Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

miljøgarantien

Oprindelige forfattere NH-C og Pagh Seneste forfatter Redaktionen

miljøgarantien, bestemmelse inden for EU, der i et vist omfang muliggør, at medlemsstater kan undtages fra fælles EU-regler. Begrebet opstod forud for den danske folkeafstemning i 1986 om Den Europæiske Fælles Akt og henviser til EF-Traktatens art. 95 (4-6), tidligere art.100A (4). Rækkevidden af miljøgarantien gav oprindelig anledning til betydelig tvivl og blev derfor ændret betragteligt ved Amsterdamtraktaten. Den danske betegnelse er egentligt misvisende, da andet end miljøet kan beskyttes efter bestemmelsen.

Det er klarlagt i bestemmelsen art. 95 (5), at en medlemsstat under visse betingelser ikke alene kan opretholde strengere nationale regler, men også indføre nye strengere nationale regler af hensyn til miljøet og arbejdsmiljøet. Miljøgarantien kan anvendes både i forhold til direktiver, der vedtages af Rådet, og i forhold til de mange indre marked-direktiver, som Kommissionen vedtager. Miljøgarantien gælder imidlertid kun, når der vedtages fælles regler med henblik på det indre marked efter art. 95 (1). Miljøgarantien kan derfor bl.a. ikke anvendes i forhold til EU-regler om pesticider, da disse vedtages efter landbrugsbestemmelsen i art. 37.

Muligheden for at vedtage nyere strengere regler er undergivet en række begrænsninger. For det første kan den ikke bruges, hvis de nye regler er begrundet i sundhedshensyn – og Domstolen har fastslået, at medlemsstaterne ved indførelse af nye strengere regler kun kan påberåbe sig hensynet til miljøbeskyttelse eller arbejdsmiljøet, men ikke de behov, der henvises til i EF-Traktatens art. 30. For det andet kan der kun vedtages nye strengere regler, hvis medlemsstaten påviser, at der foreligger særlige forhold for den pågældende medlemsstat. Endelig kræves for det tredje, at nyere strengere regler er begrundet i nye videnskabelige oplysninger, som ikke forelå, da EU vedtog fælles regler. EF-Domstolen fastslog i to domme i 1994 og 1999, at strengere nationale reglers gyldighed afhænger af EU-Kommissionens godkendelse – dette gælder også i dag, men med den ændring, at hvis Kommissionen ikke træffer afgørelsen inden seks måneder, er de strengere nationale regler gyldige.

Annonce

Danmark har i foreløbig tre tilfælde påberåbt sig miljøgarantien. I de to tilfælde, som angik imprægneringsmidlerne pentaklorfenol (1996) og kreosot (1999), fik Danmark på linje med en række andre medlemsstater EU-Kommissionens godkendelse af strengere danske regler. Derimod afviste Kommissionen i 1999 at godkende de lavere danske grænseværdier for indholdet af tilsætningsstofferne nitrit, nitrat og sulfitter i madvarer. Danmark indbragte denne afgørelse for EF-Domstolen, som 2003 annullerede Kommissionens beslutning for så vidt angik tilsætningsstofferne nitrat og nitrit; derimod fandt Domstolen ikke at kunne underkende Kommissionens afvisning af at tillade anvendelsen af de danske regler om tilsætning af sulfitter i madvarer.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Nina Holst-Christensen, Peter Pagh: miljøgarantien i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 25. maj 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=125596