Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.
Den Store Danske bliver fra efteråret 2020 opdateret af Foreningen lex.dk.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Biodiversitetskonventionen

Oprindelige forfattere HTeAn og VKoe Seneste forfatter Redaktionen

Biodiversitetskonventionen, Convention on Biological Diversity, konvention fra 1992 vedr. biodiversitet, der trådte i kraft i slutningen af 1993; konventionen er tiltrådt af 196 lande (2016), herunder alle medlemslande af EU og af EU som sådan.

Biodiversitetskonventionen har udløst en mængde initiativer på regionalt, nationalt og internationalt niveau. En lang række lande har således vedtaget strategier og/eller handlingsplaner om bevaring af biodiversitet. I 1995 publicerede Miljø- og Energiministeriet Biologisk mangfoldighed i Danmark — status og strategi, og Wilhjelmudvalget fremlagde i 2001 rapporten En rig natur i et rigt samfund. I 2004 udsendte regeringen sin Handlingsplan for biologisk mangfoldighed og naturbeskyttelse i Danmark 2004-2009. For det paneuropæiske område foreligger en landskabs- og biodiversitetsstrategi, og også i EU er vedtaget en række strategier og handlingsplaner om biodiversitet

På internationalt plan har konventionen bl.a. udløst vedtagelsen af Cartagena Protocol on Biosafety. Andre af konventionens resultater er et omfattende program til bevaring af biodiversitet i verdens skove gennem etablering af beskyttede områder. I konventionens regi er også vedtaget og retningslinjer for adgang til andre landes genetiske resurser samt for retfærdig og ligelig fordeling af udbyttet ved at udnytte disse resurser, dvs. hovedsagelig en udbyttedeling mellem ilandenes bioteknologiske industri og de ulande, der stiller de genetiske resurser til rådighed for industrien, de såkaldte Bonn Guidelines.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Helle Tegner Anker, Veit Koester: Biodiversitetskonventionen i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 26. februar 2020 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=47285