• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

menneskerettigheder

Oprindelige forfattere HZah, PFenger og TyLeh Seneste forfatter Mads L.

Udvikling af menneskerettigheder i juridisk forstand begyndte i de enkelte stater gennem formulering af visse grundrettigheder for borgerne, en privat rådighedssfære, om man vil, som statsmagten ikke må forgribe sig på, men tværtimod har pligt til at sikre respekteret.

Blandt de klassiske grundrettigheder kan nævnes retten til livet, religionsfrihed, personlig sikkerhed, retten til retfærdig rettergang, ytrings-, forenings- og forsamlingsfrihed samt respekt for privatlivet og familielivet.

Som eksempler på dokumenter, der fastslår sådanne rettigheder, kan fra England nævnes Magna Charta (1215), Habeas Corpus-akten (1679) og Declaration of Rights (1689), fra USA Uafhængighedserklæringen (1776) og fra Frankrig Erklæringen om Menneskerettigheder (1789). Hertil kommer de kataloger over friheds- og menneskerettigheder, som i dag indgår i de fleste forfatninger, herunder Danmarks forfatning.

Annonce

Tanken om umistelige menneskerettigheder har endvidere sine historiske rødder i den græske stoicismes og kristendommens menneskeopfattelse samt i den europæiske naturrets lære om eksistensen af umistelige rettigheder, fx hos Johannes Althusius, som ville sikre menneskets ret til frihed i en naturgiven ret til at gøre modstand.

Den amerikanske uafhængighedserklæring giver præcist udtryk for den grundlæggende menneskerettighedsidé: "Vi anser følgende sandheder for i sig selv at være indlysende, at alle mennesker er skabt lige, og at de af deres skaber er blevet begavet med visse ufortabelige rettigheder; til disse hører liv, frihed og stræben efter lykke, og for at sikre disse rettigheder er statsstyrelser indsat iblandt mennesker". Den Franske Revolution omsatte disse ord i handling ved at omstyrte Kongen af Guds Nåde og skabe luft for frihed, lighed og broderskab.

De klassiske menneskerettigheder fokuserer på individets frihed for indblanding fra statsmagtens side, dvs. individet som et selvstændigt, uafhængigt væsen. Men hermed tages der ikke højde for menneskers forskellighed og behovet for en social balance, der så vidt muligt tilgodeser alle samfundsmedlemmers fornødenheder. Menneskerettighedernes sociale side vandt først indpas og anerkendelse i den russiske erklæring fra 1918 om det arbejdende og udbyttede folks rettigheder; slagordene var her: frihed, brød og arbejde.

De mest betydelige internationale menneskerettighedsinstrumenter
(i kronologisk rækkefølge)

• Verdenserklæringen om Menneskerettighederne (1948)

• Folkedrabskonventionen (1948)

• Røde Kors- eller Genèvekonventionerne om Beskyttelse af Krigens Ofre (1949 med to tillægsprotokoller af 1977)

Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (1950 med 11 tillægsprotokoller)

Flygtningekonventionen (1951 med tillægsprotokol af 1966)

• Den Europæiske Socialpagt (1961)

• FN-konventionen om Forbud mod Racediskrimination (1965)

• FN's Menneskerettighedskonventioner om hhv. Borgerlige og Politiske Rettigheder og Økonomiske, Sociale og Kulturelle Rettigheder (1966)

• Den Amerikanske Menneskerettighedskonvention (1969)

• Konventionen om Forbud mod Diskrimination mod Kvinder (1979)

• Den Afrikanske Pagt om Menneskers og Folks Rettigheder (1981)

• FN's Torturkonvention (1984)

• Den Europæiske Torturkonvention (1987)

FN's Konvention om Barnets Rettigheder (1989)

Hertil kommer en række konventioner inden for FN's særorganisationer, i første række ILO og UNESCO, der omhandler fx foreningsfrihed, etniske minoriteters forhold, forbud mod tvangsarbejde og forbud mod diskrimination i ansættelsesforhold og undervisning.

Respekten for og beskyttelsen af det enkelte menneskes rettigheder og friheder har således sin naturlige plads inden for rammerne af den enkelte stats nationale ret. I de omgivelser, hvor individet udfolder sin daglige virksomhed, skal menneskerettighedernes virkeliggørelse stå sin prøve. Eventuelle krænkelser af rettighederne må derfor påtales inden for nationalstatens egne rammer gennem kontrolordninger som administrativ rekurs, ombudsmandskontrol og domstolsprøvelse.

