelse af hærenheder til løsning af nationale og internationale opgaver inden for konfliktforebyggelse, krisestyring og kollektivt forsvar. Nationalt løstes der tillige opgaver i forbindelse med totalforsvaret og militær hjælp til civile myndigheder. HOK udførte sit arbejde under ansvar over for forsvarschefen og i tæt samarbejde med andre nationale og allierede myndigheder.

HOK bestod af en stab samt af underlagte føringshovedkvarterer, regimenter og skoler. Stabens opgave var at planlægge og gennemføre operationer og logistisk virksomhed i forbindelse med hæroperationer. Dertil kom udfærdigelse af planer, programmer og studievirksomhed samt administrative opgaver vedrørende Hærens udvikling og drift. HOK's hovedkvarter lå i Karup, Jylland.

Ligesom Søværnets Operative Kommando og Flyvertaktisk Kommando indgik HOK i 2014 som Hærstaben i Værnsfælles Forsvarskommando.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Poul-Erik Ebbe Andersen: Hærens Operative Kommando i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 15. november 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=95301