• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

kriminologi

Oprindelig forfatter FBal Seneste forfatter Redaktionen

Kriminologi. I den sidste halvdel af 1900-t.skete der en femdobling af de straffelovsovertrædelser, som årlig blev anmeldt til politiet, eller som politiet fik nys om på anden måde end ved anmeldelse. Stigningen var især kraftig fra omkring 1965 til omkring 1985, hvorefter det årlige antal stabiliserede sig. I begyndelsen af 2000-t. er der generelt sket et fald frem mod 388.500 anmeldelser i 2015.

Kriminologi. I den sidste halvdel af 1900-t.skete der en femdobling af de straffelovsovertrædelser, som årlig blev anmeldt til politiet, eller som politiet fik nys om på anden måde end ved anmeldelse. Stigningen var især kraftig fra omkring 1965 til omkring 1985, hvorefter det årlige antal stabiliserede sig. I begyndelsen af 2000-t. er der generelt sket et fald frem mod 388.500 anmeldelser i 2015.

kriminologi, studiet af kriminalitetens udbredelse, årsager og virkninger. Kriminologien søger at besvare spørgsmål om, hvor mange lovovertrædelser og lovovertrædere der findes, hvad der gør et menneske, grupper eller organisationer til kriminelle, og hvilke følger kriminalitet får for de direkte implicerede, dvs. gerningsmænd og ofre, og for samfundet generelt.

Sædvanligvis tænkes der med betegnelsen kriminologi alene på den adfærds- og samfundsvidenskabelige lære om kriminaliteten og ikke på den retsvidenskabelige kriminalitetslære; strafferettens primære opgave er at fremstille, hvad der efter gældende ret er strafbart, mens kriminologien retter søgelyset mod de mennesker, som kommer i konflikt med loven. Kriminologiens område kan desuden ikke uden videre bestemmes ud fra strafferettens forbrydelsesbegreb. Som i al anden adfærds- og samfundsvidenskabelig virksomhed er der inden for kriminologien en forskningsmæssig frihed til selv at afgrænse og definere studieobjektet, og disse afgrænsninger og definitioner kan meget vel og ofte med fordel variere fra studie til studie. Kriminalitet kan fx i én analyse være defineret som alle normstridige handlinger, dvs. også handlinger, der strider mod uformelle normer, i en anden som alle uønskede handlinger, uanset om de er kriminaliserede, og i en tredje som alle skadelige handlinger, igen uanset om de er kriminaliserede.

Ordet kriminologi kommer af latin crimen 'forbrydelse' og -logi.

Ingen af definitionerne er rigtigere end andre, men kan diskuteres ud fra, hvor entydige de er, hvor relevante de er i forhold til en bestemt problemstilling, eller hvor anvendelige de er i praktisk forskning mv. Under alle omstændigheder understreger forskellige definitioner på kriminalitet, at også lovgivningsprocessen og retsapparatets virkemåde bør være en del af kriminologiens studieobjekt, ligesom en glidende overgang til retssociologi er tydelig.

Annonce

En traditionel, men ikke uproblematisk sondring definerer kriminologi som den disciplin, der beskæftiger sig med, hvordan tingene er, kriminalprævention som den disciplin, der beskæftiger sig med, hvordan kriminalitet kan forebygges, og kriminalpolitik som læren om de midler, der bør tages i brug i bekæmpelse af kriminalitet. Specielt i nordisk kriminologi er det i nyere tid blevet sædvanligt at afgrænse kriminologien som videnskaben om ondskab i samfundet.

Historie

Kriminologien blev grundlagt som videnskabelig disciplin i 1800-t. Den er tværvidenskabelig og henter sine metoder og teorier fra de adfærds- og samfundsvidenskabelige discipliner, som kriminaliteten studeres inden for. I Europa har biologi, medicin og jura haft en stærk indflydelse på kriminologiens udvikling. I USA har tillige sociologi spillet en fremtrædende rolle, og i slutningen af 1900-t. blev sociologien også den fremtrædende i Europa.