Hvis kontrolorganerne imidlertid enten ikke er eller ikke fremstår for borgerne som uafhængige, upartiske instanser i forhold til de statsorganer, som man mener har krænket ens rettigheder, opstår behovet for at kunne indbringe den påståede krænkelse til prøvelse for et internationalt forum. En sådan universel beskyttelse af menneskerettigheder er i sigte, men vejen frem mod dette mål er fortsat lang. Erfaringerne fra 2. Verdenskrig gjorde det klart, at respekt for menneskerettighederne i deres fulde omfang måtte gøres til en generel forpligtelse af international karakter. Målet nåedes på papiret med ikrafttrædelsen 24.10.1945 af De Forenede Nationers Pagt; ifølge den blev spørgsmålet gjort til et universelt anliggende, hvis løsning påhviler verdensorganisationen i snævert samarbejde med medlemsstaterne. FN-pagten indeholder imidlertid ikke nogen nærmere definition af menneskerettighederne.

Menneskerettighedserklæringen efter 2. Verdenskrig

En egentlig definition af menneskerettighederne kom først med vedtagelsen i FN's generalforsamling 10.12.1948 af Verdenserklæringen om Menneskerettighederne, i hvilken der gives en nærmere præcisering af såvel de økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder som de borgerlige og politiske.

Erklæringen blev banebrydende for det videre arbejde med skabelse af en international beskyttelse af menneskerettighederne og har dannet forbillede for mange nye staters egne nationale kataloger over menneske- og frihedsrettigheder.

Den har imidlertid karakter af en programerklæring, der uden at pålægge staterne pligter i juridisk forstand opfordrer nationerne til at stræbe efter at fremme respekten for og overholdelsen af de rettigheder, som er nærmere defineret i erklæringen.

De mange traktater, deklarationer og resolutioner om menneskerettigheder, der er vedtaget siden 1945 og udgør referencerammen for en vurdering af og stillingtagen til staternes overholdelse af menneskerettighederne, findes optrykt i omfattende tekstsamlinger om menneskerettigheder i fredstid og under væbnede konflikter.

Implementering af menneskerettigheder i udviklingslande

Menneskerettighederne er universelle. Det fremgår af FN-pagten og af Verdenserklæringen om Menneskerettighederne. Konkret betyder det, at menneskerettighederne gælder for alle overalt i verden uanset styreform og kulturel baggrund. Det er op til staterne at sikre, at borgerne er beskyttet af menneskerettigheder gennem politiske, juridiske og samfundsmæssige tiltag.

Som en relativt ny del af bistandspolitik er menneskerettigheder i de senere år blevet en væsentlig komponent af det humanitære arbejde. Bilateralt (mellem lande) og multilateralt (gennem internationale organisationer, navnlig FN) indgås tekniske aftaler, som vedrører implementeringen af konkrete menneskerettighedsprogrammer. Disse programsamarbejdsaftaler indeholder strategier, metoder og værktøjer, der skal sikre promovering og beskyttelse af menneskerettigheder. Aftalerne skal opbygge statens kapacitet til at sikre befolkningen (rettighedshaverne) de menneskerettigheder, de har krav på iht. den nationale grundlov og de internationale konventioner.

Desuden skal borgerne oplyses om de menneskerettigheder, de har krav på som statsborgere eller som individuel befolkningsgruppe. Dette specifikke fokus på befolkningsgrupper kan være rettet mod fx kvinder og børn, minoriteter og oprindelige folk.

Implementeringen foregår konkret ved, at en international partner, fx Danida, FN, EU eller en NGO, tilbyder assistance til et modtagerland inden for tre områder: juridisk bistand, kapacitetsopbygning af statsapparatet og samfundsoplysning til borgerne.

Den juridiske del omhandler støtte til indarbejdelse af internationale konventioner i national lovgivning og praksis, en effektivisering af lovgivningsprocessen og en styrkelse af retssektoren, der bl.a. indebærer, at borgeren sikres retslig klageadgang, såfremt staten ikke overholder sine menneskerettighedsforpligtelser.

Den kapacitetsopbyggende del vedrører en styrkelse af uddannelse af ansatte i den lovgivende, dømmende og udøvende magt, dvs. af navnlig tjenestemænd, dommere, politi og militærpersonel, således at de er bevidste om menneskerettighedernes overholdelse i deres sagsbehandling, afgørelser og ordenshåndshævelse.

Samfundsoplysningen tilrettelægges generelt mod befolkningen som helhed og specifikt mod fx befolkningen i landdistrikter ved at distribuere informationsmateriale og afholde offentlige møder, mens der i skolevæsenets samfundsfagspensum ofte integreres oplysninger om menneskerettigheder.

Som et led i sikringen af den forsatte implementering knyttes kontrolforanstaltninger til en effektiv opretholdelse af statens evne til at implementere og beskytte menneskerettighederne. Nationalt sker dette gennem opbygning og udbygning af uafhængige organer i staten, fx nationale menneskerettighedsinstitutioner, ombudsmandskontorer og antikorruptionskontorer til bl.a. at rådgive og monitorere staten på dens menneskerettighedsforpligtelser. Den øgede bevidsthed, som menneskerettigheder har fået hos både stat og individ, har medført, at bl.a. disse institutioner har fået en central placering i samfundsdebatten, og at menneskerettighedernes rolle og forpligtende virkning er udvidet – både i ilande og i ulande.

