Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.
Den Store Danske bliver fra efteråret 2020 opdateret af Foreningen lex.dk.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Beredskabsstyrelsen

Oprindelig forfatter FrSc Seneste forfatter Redaktionen

Beredskabsstyrelsen, statslig myndighed under Forsvarsministeriet og øverste ledelse for det statslige redningsberedskab og for det statslige regionale beredskab (indtil 2001 benævnt Beredskabskorpset).

Det er styrelsens mission at sikre samfundets robusthed over for følgerne af ulykker og katastrofer, herunder terrorhandlinger; skader på personer, ejendom og miljø skal undgås. Beredskabsstyrelsens virksomhed er opdelt på tre hovedområder.

Operativt beredskab – styrelsens fem beredskabscentres varetagelse af det statslige assistanceberedskab, internationale indsatser, uddannelse af værnepligtige, atomberedskabet, det kemiske beredskab mv. Centrene er beliggende i Thisted, Herning, Haderslev, Næstved, Allinge og Hedehusene og benævnes hhv. Beredskabsstyrelsen Nordjylland, Midtjylland, Sydjylland, Sjælland, Allinge og Hedehusene; hovedsædet ligger i Birkerød. Beredskabet består af fastansatte og værnepligtige befalingsmænd, befalingsmænd af reserven, stampersonel og menige. Fra 2013 indkalder Beredskabsstyrelsen årligt ca. 420 værnepligtige, som fordeles på de i alt fem regionale beredskabscentre, hvor de gør tjeneste i ni måneder, mens de får en fuldt kompetencegivende uddannelse i brand, redning mv. I 2000 indførtes der et nyt fælles uniformssystem for det danske redningsberedskab, hvorved civilforsvarets hidtidige grå uniform blev afløst af en tidssvarende mørkeblå med ændrede gradstegn.

Annonce

Skolevirksomhed – beredskabsfaglig uddannelsesvirksomhed for alle aktører på beredskabsområdet.

Myndighedsopgaver – opgaver vedrørende forebyggelse og beredskabsplanlægning, styrkelse af samfundets robusthed, beredskabsudvikling, tilsyn og rådgivning i relation til de kommunale redningsberedskaber, varsling og frivillige i beredskabet mv.

Beredsskabsstyrelsens hjemmeside

Referér til denne tekst ved at skrive:
Frederik Schydt: Beredskabsstyrelsen i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 1. april 2020 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=45929