Den italienske positivisme fra slutningen af 1800-t. regnes gerne for den første sammenhængende kriminologiske skole. Dens hovedteori var, at kriminalitet var medfødt og biologisk bestemt, en opfattelse, der var stærkt og direkte inspireret af darwinismen og naturvidenskabens udvikling.

USA's overordentlig kraftige industrialisering og urbanisering efter 1. Verdenskrig skabte store sociale problemer, herunder kriminalitet, i de fremvoksende storbyer. Det var oplagt, at kriminalitetsproblemerne ikke primært kunne henføres til individuelle eller biologiske forhold, og det var baggrunden for, at den sociologiske synsvinkel blev den dominerende i USA. Under inspiration fra ikke mindst den franske sociolog Émile Durkheim iværksattes omfattende empiriske studier af især ungdomskriminalitet og bandekriminalitet.

Moderne kriminologi

Anvendelse af straf og straffens mulige indvirkning på kriminaliteten er et centralt studiefelt i moderne kriminologi. Dels undersøger man, i hvilket omfang strafanvendelsen kan forklares ud fra kriminaliteten, om fx en konstateret brug af hårdere straffe i en periode kan forklares ved, at kriminaliteten er blevet grovere, eller om fx USA's større anvendelse af fængselsstraf kan forklares ved, at der er mere kriminalitet i USA end i Danmark. Dels undersøger man, hvordan og i hvilket omfang strafanvendelsen indvirker på kriminaliteten, om kriminaliteten fx mindskes, hvis straffene skærpes. Forskningsresultaterne tyder overvejende på, at straf har en meget begrænset sammenhæng med kriminalitet.

I Danmark har kriminologi fra slutningen af 1900-t. i betydelig grad, men langtfra udelukkende, været sociologisk. Den har tillige haft en tæt institutionel forbindelse til strafferet og straffeproces. Det første professorat i kriminologi i Danmark blev oprettet i 1967 og tilknyttet det retsvidenskabelige område på Københavns Universitet; professor blev Karl Otto Christiansen, der var blevet dr.jur. på et kriminologisk studie af landssvigerkriminaliteten under 2. Verdenskrig.

Kriminografi

Kriminografien beskriver kriminalitetens karakter, omfang og udvikling. Kriminografiens vigtigste kilder og metoder er kriminalstatistikken samt selvrapporteringsstudier og offerundersøgelse, se kriminalitet.

Registrerede straffelovsovertrædelser

Politiet i Danmark registrerede i 2005 i alt 430.000 anmeldelser om overtrædelser af Straffeloven, mere end en firedobling siden 1960. Set over et længere tidsrum og set i forhold til folketallet har hovedtendenserne i den registrerede straffelovskriminalitet i Danmark udviklet sig fra et fald lige efter 2. Verdenskrig over stagnation i 1950'erne frem til stærk stigning fra midten af 1960'erne til midten af 1980'erne og herefter en faldende tendens, dog med en stigning 2007-09. I 2015 registreredes 388.500 anmeldelser.

Over 80 % af de anmeldte straffelovsovertrædelser vedrørte tyverier, herunder indbrudstyveri og brugstyveri af transportmidler. Alene cykeltyverier tegner sig for ca. 15 % af alle anmeldte straffelovsovertrædelser. I forhold til befolkningens størrelse har Danmark et af verdens højeste politiregistrerede tyverital. Det skyldes imidlertid ikke, at danskere er usædvanlig tyvagtige, men derimod at de i usædvanlig høj grad til politiet anmelder de tyverier, som de udsættes for. De udbredte tyveriforsikringer og den forholdsvis simple anmeldelsesprocedure i Danmark bidrager til de høje anmeldelsestal. Gøres de stjålne værdier op i kroner og øre, er det ni ud af ti stjålne kroner, der anmeldes til politiet. Offerundersøgelser viser, at omkring hver tiende dansker årlig udsættes for tyveri (2014), hvilket i international sammenhæng hverken er specielt mange eller specielt få.

