• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

den islamiske retsfamilie

Oprindelig forfatter Lando Seneste forfatter Redaktionen

den islamiske retsfamilie, de retssystemer, hvis regler helt eller overvejende er islamisk ret. Den islamiske ret er leveregler, der er udformet på grundlag af Koranen, som skyldes guddommelig åbenbaring, og som rettroende muslimer skal følge. Gud har skabt fundamentet for den islamiske ret, shariaen, men retslærde har stået for selve udformningen.

Ifølge en lære, som stammer fra den lærde al-Shafi'e (d. 820), har islamisk ret fire "rødder". Den første er Koranen, som dog kun i ringe omfang indeholder forskrifter, der kan opfattes som juridiske; den anden er sunna, som er regler for menneskelig adfærd, baseret på de regler og sædvaner, som Muhammed fulgte i sit liv; den tredje er ijma, dvs. leveregler, som den samlede islamiske menighed følger, og endelig er den fjerde qiyas, analogislutninger fra de regler, som hidrører fra de tre andre rødder.

Islam er en religion, der forholder sig til al menneskelig adfærd. Menneskers handlinger er enten påbudte, anbefalede, "ligegyldige", dvs. tilladte, misbilligede eller forbudte. Inden for ethvert emne behandler muslimerne den adfærd, som er påbudt og forbudt sammen med den, som er anbefalet eller misbilliget, og som savner retlige sanktioner såsom straf og skadeserstatning. De islamiske retslærde interesserer sig mest for de sanktionerede rettigheder og pligter og har bygget et system af regler og procedurer op omkring dem, men i fremstillingerne af, hvordan man skal forholde sig, omtales også det, som islam anbefaler, og det, som den misbilliger. Den fromme muslim gør også det, som Allah anbefaler, og undlader det, som han misbilliger. Det anbefales fx arvingerne at betale afdødes gæld; det er forbudt at drikke vin, mens det kun misbilliges at spise svinekød.

Annonce

Retfærdigheden er et vigtigt begreb i islam - lige så vigtig som næstekærlighed i kristendommen - og den er personaliseret i den retskafne person. Den retskafne person har et udbygget net af personlige forbindelser, som han skylder tjenester, og som skylder ham tjenester. Han betaler sine skatter, giver de fattige almisser og opfylder sine andre retlige og moralske forpligtelser. En sådan person er adl, og kun han bør kunne vidne i retssager eller optræde som dommer, kadi. Derimod interesserer man sig mindre for, om reglerne fører til et retfærdigt resultat. Dersom ejeren af en mur, som truer med at falde sammen, sælger den, efter at han er blevet anmodet om at rive den ned, og den dernæst kollapser og slår et menneske ihjel, er hverken køber eller sælger ansvarlig; køber går fri, fordi han ikke er blevet opfordret til at rive muren ned, og sælger går fri, fordi han ikke var murens ejer, da den faldt sammen.

Den guddommelige oprindelse har ført til dogmet om, at islamisk ret er uforanderlig. I de lande, hvor den gælder, har den islamiske ret dog ikke kunnet undgå at blive påvirket af samfundsudviklingen. Mange af shariaens regler er formuleret vagt og rummer flere fortolkninger; man har da kunnet vælge den, som stemmer bedst med samtidens forhold. Man har fx ikke kunnet ophæve reglen om, at en mand kan opnå skilsmisse ved ensidigt at forstøde sin hustru, men man har kunnet modvirke denne talaq (det fremsatte ønske om løsrivelse fra ægteskabets bånd) ved at pålægge ham enten at tilbagebetale den medgift, hun har bragt ind i ægteskabet, eller at betale skadeserstatning til hustruen. Man kan heller ikke ophæve forbuddet mod at tage renter for et lån. Men følgende transaktion er tilladt: En låntager køber en långivers bil for 10.000 riyal og giver långiveren et gældsbrev for beløbet, som naturligvis ikke skal forrentes. Straks efter sælger han bilen tilbage til långiveren og får udbetalt 8500 riyal for den. Når gældsbrevet til sin tid forfalder, betaler låntageren de 10.000 tilbage.

I nogle muslimske lande, fx Saudi-Arabien, er det shariaen og den alene, som styrer staten. I andre lande er der indført en vestligt præget lovgivning på bl.a. formuerettens område, mens person-, familie- og arveretten er forblevet islamisk. I alt regner man med, at 1/6 af Jordens befolkning lever under et mere eller mindre stærkt præg af islamisk ret. Dens udbredelse er størst i Nordafrika, Mellemøsten, Pakistan, Bangladesh, Malaysia og Indonesien. Flere steder, fx i Indien og Israel, findes et muslimsk mindretal, hvis person-, familie- og arveretlige forhold er underkastet shariaen.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Ole Bent Lando: den islamiske retsfamilie i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 26. juni 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=99684



    • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

    • Kommentar til redaktionen Vedr. den islamiske retsfamilie
      Send kommentar


  • Copyright

    Denne artikel må du ...

  • Kilde

    Denne artikel stammer fra:
    Leksikon

  • Historik