Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

hvid slavehandel

Oprindelige forfattere IKo og JoernV Seneste forfatter Redaktionen

hvid slavehandel, handel over landegrænser med kvinder og børn med henblik på at udnytte dem seksuelt.

Udtrykket hvid slavehandel anvendes ikke i Straffeloven, men bestemmelsen om rufferi i § 228 gør det strafbart at medvirke til en persons befordring ud af riget i den hensigt, at personen i udlandet skal drive erhverv ved kønslig usædelighed, når personen er under 21 år eller uvidende om formålet; reglen er udformet i overensstemmelse med den internationale konvention angående bekæmpelse af hvid slavehandel fra 1931. Endvidere indeholder Straffeloven § 261, stk. 2 en skærpet strafferamme for frihedsberøvelse, der indebærer fangenskab eller anden afhængighed i et fremmed land. I 2002 blev der med Straffeloven § 262a gennemført et generelt forbud mod menneskehandel. Der er også regler om bekæmpelse af menneskehandel i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention og i en EU-rammeafgørelse fra 2002. Se også trafficking, slaveri og prostitution.

Fænomenet hvid slavehandel kan slutningen af 1990'erne med en vis ret siges at være erstattet af "sort slavehandel". I et ukendt omfang eksporteres kvinder fra fattige dele af verden til Europa, især kvinder fra Thailand, Filippinerne og Afrika og siden Berlinmurens fald også fra Østeuropa. Denne handel, som har til formål at udnytte kvinderne i prostitution, sker ofte via internationale netværk af agenter og bureauer, der fx foregiver at være formidlere af legalt arbejde eller ægteskab og dermed velstand. En del kvinder er lette at lokke pga. den fattigdom, de lever under, og fordi de ikke kan læse de kontrakter, de underskriver.

Annonce

Nogle kvinder installeres permanent i et land vha. proformaægteskaber, andre sendes på turistvisum fra den ene prostitutionsarena i Europa til den anden. En del prostituerede kvinder opholder sig illegalt i de europæiske lande, herunder Danmark, hvorved de fastholdes i prostitution eller kriminalitet; deres retsstilling er usikker, og deres mulighed for at få social eller personlig støtte og rådgivning begrænset.

Det er forbundet med store vanskeligheder at fastsætte omfanget af denne handel. Det estimeres, at flere hundrede tusinde hvert år bringes ind i EU eller flyttes rundt mellem EU-lande.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Ida Koch, Jørn Vestergaard: hvid slavehandel i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 23. oktober 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=94165