Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

EU - 1. Historien og traktaterne

Oprindelig forfatter MRud Seneste forfatter Redaktionen

EU. Statsminister Jens Otto Krag underskriver den 22.1.1972 i Bruxelles Romtraktaten på Danmarks vegne, mens minister for udenrigsøkonomi mv. Ivar Nørgaard (tv.) og udenrigsråd Jens Christensen ser til. Ved underskrivelsen satte Krag kronen på sine mangeårige bestræbelser på at få Danmark ind i Det Europæiske Fællesskab.

EU. Statsminister Jens Otto Krag underskriver den 22.1.1972 i Bruxelles Romtraktaten på Danmarks vegne, mens minister for udenrigsøkonomi mv. Ivar Nørgaard (tv.) og udenrigsråd Jens Christensen ser til. Ved underskrivelsen satte Krag kronen på sine mangeårige bestræbelser på at få Danmark ind i Det Europæiske Fællesskab.

Den historiske baggrund

Internationalt samarbejde før 1945 var baseret på mellemstatslige aftaler, som ikke indebar, at de deltagende lande afgav suverænitet. Under krigen forstærkedes idéen om Europas Forenede Stater, og kræfter i modstandsbevægelserne formulerede et program for en europæisk føderation, der skulle ledes af en overstatslig regering med en fælles hær og være direkte ansvarlig over for en demokratisk forsamling.

Føderalistiske idéer lå til grund for en kongres i Haag i 1948 for europæiske parlamentarikere, bl.a. deltog Konrad Adenauer, Winston Churchill, Paul-Henri Spaak og Alcide De Gasperi. Churchills deltagelse skabte håb om, at Storbritannien ville indgå aktivt i unionsprocessen, og hans forslag om en europæisk forsamling blev taget op af den Europabevægelse, der blev dannet på kongressen. Den britiske regering var imidlertid sammen med de skandinaviske lande afvisende over for forslaget. Det endelige kompromis, Europarådet fra 1949, blev en kombination af en rådgivende forsamling og et ministerråd, hvori beslutninger krævede enstemmighed. Dette lå langt fra de føderalistiske idealer, men ikke desto mindre blev Europarådet et vigtigt debatforum for europæisk integration i 1950'erne.

Storbritannien var kun interesseret i et traditionelt mellemstatsligt samarbejde. Forholdet til Commonwealth-landene og tilknytningen til USA blev prioriteret højere, hvilket passede dårligt sammen med et tættere samarbejde med det kontinentale Vesteuropa.

Annonce

Den amerikanske genopbygningshjælp, Marshallhjælpen, som blev sat i værk 1948-52, forudsatte, at modtagerlandene indgik i den økonomiske samarbejdsorganisation Organization for European Economic Cooperation, OEEC (senere OECD). Her var der udbredt bekymring for, at andre lande skulle få indflydelse på indenrigspolitiske sager, og Storbritannien, Benelux og Skandinavien insisterede på, at alle beslutninger skulle være enstemmige. Store sager vanskeliggjorde OEECs arbejde, fx toldpolitikken og landbrugspolitikken, herunder den udbredte statsstøtte til erhvervet. Marshallhjælpen blev dog alligevel igangsættende for tanker om økonomisk integration.

