• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

tilhold

Oprindelig forfatter BGrN Seneste forfatter Redaktionen

tilhold, skriftlig advarsel fra politiet. Tilhold kan gives til en person, der vedvarende trænger ind på, forfølger eller forulemper en bestemt person eller personkreds, hvis det må antages, at krænkelserne vil fortsætte, ifald der ikke gribes ind. Der kan være tale om skriftlige eller mundtlige trusler og ærekrænkelser, der i sig selv er strafbare, eller fx talrige telefonopkald eller hyppige tilsendelser af blomster i forulempende øjemed. I praksis gives tilhold fortrinsvis til mænd, der forfølger deres tidligere ægtefælle eller samlever, men der forekommer sager, hvor offentligt ansatte personer, fx i politi eller social- og sundhedsforvaltning, beskyttes mod forulempelser på denne måde. Et tilhold er normalt gyldigt i fem år og kan forlænges, men kan også gives for kortere tid. Overtrædelse af tilhold er strafbar efter Straffeloven § 265; endvidere er en forudgående advarsel i form af et tilhold en betingelse for, at fx betleri kan straffes efter Straffeloven § 197. Regler om tilhold i forbindelse med prostitution blev ophævet ved ændring af Straffeloven i 1999.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Beth Grothe Nielsen: tilhold i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 20. september 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=172156