Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

undervisningspligt

Oprindelig forfatter IDub Seneste forfatter Mads L.

undervisningspligt, pligt for forældremyndighedens indehaver eller for den, der udøver den daglige omsorg for barnet i et fast plejeforhold, til at sørge for, at barnet modtager undervisning.

Efter Grundlovens § 76 har alle børn i den undervisningspligtige alder ret til fri, dvs. gratis, undervisning i folkeskolen. Alle børn, som bor i Danmark eller skal opholde sig i mindst seks måneder i Danmark, er undervisningspligtige efter Folkeskoleloven, medmindre de omfattes af undervisningspligt efter anden lovgivning. Efter Folkeskoleloven indtræder undervisningspligten den 1. august i det kalenderår, hvor barnet fylder 6 år, og ophører den 31. juli ved afslutningen af undervisningen på 9. klassetrin; dog senest den 31. juli i det kalenderår, hvor barnet fylder 17 år. Undervisningspligten kan opfyldes ved, at barnet deltager aktivt i folkeskolens undervisning eller en undervisning, der er ligestillet med denne.

Efter Serviceloven kan en kommunalbestyrelse iværksætte særlige foranstaltninger i forhold til et barn, såfremt den får kendskab til, at barnet af forældre eller opdragere hindres i sin skolegang.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Inger Dübeck: undervisningspligt i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 16. december 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=176921