Omkring 2 % af de anmeldte straffelovsovertrædelser drejer sig om vold. 2011-15 blev der pr. år i Danmark registreret 40-50 fuldbyrdede drab svarende til 1,1 pr. 100.000 indbyggere. En del andre lande ligger på samme relativt lave niveau, mange ligger højere, meget få ligger lavere. Offerundersøgelser gennemført 1987-2006 viser, at ca. 5 % af befolkningen over den kriminelle lavalder oplever at blive udsat for vold eller trusler om vold i løbet af et år; undersøgelser i de andre nordiske lande udviser en voldsrisiko på samme niveau.

Mindre end 1% af de registrerede danske straffelovsovertrædelser vedrører sædelighedsforbrydelser. Der anmeldes årligt på 400-500 voldtægter eller forsøg herpå til politiet.

En del forbrydelser kommer sjældent til politiets kundskab via en anmeldelse, fx narkotikaforbrydelser. Her er tallene således mere et udtryk for politiets aktivitet på området end for kriminalitetens omfang. I 2015 blev der registreret ca. 1200 overtrædelser af Straffelovens narkotikaparagraffer. Hertil kom ca. 22.000 overtrædelser af Lov om euforiserende stoffer.

I 2000 deltog Danmark for første gang i internationale sammenlignende undersøgelser af den samlede kriminalitets omfang og karakter. Disse offerundersøgelser viste, at ca. 1/4 af den voksne befolkning havde været udsat for tyveri, vold, hærværk og/eller seksuelt overfald inden for det seneste år, hvilket svarede nogenlunde til det gennemsnitlige niveau i den vestlige industrialiserede del af verden. Med et noget højere kriminalitetsniveau placerede bl.a. England og Wales samt Holland og Sverige sig, mens lande som Nordirland, Portugal og Japan havde lavere tal for, hvor mange der udsattes for kriminalitet.

Opklaring, sigtede og dømte

Af de registrerede straffelovsovertrædelser opklares ca. hver femte. "Opklarede sager" er her defineret som sager, hvor en eller flere er blevet sigtet, men altså ikke nødvendigvis tiltalt eller dømt. Opklaringsprocenten varierer meget fra den ene forbrydelsestype til den anden, fx opklares 4 ud af 5 drab, men kun et ud af 100 cykeltyverier. Forskellene afspejler selvfølgelig i en vis udstrækning politiets prioriteringer, men også hvor let eller vanskeligt det gennemgående er at opklare forskellige forbrydelser frem til at kunne sigte nogen for dem. For nogle lovovertrædelser får politiet allerede ved selve anmeldelsen normalt mange ledetråde om, hvem den mulige skyldige kan være, ved andre få. Til den første gruppe hører fx personforbrydelser som sådan, butikstyveri og narkotikakriminalitet, til den sidste fx indbruds- og cykeltyveri.

Blandt de sigtede og dømte er der i forhold til befolkningens sammensætning en betydelig overvægt af mænd, unge byboere, personer af udenlandsk herkomst, arbejdsløse og uddannelsesmæssigt underprivilegerede. I 2015 blev der truffet 45.000 afgørelser vedrørende straffelovsovertrædelser. 20 % af dem vedrørte kvinder; kvindernes andel har været stigende fra sidste del af 1900-t. 37 % af afgørelserne vedrørte unge mellem 15 og 24 år. Ved fortolkning af disse tendenser bør man være opmærksom på, at de kan skyldes reelle forskelle i kriminel adfærd, men også forskelle i opdagelses-, anmeldelses-, efterforsknings- og domfældelsesfasen mv. Man bør tillige tage højde for mulige forskelle i selve kriminaliseringsgraden af den adfærd, der er typisk for forskellige grupper.

