• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

A.S. Ørsted

Oprindelig forfatter Tamm Seneste forfatter Mads L.

A.S. Ørsted, portrætteret i 37-års-alderen, da han havde indledt sin indflydelsesrige embedskarriere i Danske Kancelli, der under enevælden frem til 1848 var det centrale forvaltningsorgan for bl.a. skole-, kirke- og retsvæsen i Danmark nord for Kongeåen. Miniaturemaleri, udført ca. 1815 af F.C. Camradt; Frederiksborgmuseet.

A.S. Ørsted, portrætteret i 37-års-alderen, da han havde indledt sin indflydelsesrige embedskarriere i Danske Kancelli, der under enevælden frem til 1848 var det centrale forvaltningsorgan for bl.a. skole-, kirke- og retsvæsen i Danmark nord for Kongeåen. Miniaturemaleri, udført ca. 1815 af F.C. Camradt; Frederiksborgmuseet.

A.S. Ørsted, Anders Sandøe Ørsted, 21.12.1778-1.5.1860, dansk jurist og politiker, en af de store skikkelser i dansk guldalder og i dansk retsvidenskab; bror til H.C. Ørsted. A.S. Ørsted fødtes som søn af apotekeren i Rudkøbing og modtog her sammen med sin bror sin første skoleundervisning. I 1794 kom han til København, blev student og i 1799 juridisk kandidat fra Københavns Universitet. Samme år deltog han i en konkurrence om en universitetsstilling, men en anden blev foretrukket. I 1801 indledtes en lang karriere i statens tjeneste som dommer i Hof- og Stadsretten i København. Året efter indgik han ægteskab med digteren Adam Oehlenschlägers søster Sophie Wilhelmine Bertha Oehlenschläger (1782-1818). I 1813 avancerede A.S. Ørsted til dommer i Højesteret, men allerede samme år forlod han domstolene og indtrådte i en chefstilling i datidens centraladministrations højborg, Danske Kancelli, og her havde han sit virke indtil 1848.

Ørsted kom som juridisk forfatter til at spille en helt afgørende rolle for udviklingen af en dansk retsvidenskab. Allerede i 1802 begyndte han som redaktør af juridiske tidsskrifter, hvoraf de kendteste er Juridisk Arkiv 1804-12 og Nyt Juridisk Arkiv 1812-30, og skrev hertil talrige afhandlinger og monografier om centrale juridiske emner, der ikke tidligere havde været behandlet i dansk ret. Det gælder både strafferet og proces- og privatret. Hans hovedværk er Haandbog over den danske og norske Lovkyndighed, der udkom i seks bind 1822-35. Ørsteds værker blev det fundament, som dansk retsvidenskab i den kommende generation arbejdede videre på.

A.S. Ørsted, portrætteret af C.W. Eckersberg i 1821.

A.S. Ørsted, portrætteret af C.W. Eckersberg i 1821.

I 1825 udpegedes Ørsted til generalprokurør og blev dermed den embedsmand, der skulle tage stilling til vigtige retlige spørgsmål i statsadministrationen og være ansvarlig for udformning af ny lovgivning. Det skabte vanskeligheder for ham, at han i 1826 publicerede en afhandling om kirkeret, hvor han kom ind på spørgsmålet om betydningen af præsteløftet og præstens binding til bekendelsesskrifterne. Det kunne opfattes som et indlæg i den verserende strid mellem N.F.S. Grundtvig og H.N. Clausen, der på det tidspunkt satte sindene i bevægelse. Ørsted skrev udelukkende som jurist, men kongens mishag blev vakt, og Ørsted fik valget mellem at fratræde sin stilling eller ophøre med sit forfatterskab. Han valgte det sidste, men færdiggjorde dog en række værker og afhandlinger i de kommende år. Ørsted havde også ved andre lejligheder indtaget en selvstændig holdning i forhold til sine kolleger i Kancelliet.

Annonce

Efter indførelsen af De Rådgivende Provinsialstænder udpegedes Ørsted i 1835 til kongelig kommissarius og dermed regeringens repræsentant i forsamlingen. I 1842 blev han medlem af Gehejmestatsrådet. Hans oprindelig store popularitet på stænderforsamlingerne led et knæk, da han i 1842 talte imod en støtte til kravet om beskyttelse af dansk nationalitet på den slesvigske stænderforsamling, hvor Peter Hiort Lorenzen havde talt dansk. I forbindelse med omvæltningerne i marts 1848 mistede Ørsted sine embeder. Han indvalgtes i Den Grundlovgivende Rigsforsamling og fremsatte mange kritiske bemærkninger, som han sammenfattede i et omfattende værk, Prøvelse af de Rigsforsamlingen forelagte Udkast til en Grundlov og en Valglov (1849). Ved den endelige afstemning om Grundloven (Junigrundloven) og om en valglov, der indførte almindelig valgret, afstod Ørsted fra at være til stede.

Ørsteds politiske virke ophørte ikke med Grundloven. Han valgtes til medlem af Rigsdagens Landsting, og i 1853 udpegedes han til premierminister og indenrigsminister. Regeringen Ørsted forsøgte uden om Rigsdagen at gennemføre en fællesforfatning for Danmark og Hertugdømmerne i 1854, men kort efter måtte regeringen træde tilbage. Der rejstes ved Rigsretten tiltale mod ministeriet for uhjemlede militærudgifter i forbindelse med Krimkrigen, men regeringen frifandtes. Efter frifindelsen rettedes kritik mod Højesteret for at have støttet regeringen.

1851-57 udgav Ørsted et værk i fire bind, Af mit Livs og min Tids Historie. Et parkanlæg på det gamle voldterræn i København er opkaldt efter ham og hans bror.

A.S. Ørsted blev ridder af Elefantordenen i 1847.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Ditlev Tamm: A.S. Ørsted i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 23. november 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=185063