Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

krigsforbrydelse

Oprindelig forfatter Garde Seneste forfatter Redaktionen

krigsforbrydelse, brud på krigens love og sædvaner. Krig er folkeretligt reguleret dels ved gammel sædvaneret, dels ved Haager Landkrigsreglementet af 1907 og Genèvekonventionerne af 1949 med tillægsprotokoller m.m. Krigsforbrydelser omfatter bl.a. mord på eller mishandling af civile og fanger, plyndring, deportation til tvangsarbejde og ikke-nødvendige ødelæggelser.

Efter 2. Verdenskrig dømtes ledende tyskere og japanere ved internationale militærdomstole i Nürnberg og Tokyo for krigsforbrydelser samt for forbrydelser mod freden, dvs. angrebskrig m.m., og forbrydelser mod menneskeheden, bl.a. udryddelse af befolkningsgrupper. I Danmark blev der dømt i henhold til en lov af 1946 om krigsforbrydelser.

FN's Sikkerhedsråd besluttede i 1993 og 1994 at oprette internationale domstole til pådømmelse af krigsforbrydelser i det tidligere Jugoslavien og Rwanda, men i 1998 oprettedes Den Internationale Straffedomstol med sæde i Haag, der skal behandle sager om folkedrab, forbrydelser mod menneskeheden, herunder tortur og voldtægt, krigsforbrydelser og aggression.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Peter Garde: krigsforbrydelse i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 11. december 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=111015