Internationalt søges implementeringen af menneskerettighederne sikret gennem FN's Menneskerettighedsråd og FN's syv forskellige overvågningskomitéer, som er oprettet under de centrale FN-konventioner som opfølgning til Verdenserklæringen om Menneskerettighederne. Disse komitéer, som består af uafhængige eksperter, overvåger og eksaminerer medlemsstaterne i, hvorvidt de gennemfører de forpligtelser, de har påtaget sig ved at tiltræde konventionerne. Herefter offentliggør komitéerne deres konklusioner og anbefalinger til medlemsstaterne mhp. at disse følger det implementeringsspor, komitéerne anviser.

Se også OHCHR.

Menneskerettigheder i Danmark

Bestemmelser om beskyttelse af menneskerettigheder findes i Danmarks Riges Grundlovs kapitel 7 om religion og kapitel 8, der navnlig beskytter den personlige frihed, boligen, ejendomsretten samt ytrings-, forenings- og forsamlingsfriheden. Også positive menneskerettigheder er beskyttet, fx ret til forsørgelse og ret til fri undervisning.

Grundlovens beskyttelse af menneskerettigheder går tilbage til Grundloven af 1849 (Junigrundloven). Særligt ved grundlovsrevisionen i 1953 udbyggedes beskyttelsen, fx for administrativt frihedsberøvede, der sikredes en let adgang til domstolskontrol.

Grundlovens betydning for beskyttelse af menneskerettighederne afhænger i vidt omfang af, hvordan Grundloven fortolkes, og fortolkningstraditionen er i almindelighed lagt af domstolene og er præget af en vis tilbageholdenhed. Danske domstole har kun få gange underkendt eller kritiseret love eller administrativ regulering med henvisning til Grundlovens menneskerettigheder, og kun sjældent er administrative afgørelser underkendt på grundlag af grundlovsbestemmelser. Grundlovens § 73 om ejendomsretten har dog haft praktisk betydning; fx har Højesteret anvendt bestemmelsen som hjemmel til erstatning for, at en tilladelse til grusgravning ikke blev forlænget. Domstolenes tilbageholdenhed er begrundet i den opfattelse, at de ikke har noget politisk-demokratisk mandat; endvidere har der i hvert fald indtil midten af 1900-t. i politiske kredse været stor modstand mod indblanding fra domstolenes side.

Danske domstole har i de senere år ikke vist tilbageholdenhed, når det gælder internationalt beskyttede menneskerettigheder. I 1992 blev Den Europæiske Menneskerettighedskonvention ved lov gjort til en del af dansk ret, og den har dannet grundlag for domstolskritik af ikke blot administrative afgørelser, men også af lovgivning, fx Retsplejelovens regler om dommeres inhabilitet og om dommerfuldmægtige.

Beskyttelsen af menneskerettigheder kan tillige anskues uafhængigt af Grundloven eller traktater ved at se på den retstilstand, der som helhed er gældende i Danmark: Selvom Grundloven fx ikke indeholder et forbud mod, at love gives med tilbagevirkende kraft, er det kun under ekstraordinære forhold, at egentlig tilbagevirkning gennemføres. Grundloven indeholder heller intet om forskningsfrihed, men den er alligevel respekteret i gældende dansk ret.

Højesteret markerede med rettens dom i 1999 i Tvindsagen (se Tvind-dommen og Tvindskolerne) en mere aktiv og intervenerende position. Dommen tilsidesatte en lov, der afskar bestemte skoler fra offentlig støtte, og som politisk var begrundet i skolernes hidtidige misbrug af støtten. Begrundelsen for rettens tilsidesættelse af loven var, at loven i strid med individernes ret til at få deres sag prøvet ved domstolene afskar domstolene fra at bedømme, om der var sket misbrug. Loven indeholdt reelt en retlig bedømmelse og var derfor i strid med Grundlovens § 3 om adskillelse af den lovgivende magt og den dømmende magt. Denne markering er ikke siden fulgt af andre tilsvarende afgørelser, og dens betydning på længere sigt er derfor ikke klar.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Henrik Zahle, Poul Hauch Fenger, Tyge Lehmann: menneskerettigheder i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 27. marts 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=124141



    • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

    • Kommentar til redaktionen Vedr. menneskerettighederMarker den cirkel
      Send kommentar


  • Copyright

    Denne artikel må du ...

  • Kilde

    Denne artikel stammer fra:
    Leksikon

  • Historik