Vold kontra berigelseskriminalitet

Set over flere århundreder er der sket en værdimæssig opgradering af fysisk integritet. At forgribe sig fysisk på en anden person er der blevet set på med stadig stigende alvor og foragt, hvilket også har givet sig udtryk i en stadig mere omfattende kriminalisering af voldelige handlinger. Sandsynligvis har de værdimæssige ændringer også betydet, at der er blevet stadig mindre vold i samfundet, selvom udviklingen ikke er forløbet ad en fuldstændig ret linje. Samtidig er der opstået det paradoksproblem, at den værdimæssige opprioritering medfører, at der i det politiske liv, i medierne osv. fokuseres mere på volden, og det betyder igen en udbredt fornemmelse af, at der er megen vold, og at volden stiger, hvorfor angsten for vold bliver mere udbredt; se også nedenfor om kriminalitetens virkninger.

Den stærke vækst i Danmark i materielle goders omfang og i de materielle levevilkår i det hele taget har betydet, at ting ikke længere repræsenterer den samme værdi, og dermed er der sket en nedkriminalisering på berigelsesområdet. Den mindre moralske anstødelighed, der er forbundet med at stjæle fra andre, den lettere adkomst til det, fx i selvbetjeningsbutikker og store tomme sommerhusområder, og det øgede fristelsespres er en del af baggrunden for, at især tyverikriminaliteten efter 2. Verdenskrig må antages at ligge på et betydelig højere niveau end i landbrugssamfundet. Siden 1960'erne har endvidere bl.a. urbaniseringen og den slækkede uformelle sociale kontrol mennesker imellem, narkotikaen og den kraftige kriminalisering af den samt marginaliseringen af "restgrupper" også presset berigelseskriminaliteten i opadgående retning.

Forskellige aldersgruppers kriminalitetshyppighed

Siden midten af 1980'erne har såvel berigelseskriminalitet som den øvrige straffelovskriminalitet under et været for nedadgående. Væsentlige aldersforskydninger i befolkningen med stadig mindre ungdomsårgange har bidraget hertil. Der er dog også sket reelle ændringer i de forskellige aldersgruppers kriminalitetshyppighed. Hvor perioden frem til 1980 var præget af øget ungdomskriminalitet og stagnerende eller faldende voksenkriminalitet, har det omvendte gjort sig gældende fra midten af 1980'erne. Børnekriminaliteten har været faldende, ungdomskriminaliteten nærmest stagnerende, mens voksenkriminaliteten har været stigende. Det synes klart, at kriminalitetsudviklingen siden 1900-t.s afslutning er gået ind i en ny fase.

Kriminalitetens virkninger

Et specielt forskningsområde inden for kriminologien søger at beskrive og forklare kriminalitetens konsekvenser for dels de direkte implicerede, dvs. ofre og gerningsmænd, og de indirekte berørte, fx pårørende og naboer, dels lokal- og storsamfundet og det internationale samfund. De konsekvenser, der søges kortlagt, er såvel de fysiske og psykiske som de sociale og de økonomiske.

Et særligt studiefelt inden for området er viktimologi, der ud over at fokusere på kriminalitetens konsekvenser for ofrene tillige søger at belyse, hvem der bliver ofre og hvorfor.

Til studiet af kriminalitetens virkninger henregner man sædvanligvis også studiet af befolkningens viden om kriminalitet og straf, dens holdninger til kriminalitet og straf samt dens angst for kriminalitet. Befolkningens viden om kriminalitet og straf viser sig generelt at være ganske begrænset, mens holdning til fx straf er stærkt afhængig af, hvor konkret, udtømmende og detaljeret sagerne beskrives; jo mere konkret sagerne forelægges, desto mindre straforienteret reageres der. Endelig spiller meget andet end direkte personlige offeroplevelser en rolle for angst for kriminalitet, bl.a. kendskabet og kontakten til personer, der kan virke skræmmende, og ikke mindst mediernes kriminalitetsdækning.

