• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

arveret

Oprindelig forfatter LNie Seneste forfatter Redaktionen

arveret, reglerne om retten til arv, vedrører retsforholdet efter en persons død. De aktiver og passiver, som en afdød efterlader sig, kaldes et dødsbo. Afviklingen af dødsboet mellem arvinger og kreditorer kaldes et skifte.

De arveretlige regler fastlægger, hvem der er arvinger, og hvor meget og hvad den enkelte arving skal arve af det, der er i behold i boet. Efterlader afdøde sig ingen gæld, men alene aktiver, og ses der bort fra de forskellige regler om arveafgift (se boafgift og gaveafgift) mv., bliver det de arveretlige regler, der afgør, hvem arvebeholdningen, dvs. boets formue, skal tilfalde. De arveretlige regler medfører således en overgang af ejendomsretten til afdødes formue fra den afdøde til arvingerne. Arv er en erhvervelsesmåde på linje med aftale, frembringelse mv.

En betingelse for at arve er, at arvingen har overlevet arveladeren. Bevis for arveladerens død vil i almindelighed let kunne føres ved fremlæggelse af en dødsattest. Hvis en sådan ikke kan tilvejebringes, kan en domstol undertiden statuere, at en person er død eller må anses for død (såkaldt dødsformodningsdom).

Annonce

Beviset for, at arvingen har overlevet den afdøde, kan give vanskeligheder i visse tilfælde. Er der ikke vished for, at en bortebleven person har overlevet afdøde, afsættes kun arv til den pågældende, hvis der er nogen sandsynlighed for, at han/hun er i live. Er der vished for, at arvingen har overlevet afdøde, afsættes derimod arvelod, uanset om arvingens opholdssted måtte være ukendt.

Hvis to personer, som havde arveret efter hinanden, er døde, uden at det vides, hvem der er død først, anses den ene ikke for at have overlevet den anden. Reglen har praktisk betydning fx ved trafikulykker, hvor ægtefæller omkommer. Et barn, som er avlet forinden dødsfaldet og senere fødes levende, har også arveret. Den gravide kvindes foster er således arveberettiget.

Det siges, at "arven er faldet", når kravet på arv kan overføres ved aftale, tilegnes af arvingens kreditorer, falde i arv ved arvingens død eller indgå i arvingens eventuelle separations- eller skilsmissebo. Dette tidspunkt indtræder som regel ved arveladers død. Der gælder særregler, når arveladerens efterlevende ægtefælle overtager et fællesbo til hensidden i uskiftet bo med den førstafdødes livsarvinger.

Arvinger kan inddeles i tre hovedgrupper: slægtninge, ægtefæller og testamentsarvinger.

Slægtsarv

Efterlader arveladeren sig ingen ægtefælle, og foreligger der ikke testamente, er de nærmeste slægtninge arveberettiget ifølge Arveloven. Der er tre arveklasser, og så længe der er nogen i den nærmere arveklasse, kommer ingen i en fjernere arveklasse i betragtning. Arvefølgen siges at være udelukkende.

Første arveklasse består af arveladerens livsarvinger, dvs. personer, der nedstammer fra arveladeren, nemlig børn, børnebørn, oldebørn osv. Børn uden for ægteskab arver normalt deres forældre og disses slægt på samme måde som børn født i ægteskab, blot faderskabet er fastslået. Dog gælder særregler for børn født uden for ægteskab før 1938.

Adoptivbørn arver — i hvert fald, hvis de er adopteret efter 1956. For ældre adoptioner gælder særregler. Et stedbarn arver ikke, da alene slægtsskab medfører arveret. Arveladerens børn arver indbyrdes lige store arvelodder. Så længe et barn lever, er dets børn, dvs. afdødes børnebørn, ikke berettigede til arv.

Er et barn derimod død før arveladeren, men har efterladt sig børn, træder disse børn i deres afdøde fars eller mors sted og arver med lige andele den lod, som ellers ville være tilfaldet den afdøde. Dette kaldes repræsentationsprincippet.

Har arveladeren fx to sønner, hvoraf den ene er død og har efterladt sig et barn, får den efterlevende søn halvdelen og barnebarnet den anden halvdel. Samme system gælder for de fjernere slægtsarvinger.

Anden arveklasse arver, hvis der ingen arvinger er i første arveklasse. Den består af arveladerens første sidelinje, dvs. afdødes forældre samt disses børn, børnebørn osv. I praksis bliver der især tale om arveladerens søskende og evt. deres børn. I anden arveklasse tilfalder arven afdødes mor og far til lige deling, hvis de begge er i live.

Er den ene af forældrene død, tilfalder dennes halvdel dennes børn, altså arveladerens hel- eller halvsøskende, og hvis nogen af disse skulle være døde, deres afkom. Kun hvis der slet ingen efterkommere er af den førstafdøde af forældrene, arver den anden af forældrene det hele.

