Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Island - massemedier

Oprindelig forfatter Lund Seneste forfatter Redaktionen

Biskop Jón Arason skaffede i begyndelsen af 1530'erne den første trykpresse til landet og gjorde det dermed muligt at gå fra sagaernes mundtlige og senere håndskrevne nyhedsformidling til en egentlig massekommunikation; først som bøger, fra 1781 som tidsskrifter og fra 1848 som 14-dages-aviser.

Elementer af journalistik kan spores langt tilbage i sagaerne, men først i 1910 fik Island med Vísir en moderne avis. Toneangivende i pressen blev dog hurtigt efter grundlæggelsen i 1913 Morgunblaðið som talerør for Selvstændighedspartiet. I 1981 fusionerede Vísir med Dagblaðið (grdl. 1975) til Dagblaðið-Vísir (DV), der fik stor betydning som en populært anlagt løssalgsavis.

Fra sidst i 1990'erne lukkede tre traditionelle partiaviser én efter én. Morgunblaðið, der i dag er uafhængig af partipolitik, er fra 2001 blevet trængt som landets største dagblad af gratisavisen Fréttablaðið, der hver morgen husstandsomdeles til ca. 80% af alle islændinge. Fréttablaðið udgives af Dagsbrún, som kontrolleres af Baugur Group, og som også ejer DV. Endnu en gratisavis, Blaðið, er dukket op, med samme ejere som Morgunblaðið. Bladene suppleres af regionale ugeaviser, og der trykkes et rigt udvalg af landsdækkende ugemagasiner. Det engelsksprogede kvartalsmagasin Iceland Review udgiver på internettet en daglig oversigt over islandske nyheder. Island har intet nationalt nyhedsbureau.

Annonce

Det statslige radioselskab Ríkisútvarpið (RÚV) er grundlagt 1930. Det har to nationale radiokanaler samt en tv-kanal (Ríkisútvarpið, sjónvarp), som blev oprettet i 1966 og længe ikke sendte på torsdage og i hele juli. RÚVs monopol blev brudt i 1986 med dannelsen af en kommerciel radiostation (Bylgjan) og en kommerciel tv-station (Stöð 2). Disse to og flere andre stationer ejes 2006 af Dagsbrún, det ene af to selskaber, som tilsammen driver alle Islands seks kommercielle radiokanaler og ligeså mange tv-kanaler. Koncentrationen af store dele af mediemarkedet på få hænder gav i 2004 anledning til en ny medielov, men loven mødte voldsom kritik og da Islands præsident nægtede at underskrive den, valgte Altinget at annullere loven.

Læs mere om Island.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Erik Lund: Island - massemedier i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 18. oktober 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=99713