Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.
Den Store Danske bliver fra efteråret 2020 opdateret af Foreningen lex.dk.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Radio Corporation of America

Oprindelig forfatter KSch Seneste forfatter Marie-Louise Hammer

Radio Corporation of America, RCA, amerikansk firma, der fra 1920'erne til 1980'erne var en af verdens største virksomheder inden for elektroniske medier.

RCA blev grundlagt i 1919 af bl.a. General Electric på opfordring af den amerikanske stat. Statens engagement skyldtes, at man ville fastholde det militære radiomonopol, som den amerikanske flåde havde haft efter nationaliseringen af radioselskabet Marconis amerikanske datterselskab under 1. Verdenskrig.

For at fremme især salget af apparater til private forbrugere ekspanderede RCA hurtigt med bl.a. radio- og senere tv-selskabet NBC og musikgiganten RCA Records.

Annonce

RCA udviklede det farve-tv-system (NTSC), som blev amerikansk standard i 1953 med verdens første farveudsendelser på NBC i 1954.

Fra 1970'erne lanceredes flere videosystemer og et net af tv-satellitter, men interne magtkampe og investeringer i andre brancher førte til, at firmaet, der havde været selvstændigt siden 1930'erne, i 1985 blev solgt til General Electric for 6,3 mia. dollar.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Kaare Schmidt: Radio Corporation of America i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 19. februar 2020 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=148157