Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

al-Jazeera

Oprindelig forfatter KSch Seneste forfatter Redaktionen

al-Jazeera, nyheds-tv-station, som sender 24 timer i døgnet på arabisk og når omkring 35 mio. seere over hele verden via satellit fra emiratet Qatar. Stationen blev etableret i 1996, hvor den bl.a. overtog de i Vesten trænede medarbejdere fra det britiske BBC's netop lukkede arabiske afdeling.

I 2006 lanceredes den engelsksprogede nyhedskanal al-Jazeera English, der sender fra Doha i Qatar, London, Kuala Lumpur og Washington D.C., og i august 2013 påbegyndte kabel-tv-kanalen al-Jazeera America med chefredaktion i New York sine udsendelser.

Ordet al-Jazeera kommer af arabisk al-jazīra 'øen'; bruges også som kortform for jazīratal-'arab, 'Den Arabiske Halvø'.

I modsætning til den statspropaganda, der er udbredt i regionen, benytter al-Jazeera i vid udstrækning vestlige nyhedskriterier og belyser politisk kontroversielle emner fra begge sider, hvilket har givet den fjender (og venner) i alle lejre.

Annonce

Stationens internationale gennemslag kom med dækningen af krigen i Afghanistan 2001-02, hvor den som eneste udenlandske nyhedskilde dækkede Taleban-siden indefra og formidlede budskaber fra Osama bin Laden.

Al-Jazeeras engelsksprogede hjemmeside

Referér til denne tekst ved at skrive:
Kaare Schmidt: al-Jazeera i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 16. juli 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=100922