• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

civillovbog

Oprindelig forfatter Lando Seneste forfatter Redaktionen

civillovbog, samling af civilretlige regler. En lovbog er en systematisk og dækkende kodifikation af en emnekreds. Dens formål er at give borgerne en lettilgængelig og overskuelig vejledning om deres indbyrdes rettigheder og pligter. De fleste civillovbøger dækker person-, familie- og arveret samt tings- og obligationsret, nogle tillige arbejds-, selskabs- og handelsret. Der findes en civillovbog i så at sige alle lande bortset fra common law-landene og Norden. Danske Lov fra 1683 var ikke en civillovbog, idet den ud over civilretten indeholdt straffe-, proces- og forvaltningsretlige regler.

Den franske og den schweiziske civillovbog er skrevet i et fyndigt og let forståeligt sprog. Den tyske BGB er tung og videnskabelig og svær at forstå, men har i modsætning til den franske en særdeles gennemtænkt systematik og en konsekvent sprogbrug. De fleste lovbøger er præget af fortidens individualistiske livssyn, hvor "helten" er den formuende, erhvervsdrivende mand. Civillovbøgerne har derfor måttet ændres og suppleres med tillægslove, der beskytter de svage og ligestiller kønnene. Disse idéer er bl.a. gennemført i den nederlandske Burgerlijke Wetboek fra 1970 og 1992 og i den brasilianske civillovbog fra 2003..

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Ole Bent Lando: civillovbog i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 22. oktober 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=57438