Hvordan kriminalitet og reaktioner på kriminalitet virker formende på samfundet, er en anden vigtig, men vanskelig problemstilling; fx behandles det spørgsmål, om det moderne samfund med eller uden grund "presses" mod at blive et overvågningssamfund domineret af registre, videokameraer mv.

Kriminalsociologi

Kriminalsociologien er den del af kriminologien, der forsøger at forklare kriminalitetens omfang, udvikling og karakter ud fra samfundsforholdene i videste forstand, dvs. fx også de økonomiske og de politiske forhold mv. Kriminalitetens afhængighed af samfundsforholdene er påvist i utallige undersøgelser af vidt forskellig art. Sammenhængen er en følge af, at kriminalitet defineres som brud på de normer, som samfundet opretholder med magt, og hvis indhold og håndhævelse betinges af den sociale struktur. Sammenhængen beror imidlertid ikke blot på kriminalitetsbegrebets indhold, men også på en række andre forhold. Væsentlige temaer inden for kriminalsociologien er således kriminalitetens variation i tid og dens afhængighed af samfundets materielle kultur, dvs. de økonomiske og erhvervsmæssige forhold, herunder også den teknologiske udvikling. Andre temaer er kriminalitetens sammenhæng med kriser og krige, kriminalitetens stedlige fordeling, minoritetsspørgsmål samt kriminalitetens sammenhæng med samfundets immaterielle kultur, dvs. politik, religion, uddannelse og massemedier. Også kriminalitetens variation mht. køn, alder, familie, opvækstforhold og social status udgør centrale kriminalsociologiske problemstillinger. Det samme gælder de væsentlige forbindelseslinjer mellem kriminalitet og alkohol/narkotika.

Det strafferetlige systems betydning for kriminaliteten

Det strafferetlige systems betydning for kriminaliteten er et vigtigt spørgsmål. To forhold har især interesse, nemlig det strafferetlige systems virkemåde og systemets effekter. Mht. virkemåden er det især spørgsmålet om en mulig selektion, der er i fokus: Opdages, anmeldes, opklares, pådømmes osv. forskellige gruppers kriminalitet, fx mænds og kvinders, riges og fattiges, med lige stor sandsynlighed, eller er der slagside? Undersøgelser viser, at der næsten altid i et eller flere led af retssystemet forekommer en eller anden form for og grad af selektion, som er vigtig at få klarlagt og bedømt, når registrerede kriminalitetsforskelle skal fortolkes og vurderes.

I et stort antal undersøgelser er det påvist, at den effekt, som det strafferetlige system har på kriminalitetens omfang og udvikling, er meget beskeden. Over for traditionelle straffelovsovertrædelser som indbrud, vold mv. finder man således i al almindelighed ingen effekt af en større eller mindre politistyrke, mildere eller strengere straffe mv. Virkningerne af fx ændrede uddannelsesforhold, opvækstforhold, bystrukturer og økonomiske forhold er generelt langt tydeligere og stærkere.

Stigmatiseringsteorierne

Stigmatiseringsteorierne er kriminalsociologiske teorier, der hæfter sig ved, at strafferetlige indgreb under visse betingelser og i visse situationer snarere øger end mindsker kriminaliteten. Det sker fx, når den offentlige fordømmelse, der ligger i en straf, fører til en social og evt. også økonomisk og beskæftigelsesmæssig udelukkelse af de dømte og skubber dem i retning af en kriminel referenceramme og selvopfattelse. Det samme kan ske ved iværksættelse af behandling o.l., selvom den som udgangspunkt er positivt ment og ikke fordømmende.

Andre teorier

De klassiske og generelle teorier om forholdet mellem kriminalitet og samfundsforhold blev udformet i Europa i 1800-t. og begyndelsen af 1900-t. Den franske sociolog Émile Durkheim har haft størst betydning. Durkheim er ikke mindst kendt for sine teorier om "kriminalitetens samfundsmæssige nødvendighed", om kriminalitetens og straffenes syndebukfunktion samt om betydningen af anomi, dvs. normløshed, og om disse forholds sammenhæng med arbejdsdelingen i samfundet, med samfundets sammenhængskraft, dvs. solidariteten mellem borgerne m.m., og med samfundets type.

