Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

intervention

Oprindelig forfatter AWal Seneste forfatter Redaktionen

intervention, (af lat. interventio 'mellemkomst', af inter- og afledn. af venire 'komme'), inden for civil retspleje det forhold, at en udenforstående person indtræder i en allerede verserende retssag. Hovedintervention, som reguleres i Retsplejeloven § 251, kan ske ved, at en tredjemand nedlægger en selvstændig påstand mht. det allerede eksisterende stridsspørgsmål eller fremsætter et nyt krav, der har nær sammenhæng med sagen. En hovedintervenient bliver egentlig part i sagen, også i relation til sagsomkostninger og appeladgang. Dette gælder som hovedregel ikke for biintervenienten, der alene indtræder til støtte for den ene af sagens parter og omtales i Retsplejeloven § 252. Betingelsen for at kunne biintervenere er, at vedkommende har en retlig interesse i sagens udfald, hvilket kan være tilfældet for både enkeltpersoner, foreninger, selskaber og forvaltningsmyndigheder mv.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Allan Walbom: intervention i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 16. februar 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=98837