Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

The Times

Oprindelig forfatter JDS Seneste forfatter Redaktionen

The Times, britisk dagblad, grdl. i 1785 i London af John Walter (1739-1812). Sønnen, John Walter 2. (1776-1847), udviklede avisen til en af landets førende i kraft af en alsidig, pålidelig og kvalitetsbetonet nyhedsdækning.

The Times var politisk liberal, særlig under John T. Delane (1817-79), og avisen fik i hans redaktørperiode (1841-77) tilnavnet "The Thunderer". Sidst i 1800-t. stivnede avisen redaktionelt og gik ned i oplag. Den var 1908-22 ejet af lord Northcliffe, der sikrede avisen økonomisk, men skadede dens image gennem sit ejerskab af sensationsaviser.

The Times blev dog redaktionelt fornyet i 1950'erne, og omdømmet nåede tidligere højder. Forsøg på at modernisere den tekniske produktion førte 1978-79 til en faglig konflikt, der lukkede avisen i et år. The Times overlevede, men blev i 1981 solgt til Rupert Murdoch.

Annonce

The Times er fortsat en kvalitetsbetonet international avis, men ikke med samme særstilling som tidligere. Oplaget var i 2004 på 658.200. Se også Sunday Times , The Times Literary Supplement og Times antikva.

The Times' hjemmeside

Referér til denne tekst ved at skrive:
Jette Drachmann Søllinge: The Times i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 17. juni 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=172246