Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

arveret - retshistorie

Oprindelig forfatter Tamm Seneste forfatter Redaktionen

Arv og reglerne om retten til arv bygger historisk på især to grundlæggende principper: Hensyn til enten slægtskabet med afdøde, såkaldt slægtsarv eller legal arv, når denne ordning fremgår af loven, eller hensyn til arveladers vilje, som den kommer til udtryk i hans testamente, testamentarisk arv.

De ældste danske regler om arv, som de findes i landskabslovene (se landskabslove) fra 1200-t., byggede på slægtens ret til arv. Slægtsarvingerne var inddelt i flere klasser, således at blot én arving i den nærmere klasse udelukkede de fjernere. Systemet i lovene varierede, ligesom fordelingen af arv inden for arveklasserne ikke altid skete efter samme principper — fx arvede mænd og kvinder ikke lige, idet mænd som regel fik en dobbelt lod (broder- eller sønnelod) i forhold til kvinder.

Efter de ældste regler var børn de vigtigste arvinger, mens ægtefællearv spillede en underordnet rolle: Kun hvis der blev født et barn i ægteskabet, blev der tale om, at manden arvede en sønnelod efter ægtefællen. Først i Danske Lov fra 1683 blev der givet regler om arveret for både efterlevende mand og hustru.

Annonce

Danske Lov byggede på landskabslovenes regler, og arveretten fik først med Arveforordningen af 21.5.1845 et helt nyt retsgrundlag. Forordningen blev til som følge af et initiativ fra de rådgivende provinsialstænder, der bl.a. ønskede at afskaffe uligheden mellem mænd og kvinder, og den udformedes i det væsentligste af jurist Anders Sandøe Ørsted.

Efter forbillede i østrigsk ret indførtes parentelsystemet, hvorefter arvingerne inddeles i fem arveklasser (parenteler). 1. arveklasse består af afdødes børn, børnebørn, oldebørn etc. (afdødes livsarvinger), 2. arveklasse af forældre, søskende og deres afkom, 3. arveklasse af bedsteforældre og deres afkom, 4. arveklasse af oldeforældre og deres afkom og 5. arveklasse af tipoldeforældre og deres afkom. Fjernere slægtninge tog ikke arv.

Arveforordningen opretholdt forskellen mellem mænds og kvinders arvelodder, når de arvede i egenskab af livsarvinger (men ikke for fjernere arvinger), indtil der i 1857 indførtes fuld ligestilling mellem kvinder og mænd i arveretlig henseende. Tvangsarvinger, dvs. arvinger som ikke kan berøves deres arveret fuldt ud ved testamente, var ifølge Arveforordningen børn og andre livsarvinger (afdødes descendens). Ægtefællen blev tvangsarving ved Lov om Ægtefællers Arveret og Uskiftet Bo fra 1926.

Antallet af personer, som tager arv, blev indskrænket ved Arveloven af 1963, hvormed 1845-forordningens 4. og 5. arveklasse bortfaldt og 3. arveklasse blev beskåret.

Retten til at oprette testamente blev indført på landskabslovenes tid ca. 1200 under indflydelse fra kirken, idet der herved var mulighed for at give en sjælegave til fordel for kirken. Testamentariske dispositioner, som begrænsede slægtninges arv, stødte imidlertid på modvilje, og retten til at disponere ved testamente var langt op i tiden bundet til sådanne særlige fromme formål. Først i 1845 indførtes en almindelig ret for arvelader, der efterlod sig livsarvinger, til frit at disponere over en fjerdedel af sine efterladte ejendele.

Reglerne om arv gælder både fast ejendom, løsøre og andre goder. Reglerne om slægtsarv vil ofte medføre en spredning af formuen (typisk mellem børnene) ved arveladers død. Undertiden gælder dog specielle regler for fast ejendom, idet der kan være en særlig interesse i at holde ejendommen samlet. De danske landskabslove kendte ikke regler, som gav mulighed for at lade en fast ejendom gå udelt i arv til en enkelt livsarving blandt flere.

Sådanne regler kendtes i andre lande, og i 1500-t. forsøgte kansler Johan Friis at indføre en sådan ordning for sit gods, Hesselagergård, men dispositionen blev erklæret ugyldig ved dom. Efter enevældens indførelse i 1660 blev der givet regler om len (se lensvæsen), stamhuse og fideikommiser, som gav mulighed for at holde større godser samlet. Med Grundloven af 1849 bortfaldt adgangen til at oprette sådanne særlige besiddelser, og ordningen afskaffedes helt ved lensafløsningen 1919.

Romerretten tillagde arveladers vilje, som den kom til udtryk i testamentet, stor vægt, men kendte også slægtsarv. Der kunne dog ikke — som i dansk ret — disponeres delvis ved testamente. De romerretlige principper både for legal arv og for testamente fik stor betydning for europæisk retsudvikling og ikke mindst for den arveretlige terminologi.

Læs mere om arveret generelt.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Ditlev Tamm: arveret - retshistorie i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 18. december 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=40713