Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

fredløshed

Oprindelig forfatter JUJ Seneste forfatter Mads L.

fredløshed, fredløs, ifølge middelalderlig ret den fuldstændige ophævelse ved dom af en persons retsbeskyttelse. Fredløshed anvendtes som straf i en række europæiske lande, herunder de nordiske lande og Tyskland. På Island kaldtes en fredløs for skovmand eller skovgangsmand; sagaerne Gislasaga og Grettissaga beretter om fredløshed.

Især i tysk retshistorisk litteratur har man tidligere antaget, at enhver forbrydelse i det gamle germanske samfund blev straffet med fredløshed. Samfundet var et fredssamfund, der gennem opretholdelse af freden ydede sine medlemmer beskyttelse. Den, der begik en forbrydelse, havde ikke blot krænket den enkeltes, men hele samfundets fred og blev herved fredløs. Nyere retshistorisk litteratur finder det mere sandsynligt, at opfattelsen af samfundet som et fredsforbund skyldes kirkelig påvirkning, snarere end at den afspejler en urgermansk forestilling, og at fredløshed må ses på baggrund heraf.

I Danmark var fredløshed på landskabslovenes tid i 1200-t. antagelig en relativt ny sanktion, som må ses som led i kongemagtens og kirkens bestræbelser for at håndhæve freden i samfundet. Fredløshed blev bragt i anvendelse over for grove retsbrud, fx drab på en sagesløs person, drab på en person på tinge eller i kirken, voldtægt eller forsætlig ildspåsættelse. Fredløshed kunne også anvendes som tvangsmiddel over for modvillige skyldnere.

Annonce

Fredløshed medførte, at enhver kunne dræbe den fredløse uden at skulle bøde for det, og den fredløse kunne ikke længere være part i retsforhold, herunder optræde på tinge. Hans hustru blev betragtet som enke og hans børn som faderløse. Den fredløses faste ejendom, arvejord, tilfaldt hans arvinger, mens kongen havde krav på hans hovedlod i fælliget. Hvis fredløsheden skyldtes landsforræderi eller majestætsforbrydelse, var også arvejorden forbrudt til kongen. Efter forlig med den forurettede eller hans slægt og med kongens samtykke kunne den fredløse genindtræde i freden, se fredkøb. Endnu i 1500-t. og begyndelsen af 1600-t. anvendtes fredløshed som straf og som tvangsmiddel.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Jens Ulf Jørgensen: fredløshed i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 20. april 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=79736