Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

erstatningsansvar

Oprindelig forfatter HHVag Seneste forfatter Redaktionen

erstatningsansvar, i dansk ret kan opdeles i erstatningsansvar uden for kontraktforhold og erstatningsansvar i kontraktforhold.

Erstatningsansvar i kontraktforhold

Ansvar, der påhviler en part, som ikke opfylder sine forpligtelser i henhold til en indgået aftale. I kontraktforhold er pålæggelse af erstatningsansvar en af flere misligholdelsesbeføjelser, fx retten til at hæve kontrakten, at kræve afslag i købesummen og at kræve omlevering.

Hvis en part ikke opfylder en indgået aftale, dvs. misligholder aftalen, kan modparten kræve sit derved lidte tab erstattet, hvis der foreligger et ansvarsgrundlag. Den almindelige erstatningsregel, culpa, er hovedreglen både i og uden for kontraktforhold. Det betyder fx, at en sælger, der er skyld i, at en vare ikke bliver leveret på det aftalte tidspunkt eller bliver leveret med mangler, skal erstatte det tab, som køberen derved lider. Drejer købet sig om en artsbestemt ydelse, fx olie, i modsætning til en individuelt bestemt ydelse, fx et bestemt maleri, er sælgeransvaret strengere. I så fald nærmer ansvaret sig et objektivt ansvar, idet sælgeren da kun går fri for ansvar i tilfælde af force majeure, der fx kan være en naturkatastrofe. De omtalte regler er udfyldningsregler, dvs. regler, der anvendes, hvis ikke andet er aftalt mellem parterne.

Annonce

Mht. beregning af erstatningens størrelse er udfyldningsreglen, at den part, som misligholdelsen går ud over, har krav på positiv opfyldelsesinteresse, dvs. at blive stillet økonomisk, som om kontrakten var blevet opfyldt. Hvis fx en mejetærsker er lovet leveret den 1. august, men pga. sælgerens forsømmelse først leveres den 1. september, kan køberen kræve sine udgifter til leje af en mejetærsker i august måned betalt af sælgeren. Visse tabsposter, fx driftstab, kan være vanskelige at dokumentere, og erstatningen udmåles da oftest efter et skøn. Ligeledes kan det forekomme, at følgerne af en misligholdelse er så usædvanlige, fx et ekstraordinært stort driftstab, at erstatning må afskæres efter reglerne om adækvans.

Erstatningsansvar uden for kontraktforhold

Erstatningsansvar uden for kontraktforhold kaldes også deliktansvar og er erstatningsansvar for al ansvarspådragelse, der ikke udspringer af en forudgående aftale.

Ansvarsgrundlag

Den grundlæggende almindelige betingelse for at ifalde ansvar uden for kontraktforhold er, at culpareglen er overtrådt. Ifølge den bliver man erstatningsansvarlig for skader, som man påfører andre ved overtrædelse af de lovregler eller andre adfærdsnormer, som gælder på det pågældende livsområde. Det er ikke nødvendigt, at en skadevolder har forvoldt en skade med forsæt, dvs. handlet med vilje eller viden om skadens indtræden, eller dog har anset det for overvejende sandsynligt, at en skade ville indtræde; det er tilstrækkeligt, at der er optrådt groft eller simpelt uagtsomt, dvs. anderledes end en almindelig, fornuftig person, en bonus pater familias, ville optræde, hvis han var placeret i den konkrete situation.

Ansvarsgrundlaget er det samme for børn og voksne, idet dog et barns handlinger vurderes efter, hvordan børn på det pågældende alderstrin må forventes at handle. For børn under 15 år er der en særlig mulighed for at lempe ansvaret. Sindssyge og andre personer, som har manglet evnen til at handle fornuftsmæssigt, er erstatningspligtige efter samme regler som raske personer, men der er mulighed for at lempe deres ansvar eller lade det bortfalde.

Der findes andre ansvarsgrundlag end culpareglen. Et af de vigtigste er reglen i 3-19-2 i Christian 5.s Danske Lov, der gør arbejdsgivere ansvarlige for skader, som de ansatte under arbejdet forvolder på udenforstående ved en culpøs adfærd. Hvis et købmandsbud bliver erstatningsansvarligt ved at påkøre en fodgænger, bliver også købmanden ansvarlig for skaden på fodgængeren. Undertiden pålægges der skadevoldere ansvar på objektivt grundlag, dvs. uden at skadevolderen kan bebrejdes noget. Objektivt ansvar kræver som regel lovhjemmel og kombineres ofte med en pligt til at tegne ansvarsforsikring; et sådant system gælder for skader, som forvoldes af motorkøretøjer.