Historisk oversigt
9.5.1950Den franske udenrigsminister, Robert Schuman, fremlægger en plan, der skal gøre Frankrigs og Vesttysklands kul- og stålproduktion til et fællesanliggende i en organisation, som også er åben for andre lande.
18.4.1951Traktaten om oprettelse af Det Europæiske Kul- og Stålfællesskab, EKSF-Traktaten, undertegnes i Paris.
23.7.1952EKSF-Traktaten træder i kraft.
25.3.1957Traktaten om oprettelse af Det Europæiske Økonomiske Fællesskab, EØF-Traktaten, og Traktaten om oprettelse af Det Europæiske Atomenergifællesskab, EURATOM-Traktaten, undertegnes i Rom.
1.1.1958EØF-Traktaten og EURATOM-Traktaten træder i kraft.
8.4.1965Traktaten om oprettelse af et fælles Råd og en fælles Kommission for de Europæiske Fællesskaber, Fusionstraktaten, undertegnes i Bruxelles.
29.1.1966Luxembourgforliget indgås.
1.7.1967Fusionstraktaten træder i kraft.
22.1.1972Traktaterne om Danmarks, Irlands og Storbritanniens tiltrædelse af EF undertegnes i Bruxelles.
24.4.1972Valutaslangen oprettes.
8.9.1972Folketinget vedtager en lov om Danmarks tiltrædelse af EF.
2.10.1972Folkeafstemning om Danmarks tiltrædelse af EF. 63,3% stemmer ja, 36,7% nej.
1.1.1973Tiltrædelsestraktaterne med Danmark, Irland og Storbritannien træder i kraft.
1.7.1973Dansk formandskab.
1.1.1978Dansk formandskab.
13.3.1979EMSen træder i kraft.
28.5.1979Traktaten om Grækenlands tiltrædelse af EF undertegnes i Athen.
7. og 10.6.1979Første og direkte valg til EU-Parlamentet.
1.1.1981Tiltrædelsestraktaten med Grækenland træder i kraft.
1.7.1982Dansk formandskab.
13.3.1984Traktaten om ændring af traktaterne om oprettelse af De Europæiske Fællesskaber, for så vidt angår Grønland, undertegnes i Bruxelles.
1.1.1985Traktaten om Grønlands udtræden af EF træder i kraft.
12.1.1985Traktaterne om Portugals og Spaniens tiltrædelse af EF undertegnes i Lissabon og Madrid.
1.1.1986Tiltrædelsestraktaterne med Portugal og Spanien træder i kraft.
17. og 28.2.1986Den Europæiske Fælles Akt (EF-pakken) undertegnes i Luxembourg og i Haag.
27.2.1986Vejledende folkeafstemning om Danmarks tiltrædelse af EF-pakken. 56,2% stemmer ja, 43,8% nej.
1.7.1987Fælles Akten træder i kraft. Dansk formandskab.
7.2.1992Traktaten om Den Europæiske Union (Maastrichttraktaten) undertegnes i Maastricht.
2.6.1992Folkeafstemning om dansk tiltrædelse af EU. 49,3% stemmer ja, 50,7% nej.
18.6.1992Folkeafstemning i Irland om tiltrædelse af EU. 69,1% stemmer ja, 30,9% nej.
20.9.1992Folkeafstemning i Frankrig om tiltrædelse af EU. 51,1% stemmer ja, 48,9% nej.
12.12.1992Danmark får en særaftale, Edinburghafgørelsen.
1.1.1993Dansk formandskab.
18.5.1993Folkeafstemning om dansk tiltrædelse under hensyntagen til særaftalen. 56,7% stemmer ja, 43,3% nej.
1.11.1993Traktaten om Den Europæiske Union træder i kraft, og Edinburghafgørelsen får virkning.
12.6.1994Folkeafstemning i Østrig om medlemskab af EU. 66,6% stemmer ja, 33,4% nej.
24.6.1994Traktaten om Norges, Østrigs, Finlands og Sveriges tiltrædelse af EU undertegnes på Korfu.
16.10.1994Folkeafstemning i Finland om medlemskab af EU. 56,9% stemmer ja, 43,1% nej.
13.11.1994Folkeafstemning i Sverige om medlemskab af EU. 52,3% stemmer ja, 47,7% nej.
28.11.1994Folkeafstemning i Norge om medlemskab af EU. 47,8% stemmer ja, 52,2% nej.
1.1.1995Tiltrædelsestraktaten med Østrig, Finland og Sverige træder i kraft.
2.10.1997Amsterdamtraktaten undertegnes.
28.5.1998Amsterdamtraktaten ratificeres i Danmark ved folkeafstemning. 55,1% stemmer ja, 44,9% stemmer nej.
1.5.1999Amsterdamtraktaten træder i kraft.
22.2.2001Undertegnelse af Nicetraktaten.
1.6.2001Nicetraktaten ratificeres i Danmark ved lov vedtaget af Folketinget.
28.2.2002Konventet påbegynder arbejdet på "Udkast til en forfatning for Europa".
1.7.2002Dansk formandskab.
12.-13.12.2002Topmøde i København; optagelsesaftaler med ti central- og østeuropæiske lande afsluttes.
8.3.-20.9.2003Estland, Letland, Litauen, Malta, Polen, Slovakiet, Slovenien, Tjekkiet, Ungarn og Cypern ratificerer tiltrædelsestraktaten.
1.5.2004Tiltrædelsestraktaten med Estland, Letland, Litauen, Malta, Polen, Slovakiet, Slovenien, Tjekkiet, Ungarn og Cypern træder i kraft.
29.10.2004Traktat om en forfatning for Europa (Forfatningstraktaten) undertegnes af regeringslederne i Rom.
1.5.2004Forfatningstraktaten ratificeres i Spanien, Luxembourg, Belgien, Østrig, Cypern, Tyskland, Grækenland, Ungarn, Italien, Letland, Litauen, Malta, Slovakiet og Slovenien.
29.5.2005Frankrig afviser Forfatningstraktaten ved folkeafstemning. 45,1% stemmer ja, 54,9% nej.
1.6.2005Holland afviser Forfatningstraktaten ved folkeafstemning. 38,5% stemmer ja, 61,5% nej.
1.1.2007Tiltrædelsestraktaterne med Bulgarien og Rumænien træder i kraft. Slovenien indfører euro som valuta som det første af de tidligere kommunistiske lande i Østeuropa.

