• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Miljøbeskyttelsesloven

Oprindelige forfattere EMBa og JBje Seneste forfatter Redaktionen

Miljøbeskyttelsesloven, den vigtigste danske lov om begrænsning af forurening. Lovens formål er endvidere at begrænse samfundets resurseanvendelse og affaldsproduktion samt stille krav om brug af den bedste tilgængelige teknologi i virksomheder.

Den første Miljøbeskyttelseslov trådte i kraft 1974 og blev ændret adskillige gange, indtil den afløstes af en ny og bredere lov, som trådte i kraft 1992.

Loven udgør i øvrigt rammen for gennemførelsen af den omfattende regulering af affaldsområdet, som vedtages i EU, herunder reglerne om producenternes pligt til at tilbagetage emballage, udtjente forbrugsgoder mv.; se også affald.

Annonce

Hensigten med Miljøbeskyttelsesloven er først og fremmest at begrænse forurening, bl.a. gennem forudgående godkendelse af særligt forurenende virksomheder, der kaldes liste-virksomheder eller IPPC-virksomheder. Godkendelseskompetencen er hos staten og kommuner, der også fører tilsyn med disse virksomheder og kan udstede påbud om at fjerne en miljøtruende forurening til den, der har forårsaget den. Efterkommes påbuddet ikke, kan myndigheden fjerne forureningen for den ansvarliges regning. Loven skal ifølge sin formålsangivelse endvidere begrænse resurseanvendelse og affaldsproduktion, og i overvejelserne ved lovens administration skal inddrages hensynet til de forskellige produkters livscyklus samt krav om brug af den bedste tilgængelige teknologi (BAT). For IPPC-virksomheder er anvendelse af BAT til forureningsbegrænsning pligtmæssig; se også IPPC-direktivet og BAT.

Efter gennemførelsen af IPPC-direktivet skal visse virksomheders godkendelse regelmæssigt tages op til revurdering, og der skal om nødvendigt foretages ændring af vilkårene om forureningsbegrænsning. Der er i et vist omfang mulighed for skærpelse af krav i takt med udviklingen af forureningsbegrænsede teknik. Godkendelsesordningen er over årene blevet indskrænket til færre og færre virksomheder bl.a. som følge af den erhvervsmæssige udvikling og skift fra regulering ved konkrete afgørelser til regulering i almindeligt gældende regler.

Også forureneren betaler-princippet skal ifølge Miljøbeskyttelsesloven indgå i administrationen. Herved sikres det, at den, der forurener, ikke opnår konkurrencemæssige fordele ved at blive friholdt for miljøomkostninger; se også forureneren betaler-princippet.

Tilladelser, påbud eller forbud kan normalt påklages af de implicerede til Miljøklagenævnet, der efter 2007 er den normale klageinstans. Andre instanser er Miljøstyrelsen og Skov- og Naturstyrelsen. De landsdækkende miljø- og interesseorganisationer, der er opregnet i Miljøbeskyttelsesloven, fx Danmarks Naturfredningsforening, Danmarks Sportsfiskerforbund, Danmarks Fiskeriforening og Forbrugerrådet, kan optræde som klagere, hvis den konkrete sag vedrører et spørgsmål, som er omfattet af organisationens hovedformål. Lokale miljøforeninger kan kun klage, hvis de på forhånd har gjort den lokale eller regionale myndighed opmærksom på deres interesse i at blive orienteret om den pågældende type miljøspørgsmål; se også Århuskonventionen.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Ellen Margrethe Basse, Jørgen Bjerring: Miljøbeskyttelsesloven i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 24. september 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=125579



    • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

    • Kommentar til redaktionen Vedr. Miljøbeskyttelsesloven
      Send kommentar


  • Copyright

    Denne artikel må du ...

  • Kilde

    Denne artikel stammer fra:
    Leksikon

  • Historik