Ansvarsfriheds- og bortfaldsgrunde samt krav om adækvans

Selvom det nødvendige ansvarsgrundlag er til stede, er det ikke sikkert, at skadevolderen skal erstatte den skadelidtes fulde tab; fx kan der foretages en skyldfordeling, hvis den skadelidte har medvirket til skaden, har udvist egen skyld. Det samme gælder, hvis der foreligger accept af risiko; fx hvis skadelidte er gået ind på en byggeplads, hvor han ikke har noget at gøre. Det kan også tænkes, at skaden får helt usædvanlige følger, som det ikke er rimeligt, at skadevolderen skal erstatte; fx hvis den tilskadekomne fodgænger på hospitalet bliver slået ned af en indbrudstyv med invaliditet til følge. Der er her årsagsforbindelse, kausalitet, mellem den usædvanlige følgeskade (invaliditeten) og den oprindelige skadegørende handling (påkørslen af fodgængeren), men da følgen er upåregnelig (atypisk) kan der ikke kræves erstatning, se adækvans. Endvidere kan det forekomme, at en skadevolder slipper for at betale erstatning, fordi der foreligger en ansvarsfrihedsgrund, fx nødværge eller samtykke fra skadelidtes side. Hvis en skade fx på fodgængerens armbåndsur er omfattet af en tingsforsikring, som skadelidte har tegnet, ser man ofte med milde øjne på skadevolderen, og han slipper for erstatningsansvar, hvis han kun har handlet simpelt uagtsomt.

Erstatningens udmåling

Hvis der er et ansvarsgrundlag, og hvis der ikke er grundlag for at nedsætte skadevolderens ansvar eller lade det bortfalde, skal erstatningens størrelse fastsættes. En skadelidt har som udgangspunkt krav på fuld erstatning, dvs. blive stillet, som om skaden ikke var indtrådt. Erstatningskrav for person- og tingsskade er de hyppigst forekommende, men også krav på erstatning for almindelig formueskade kan forekomme, fx en forretningsindehavers tab, ved at virksomheden udsættes for blokade under en arbejdskamp.

Erstatning for tingsskade kan opdeles i erstatning for værditab, driftstab samt afsavnstab. Hvis en ting bliver totalskadet, har den skadelidte krav på tingens genanskaffelsesværdi, eventuelt med fradrag pga. tingens alder. Ved delskade har den skadelidte krav på reparationsudgiften. I begge tilfælde har den skadelidte endvidere krav på driftstabs- og afsavnserstatning fsv., den slags tab kan bevises. Som hovedregel er det den, som kræver erstatning, der skal bevise tabets størrelse, og det kan være vanskeligt at føre et sådant bevis. Derfor fastsættes erstatning ofte skønsmæssigt. En tings affektionsværdi erstattes ikke. Som udgangspunkt kan kun den direkte skadelidte kræve erstatning. Indirekte skadelidte som fx en fabrikant, der må undvære varer fra en underleverandør, hvis virksomhed er brandskadet, kan ikke få erstatning hos skadevolderen, men må i stedet dække sig ind gennem tegning af en forsikring. I visse tilfælde vil en indirekte skadelidt dog kunne fremsætte et såkaldt afledt krav mod skadevolderen.

Reglerne om udmåling af erstatning for personskade står i Erstatningsansvarsloven. Kravene falder i to hovedkategorier. Den ene omfatter kompensation for midlertidige følger, dvs. erstatning for tabt arbejdsfortjeneste og godtgørelse for svie og smerte, den anden omfatter kompensation for varige følger, dvs. erstatning for tab af erhvervsevne og godtgørelse for mén. Erstatning for tabt arbejdsfortjeneste og erhvervsevnetab opgøres som det skønnede fremtidige indtægtstab og udmåles individuelt; der tages altså hensyn til den konkrete skadelidtes tab. Udmåling af godtgørelse for svie og smerte, dvs. det ubehag, der er forbundet med at være syg, samt méngodtgørelse, dvs. godtgørelse for fremtidige gener, er derimod standardiseret; godtgørelse benyttes i modsætning til erstatning som betegnelse for økonomisk kompensation for et ikke-måleligt tab. Hvis den skadelidte dør, kan de efterladte kræve forsørgertabserstatning.

Erstatningens betaling

Erstatningskrav for både tingsskade og personskade udbetales i penge og kan ikke opdeles i rater. Et erstatningskrav opstår, når den skadevoldende adfærd er udvist, og forfalder til betaling, når de skadelige virkninger er indtrådt. De fleste erstatningskrav for personskade forrentes fra skadens indtræden, mens erstatningskrav for tingsskade kan kræves forrentet, når der er gået en måned efter den dag, da skadelidte anmodede om betaling og oplyste over for skadevolderen, at manglende betaling ville medføre pligt til at betale rente. Krav på erstatning kan frit overdrages, og den skadelidtes kreditorer kan foretage udlæg i kravet; dog gælder der visse begrænsninger, hvad krav på erstatning for personskade og for forsørgertab angår, pga. kravenes personlige karakter.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Hans Henrik Vagner: erstatningsansvar i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 21. februar 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=72060