De mere specifikke kriminalsociologiske teorier og den empiriske udforskning af dem udspringer især af den amerikanske sociologis udvikling i årene mellem 1. og 2. Verdenskrig. Med udgangspunkt i bl.a. Émile Durkheims teorier udvikledes konkrete teorier om kriminalitet og indlæring, kulturmønster og kulturkonflikter, ulighed og lokalsamfundets opløsning. Centrum for denne udvikling var universitetet i Chicago, hvor en omfattende udforskning af bandekriminalitet blandt unge blev sat i værk. Bandestudierne førte efter 2. Verdenskrig til teorier om kriminelle delkulturer eller subkulturer. Man så disse subkulturer som en reaktion på og løsning af tilpasningsproblemer blandt især unge drenge fra de lavere sociale lag, som savnede reelle muligheder for at leve op til de alment accepterede mål i samfundet. Adfærd som overdreven maskulinitet, trods over for autoriteter, kriminaliteten i sig selv og/eller et stort alkohol- eller narkotikaforbrug tolkedes som en bevidst opposition eller modkultur i forhold til dominerende middelklasseværdier og som alternative måder at opnå status på. Indbyrdes adskiller subkulturteorierne sig ved den forskellige betydning, som de tillægger tilpasningsproblemer, der kan stamme fra hhv. forældrenes lave sociale status, usikkerhed i forbindelse med maskuline kønsroller og identitetsproblemer ved overgangen fra barn til voksen.

Som et muligt alternativ til teorierne om subkulturer fungerer de strukturelle forklaringer med deres betoning af betydningen af bl.a. den forskellige fordeling af mulighederne for overhovedet at begå kriminalitet samt betydningen af økonomisk ulighed.

Stigmatiserings- og subkulturteorier og strukturelle opfattelser udelukker ikke nødvendigvis hinanden, men må ses som overvejelser, der hver for sig og ikke mindst i samspil med hinanden yder vigtige bidrag til at forstå og forklare fænomenet kriminalitet.

Kriminalbiologi

Kriminalbiologi er læren om de mulige biologiske årsager til kriminalitet. Som systematisk studieområde daterer kriminalbiologien sig til 1700-t., da grundlæggerne af frenologien, de to østrigske læger Franz Joseph Gall og Johann Kaspar Spurzheim (1776-1832), fremsatte en teori om, at kriminalitet er en funktion af bestemte centre i hjernen, og tanker om centrenes lokalisering og størrelse. Kriminalbiologi forbindes dog først og fremmest med Cesare Lombrosos navn og hans teorier fra slutningen af 1800-t. om "forbrydermennesket" og kriminalitet som en medfødt egenskab.

Forestillingen om det biologiske forbrydermenneske blev i begyndelsen af 1900-t. definitivt imødegået i en stor undersøgelse i England, hvor man sammenlignede bl.a. unge studerendes biologiske karakteristika med de indsattes i et fængsel.

Siden har kriminalbiologien først og fremmest benyttet tvillingeundersøgelser og adoptionsstudier som metoder til at vurdere, om biologien spiller nogen rolle for kriminalitet. Fx sammenlignes kriminaliteten hos enæggede tvillinger, hvis arvemasse er identisk, med kriminaliteten hos tveæggede, hvis arvemasse ikke er ens. Studierne dokumenterer, at socialt miljø og andre ydre faktorer er vigtige kriminalitetsfaktorer, mens konklusionen mht. biologiens mulige betydning stadig er omstridt.

I 1960'erne og 1970'erne var meget af den kriminalbiologiske forskning koncentreret om kromosomdefekters mulige betydning. I den genetiske forsknings hastige udvikling fra 1990'erne indgår også forskning, der søger at vurdere kriminalitetens mulige arvelighed.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Flemming Balvig: kriminologi i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 21. november 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=111114