• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Kina - massemedier

Oprindelig forfatter MHol Seneste forfatter Redaktionen

Kina har aldrig været et oplysningssamfund. Staten i denne eller hin form har så godt som altid siddet solidt på oplysningsapparatet. Frem til kommunisternes magtovertagelse i 1949 var læsning forbeholdt en snæver uddannet elite. Rygter og beretninger blev overbragt af tehusenes historiefortællere.

Men Kinas ledere har stort set altid været i stand til at massekommunikere i jungletelegrafisk forstand. Vigtige meddelelser om fx kejserens død blev bragt ud med forbløffende hast af kurerer og formidlet videre i lokalsamfundene, et system, der blev dygtigt kalkeret af de kommunistiske magthavere i det nye Kina.

Formidling var (og er) altså, når man ser bort fra mellemkrigsårene og fem dage under opstanden i maj 1989, forbeholdt magthaverne. Allerede i 798 blev studerende ved Det Kejserlige Universitet straffet for "ukorrekt politisk kritik" af myndighederne, sådan som kritikere stadig straffes i begyndelsen af det 21.århundrede.

Annonce

Aviser, som vi kender dem, opstod i midten af 1800-t., bl.a. i Shanghai, hvor Shen Bao ('Shanghai Avis') udkom for første gang i 1872. Mellemkrigsårene nærede et frodigt pressemiljø, stadig mest i Shanghai, med aviser på adskillige sprog, dameblade, vovede mandeblade, kunstmagasiner og satiriske politiske tegneserier.

Med kommunisternes sejr i 1949 vendte billedet brat. Det foregående tiårs kommunistiske undergrundsaviser og -udgivelser blev forfremmet til statslige såsom nyhedsbureauet Xinhua ('Nye Kina'), resten blev nationaliseret eller forbudt. Shen Bao blev nationaliseret og døbt om til Jie Fang Ri Bao ('Befrielsesdagbladet'), der har et oplag på 1 mio.

Kinas Kommunistiske Partis landsdækkende avis, Folkets Dagblad, har et oplag på 2,15 mio. (2001), og avisen i Kinas folkerigeste provins, Sichuan Dagblad, udkommer i 8 mio. eksemplarer daglig (2001). I 2006 er der 2200 aviser med et samlet oplag på ca. 50 mio. og over 7000 tidsskrifter i Kina med et samlet oplag på ca. 138 mio., alle under Kommunistpartiets kontrol. Kinas mest populære avis er Cankao Xiaoxi (Reference Nyt), som er oversatte uddrag af udenlandske nyhedstjenester og aviser: internationale nyheder og kommentarer, somme tider også fra Vesten, Hong Kong og Taiwan.

Der er også indenrigsnyt med pejling på politiske magtkampe. Oprindelig måtte kun kadrer på et vist niveau læse Reference Nyt, men siden det blev offentligt tilgængeligt er det blevet meget populært. Oplaget er 7-8 mio. (2006).

Vægaviser (da zi bao 'stortegnsaviser') havde især i årene 1949-80 stor betydning, efterhånden som analfabetismen svandt ind. Egentlig var de myndighedernes opfindelse, men i 1978-79 var Demokratimuren i Beijing et frodigt forum for kritik og forslag til politisk fornyelse.

Folk kunne opklæbe deres opråb, som blev kopieret af ivrige læsere, der bragte budskaberne vidt omkring. Demokratimuren ophørte, da systemkritikeren Wei Jingsheng fordømte Deng Xiaoping som diktator. Vægaviserne oplevede en kort genfødsel under opstanden i mange storbyer i 1989.

Den første radioudsendelse i Kina fandt sted i 1926. Det Kinesiske Folks Radiostation sendte for første gang som undergrundsradio i 1940. Også den blev i 1949 forfremmet til statslig og når mere end 75% af befolkningen. I alt er der ca. 1000 radiostationer. Ofte er tonen friere på radio end i andre medier; mange lyttere, der ringer ind, er anonyme og tør derfor være mere åbne i deres spørgsmåk, kritik og kommentarer.

Kinas centrale tv-station sendte for første gang i 1959. Farvefjernsyn kom til i midten af 1980'erne; i midten af 1990'erne var der 684 tv-stationer og over 3000 kabel-tv-stationer i Kina. Knap 115 mio. hjem har kabel-tv (2004).

Der findes ingen undergrundsmedier i selve Kina, men nogle eksilkinesere ser det som deres opgave at samle oplysninger om fx arbejderaktioner i Kina eller om ny, forbudt kinesisk litteratur og lægge dem på internettet.

Med ganske få undtagelser som fx magasinet Computer World er medierne statskontrollerede, og alle mediearbejdspladser har en politisk kommissær, der sørger for den politiske censur. Selvom kinesernes ytringsfrihed sammen med en række andre grundlæggende friheder er stadfæstet i forfatningens artikel 35, ses mediernes funktion under kommunismen som politisk og ideologisk opdragende, ikke oplysende.

Kritik af myndighederne tåles ikke. Kina ligger nr.159 ud af 167 på Journalister uden Grænsers verdensomspændende indeks over pressefrihed - altså blandt de 10 lande i verden med mindst pressefrihed. Det kinesiske system har alle dage været stærkt formynderisk, og myndighederne ønsker at forme befolkningens holdninger og kontrollere kendskabet til en række inden- og udenrigspolitiske anliggender som politik, magtmisbrug, arbejderaktioner, bondeoprør m.m.

Til gengæld benyttes tv til fx at vise massehenrettelser til skræk og advarsel. 300 mio. kinesere - eller knap 20 % af befolkningen - har adgang til internettet (2009). Adgangen til internettet er stærkt censureret, og internationale søgemaskiner bistår magthaverne i at filtrere "følsomme" emner fra. Der er mange mio. bloggere i Kina, og internettet benyttes nu til opråb som vægaviserne gjorde det tidligere. Udenlandsk satellit-tv er i fremgang, men også det overvåges nøje, og forbindelsen afbrydes, hvis en udenlandsk tv-station sender stof, som censorerne bestemmer, kineserne ikke må se.

Med Hongkongs indlemmelse i Kina i 1997 fik moderlandet et af Asiens frieste mediemiljøer med i købet, selvom Hongkongs medier i årene forinden i stigende grad pålagde sig selvcensur.

Læs mere om Kina.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Mette Holm: Kina - massemedier i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 25. november 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=106221