Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

selskabsbeskatning

Oprindelige forfattere JGNie og SAsk Seneste forfatter Redaktionen

selskabsbeskatning, beskatningsregler for aktie- og anpartsselskaber og visse andre juridiske personer, fx sparekasser og andelskasser, brugsforeninger, realkreditinstitutter, fonde og foreninger, der på samme måde som fysiske personer er en selvstændig skattepligtig enhed, dvs. at de beskattes af deres egen indkomst uafhængigt af selskabets ejere (se også skattepligt). Derimod er interessentskaber og kommanditselskaber ikke selvstændigt skattepligtige, og de enkelte deltagere beskattes hver af deres andel af interessentskabets eller kommanditselskabets indkomst.

Selskabsskatten er rent proportional, og satsen er 24,5 pct. i 2014, 23,5 pct. i 2015 og 22 pct. i 2016 og senere år. Selskabers skattepligtige indkomst opgøres som udgangspunkt efter samme regler som for fysiske personer. Dog er der gjort en undtagelse fra globalindkomstprincippet, idet selskaber mv. ikke beskattes af indkomst fra erhvervsvirksomhed med såkaldt fast driftssted i udlandet eller af fast ejendom i udlandet.

Desuden gælder der en række afvigelser fra personbeskatningsreglerne, bl.a. med hensyn til beskatning af kursgevinster, aktieudbytte og aktieavance samt den skattemæssige behandling af underskud.

Annonce

Visse andelsforeninger er omfattet af den særlige kooperationsbeskatning, hvor beregningsgrundlaget for skatten er en procentdel af formuen, se kooperation.

Selskaber mv. betaler med visse undtagelser forskudsskat ligesom fysiske personer, men efter andre regler.

Aktie- og anpartsselskaber mv. hjemmehørende i Danmark samt faste driftssteder og fast ejendom her i landet i en koncern sambeskattes - tvungen national sambeskatning - hvilket indebærer, at de enkelte koncernselskabers skattemæssige over- eller underskud sammenlægges ved skatteberegningen. Desuden kan en koncern vælge international sambeskatning med den virkning, at alle koncernforbundne selskaber mv., faste driftssteder og faste ejendomme her og i udlandet sambeskattes.

Når indehaveren af en personligt ejet virksomhed ønsker at drive virksomheden videre i selskabsform, kan overdragelsen til et af indehaveren ejet selskab ske uden overdragelsesbeskatning. I stedet indtræder selskabet i indehaverens skattemæssige stilling (succession). På tilsvarende måde kan selskaber fusionere, spaltes eller danne datterselskaber, uden at det udløser overdragelsesbeskatning.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Jacob Graff Nielsen, Steen Askholt: selskabsbeskatning i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 16. december 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=157394