Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

personnummer

Oprindelig forfatter Blume Seneste forfatter Redaktionen

personnummer, nummer, som tildeles en person for entydigt at kunne identificere personen. Personnummer blev indført ved lov i 1968 og tildeles automatisk alle personer, der skal folkeregistreres. Alle nyfødte får et personnummer. Hvis et barn er født i udlandet, tildeles barnet først personnummeret ved tilflytning, ligesom tilflyttere fra Færøerne eller udlandet tildeles personnummer. For personer, der skal betale skat eller ATP i Danmark, gælder noget tilsvarende.

Personnummeret består af ti cifre, hvoraf de første seks angiver personens fødselsdag, måned og år, mens de sidste fire tildeles individuelt på en sådan måde, at der indbygges en kontrol af personnummerets rigtighed. Kvinder tildeles et nummer, hvis sidste ciffer er et lige tal, og mænd et nummer, hvis sidste ciffer er et ulige tal.

Der er i lovgivningen fastsat regler for, hvorledes personnumre må bruges. Offentlige myndigheder må bruge nummeret til identifikation af borgerne, men nummeret må ikke offentliggøres eller fremgå af forsendelser. Private virksomheder må kun anvende personnummeret i begrænset omfang efter regler fastsat i Lov om behandling af personoplysninger.

Annonce

Se også CPR.

Det Centrale Personregisters hjemmeside

Referér til denne tekst ved at skrive:
Peter Blume: personnummer i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 20. maj 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=141052