Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

CBS

Oprindelig forfatter KSch Seneste forfatter Marie-Louise Hammer

CBS  lancerede i 1948 varietéshowet The Toast of The Town. Programmet, der i 1955 skiftede navn til The Ed Sullivan Show efter dets vært, fik med sin brede appel til den amerikanske befolkning en i tv-sammenhæng usædvanlig lang levetid. Gennem 23 år bød programmet hver søndag aften på optrædender af såvel etablerede kunstnere som spirende talenter. Bl.a. Elvis Presley, Barbra Streisand, Dean Martin og Woody Allen fik her et stort publikum tidligt i karrieren. Med gæster som Rolling Stones, Janis Joplin og The Doors tog The Ed Sullivan Show desuden 1960'ernes ungdomskultur alvorligt; seertallene nåede et maksikum 9.2.1964, da fire unge briter fra Liverpool gæstede programmet.

CBS, Columbia Broadcasting System, amerikansk tv- og radionetværk, der leverer programmer til selvstændige lokale stationer. CBS har sammen med NBC domineret radioen fra 1930'erne til 1960'erne og sammen med NBC og ABC tv fra 1950'erne.

Radioselskabet Columbia Broadcasting System blev dannet i 1927 af bl.a. pladeselskabet Columbia Records, som kort efter solgte sin andel. Radioselskabet blev i 1929 købt af William S. Paley, som i 1974 forkortede navnet til CBS og styrede firmaet frem til 1980'erne. I 1939 blev også Columbia Records købt af Paley og efterhånden gjort til verdens største musikproducent. Det blev som CBS Records solgt i 1987 til Sony for to mia. dollar.

I perioden 1950-80 var tv-netværket førende i seertal, indtægter og prestige, kendt for kvalitet på alle områder. Dets hjørnesten var sæbeoperaer i sendetiden om eftermiddagen, komedie- og dramaserier og varieteshows med bl.a. Ed Sullivan (1901-74) i den bedste sendetid samt nyheder og aktualitetsprogrammer med de mest anerkendte journalister, fx Edward Murrow og Walter Cronkite.

Annonce

Ændret medielovgivning i 1980'erne åbnede for trustdannelse, og CBS blev i 1999 købt af mediekoncernen Viacom, som fra 1994 også har ejet film- og tv-selskabet Paramount.

CBS og Paramounts UPN tv-stationer er siden blevet slået sammen til i alt 35 CBS-stationer. Programsalg og tv-produktion blev i 2004 samlet under navnet CBS Paramount.

Koncernen blev i 2005 splittet op i to aktieselskaber, begge ejet af mediemogulen Sumner Redstones National Amusements: Viacom med Paramount Pictures, MTV, kabel-tv og fra 2006 filmselskabet DreamWorks (grundlagt af bl.a. Steven Spielberg) og CBS Corporation med tv- og radionetværk inkl. det tidligere Paramount Television, tv-kanalen Showtime, bogforlaget Simon & Shuster og det i 2006 sammen med Warner Bros. lancerede femte tv-netværk i USA, CW Television.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Kaare Schmidt: CBS i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 6. december 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=55129