Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

territorium

Oprindelige forfattere OSpi og TyLeh Seneste forfatter Redaktionen

territorium, (lat. 'landområde', afledn. af terra 'jord'), i folkeretten det område, der henregnes til en stat. Adkomst til territorium kan folkeretligt tilvejebringes på forskellig måde. Historisk har bemægtigelse af ingenmandsland (terra nullius) betydning, idet en stat kan bemægtige sig territorium, som ingen stat endnu har fået adkomst til, ved på territoriet effektivt at udfolde sin magt. I tyndtbefolkede områder, fx de arktiske, stilles der kun meget begrænsede krav til den effektive magtudfoldelse, jf. Østgrønlandssagen ved Den Permanente Internationale Domstol i Haag i 1933, hvor domstolen anerkendte, at det forhold, at danske love havde tillagt sig selv gyldighed for hele det grønlandske område, var tilstrækkeligt til at skabe gyldig adkomst også over Østgrønland, især når Norge ikke kunne fremvise nogen bedre adkomst. Adkomst til territorium kan tillige erhverves ved aftale. En tidligere adgang til at erobre territorium er blevet afskåret med magtanvendelsesforbuddet i FN-pagten, og der er ikke siden 1945 eksempler på, at grænser med magt er blevet ændret på en måde, som har opnået folkeretlig anerkendelse.

Territoriets enkelte bestanddele er landterritoriet og søterritoriet (indtil 12 sømil) samt luftrummet herover (til grænsen for det ydre rum) og undergrunden. De skibe, der tilhører staten, henregnes også til territoriet, når de befinder sig på det åbne hav.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Ole Spiermann, Tyge Lehmann: territorium i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 15. september 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=171098