Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

protestbevægelser

Oprindelig forfatter LRC Seneste forfatter Redaktionen

protestbevægelser, større grupper, hvis politiske aktioner, ofte af udenomsparlamentarisk art, har til formål at påvirke, evt. vælte magthaverne eller omstøde deres beslutninger. I 1900-t. har protestbevægelser tit udmøntet sig i demonstrationer, happenings, civil ulydighed, sit-ins og andre former for ikke-vold.

Historisk set har protestbevægelser haft forskellige udtryks- og organisationsformer, alt efter hvilke magtforhold de har vendt sig imod, fx mod stormagterne under en international konflikt eller krig (se fredsbevægelsen, Kampagnen mod Atomvåben og Vietnambevægelsen). I kolonilande er frihedsbevægelser opstået (kolonialisme), idet langvarige konflikter flere steder har været følgen af hvides magt over farvede og sorte (se fx apartheid, Black Power og Black Panther Party), ligesom oppositionens spillerum i totalitære regimer er meget snævert (se fx Solidaritet og Charta 77). I lande med demokratisk styre har protestbevægelser fx været rettet imod et parlament, hvortil kun visse befolkningsgrupper har stemmeret, fx chartistbevægelsen, eller der har været tale om politiske mindretals selvtægt, fx außerparlamentarische Opposition. Den offentlige administration, bureaukratiet og det parlamentariske systems fordeling af skattemidler til kunst og kultur kan være mærkesager for folkelige protestbevægelser (se protestparti, populisme og rindalisme). Det samme gør sig i den vestlige verden gældende vedr. forurenende industri o.l. (se kernekraftsdebatten, græsrodsbevægelsen OOA og miljøorganisationerne NOAH og Greenpeace.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Lone Rahbek Christensen: protestbevægelser i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 14. december 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=146062