Er begge forældrene døde, fordeles arvelodden således, at deres fælles børn arver gennem dem begge, mens særbørn (arveladerens halvsøskende) kun arver gennem deres biologiske far eller mor. Er der kun arvinger på enten faderens eller moderens side, arver disse alene.

Tredje arveklasse arver, hvis der hverken er arvinger i første eller anden arveklasse. Den består af arveladerens beslægtede i anden sidelinje, dvs. afdødes bedsteforældre, farbrødre, fastre, morbrødre og mostre. Fætre og kusiner er ikke legale arvinger, dvs. arvinger efter loven. Ved arvens fordeling i tredje arveklasse deles arven først i fire lige dele mellem hver af bedsteforældrene.

Er en af bedsteforældrene død, træder den pågældendes børn i stedet og arver indbyrdes lige. Mellem fædrene og mødrene arvinger indbyrdes deles arven i øvrigt ganske som i anden arveklasse. Er der kun arvinger på fædrene eller mødrene side, arver disse alene.

Ægtefællearv og uskiftet bo

Det er boslod og eventuelle særejemidler, der falder i arv efter den førstafdøde ægtefælle. Boslodden fremkommer som førstafdødes halvdel af ægtefællernes formuefællesskab (fælleseje).

Efterlader arveladeren sig ingen livsarvinger (børn, børnebørn mv.), arver ægtefællen alene. Hvis den længstlevende ægtefælle derefter dør uden at have indgået nyt ægteskab og uden at efterlade sig livsarvinger, deles boet efter længstlevende med halvdelen til hver ægtefælles arvinger, hvis der ikke er oprettet testamente.

Efterlader arveladeren sig livsarvinger (børn, børnebørn mv.), arver ægtefællen efter Arveloven af 2008 halvdelen og livsarvingerne arver den anden halvdel af boet. Hertil kommer, at ægtefællen har ret til såkaldt suppleringsarv, således at den efterlevende ægtefælle af boet altid er berettiget til at udtage så meget, at værdien heraf sammenlagt med boslod, arvelod og særeje udgør indtil 600.000 kr.; beløbsgrænsen reguleres årligt.

Endelig har den efterlevende ægtefælle en særlig adgang til at forlange udlæg i boets ting efter vurdering med fortrin frem for andre arvinger. Derudover har ægtefællen udløsningsret, dvs. ret til at forlange udlæg i aktiver, der hører til fællesboet, og hvis værdi overstiger boslodden og arvelodden, mod at udløse medarvingerne for deres arveret i penge.

At hensidde i uskiftet bo er meget fordelagtigt for den efterlevende ægtefælle. Der er tale om en ret til at udsætte skiftet med førstafdødes livsarvinger, indtil længstlevende ægtefælle dør. Boet holdes altså vedvarende samlet, således at formuefællesskabet for så vidt fortsættes, men overgår til den efterlevende ægtefælles enebestyrelse.

Retten til at sidde i uskiftet bo gælder for fælleseje og med fælles livsarvinger, men ikke for førstafdødes særeje og med særlige livsarvinger. Havde afdøde særlige livsarvinger (særbørn), kræver hensidden i uskiftet bo tilladelse fra dem eller deres værger.

Testamentsarv

Adgangen til at testere hele den efterladte formue bort er ikke fri. Arveladeren er dog frit stillet, hvis denne hverken har livsarvinger eller ægtefælle. Arveladeren kan således fratage enhver slægtning i anden og tredje arveklasse hele deres legale arv ved at oprette testamente til fordel for en eller flere af disse eller for helt andre. Den arvelader, der har en ægtefælle og/eller livsarvinger, kan ikke ved testamente råde over den fjerdedel af sin formue, der er tvangsarv.

Tvangsarven er den andel af livsarvingernes og ægtefællens legale arvelod, der ikke kan fratages dem ved testamente. Tvangsarven for livsarvinger og ægtefællen udgør efter Arveloven af 2008 en fjerdedel af den legale arvelod. Efter Arveloven af 2008 kan arveladeren dog ved testamente begrænse arvelodden til hvert af sine børn til en værdi af 1.000.000 kr.; beløbsgrænsen reguleres årligt. Ingen arvinger i anden eller tredje arveklasse er tvangsarvinger.

Staten arver, hvis der hverken er arvinger efter loven eller efter testamente. Dog kan staten i visse tilfælde afstå arven til personer, der har stået afdøde nær, se afståelse af arv.

Ophør af retten til at arve kan ske, ved at arvingen har meddelt arveafkald, ved at arvingen allerede har modtaget arven som arveforskud, eller ved at arvingen har forbrudt sin arveret (fx ved at have øvet vold mod eller ved at have forsøgt at dræbe arvelader). For ægtefæller vil også separation eller skilsmisse medføre, at arveretten bortfalder. Ved testamentsarv kan retten til arv ophøre, ved at testator gyldigt tilbagekalder testamentet.

Se også legatar og uskiftet bo.

Retshistorie

Læs også om arverettens retshistorie.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Linda Nielsen: arveret i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 17. november 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=40709