Det Europæiske Kul- og Stålfællesskab

I god overensstemmelse med amerikanske ønsker om europæisk integration fremlagde den franske udenrigsminister Robert Schuman i 1950 en plan, der var udarbejdet af erhvervs- og embedsmanden Jean Monnet med henblik på at sammenføje den europæiske kul- og stålindustri under en uafhængig overnational myndighed. Forslaget kan ses som et udtryk både for den europæiske idé og for nationale sikkerhedspolitiske interesser. Tanken var, at en organisation af den art kunne være med til at fjerne den gamle modsætning mellem Frankrig og Tyskland; ved at få Vesttyskland med i en aftale ville det være muligt at holde landet i tømme. Men der var tillige økonomiske motiver. En vigende efterspørgsel og udsigt til overproduktion af kul og stål var bekymrende. Desuden ønskede USA, at Ruhrdistriktet skulle føres tilbage til tyskerne, hvilket ville styrke den vesttyske industri, der i forvejen var mere konkurrencedygtig end den franske. Et fælles, reguleret marked for stål ville betyde en udligning af priserne og dermed en mindskelse af problemet for den franske industri.

Tilsvarende imødekom Schumanplanen tyske interesser. Kansler Adenauer så planen som en mulighed for på én gang at få Vesttyskland accepteret som en ligeværdig partner i det internationale samarbejde og at blive knyttet tættere til den vestlige del af verden. Tyskerne havde som franskmændene en interesse i at få fjernet de konfliktskabende knaster mellem de to lande.

Frankrig og Vesttyskland var derfor interesseret i at få fastslået, at en kommende kul- og stålunion skulle bygge på princippet om suverænitetsafgivelse, men det endelige resultat var langt fra Monnets og Schumans oprindelige plan. Benelux ønskede, at de enkelte regeringer fik en vis kontrol med den nye organisation. Kompromiset blev oprettelsen af fire institutioner: den Høje Myndighed, et ministerråd, en forsamling og en domstol. Graden af integration blev afgjort af forholdet mellem den Høje Myndighed og Ministerrådet. Fastsættelse af priser blev fx henvist til Ministerrådet, hvor de små stater havde forholdsvis stor indflydelse i kraft af stemmefordelingen.

Organisationens budget og finanser var den Høje Myndigheds område. Den parlamentariske forsamling fik ikke megen indflydelse og var således kun en svag afglans af de oprindelige føderalistiske idéer, der havde givet forsamlingen en rolle svarende til et nationalt parlament med mulighed for at fremsætte love og kontrollere den udøvende myndighed. Traktaten om Det Europæiske Kul- og Stålfællesskab, EKSF-Traktaten, blev underskrevet 18.4.1951 i Paris og trådte i kraft 23.7.1952 med Frankrig, Vesttyskland, Italien og Benelux som medlemmer. Traktaten repræsenterede en ny form for internationalt samarbejde, integration inden for en sektor.

Umiddelbart efter præsentationen af Schumanplanen fremlagde den franske landbrugsminister Pierre Pflimlin et forslag for landbrugssektoren, idet statslig beskyttelse af landbrugsproduktionen og af indkomstniveauet i erhvervet gjorde området til et meget vanskeligt punkt dels i liberaliseringen i OEEC, dels i de forskellige tilløb til europæisk samarbejde. Pflimlin mente, at der skulle skabes et fælles landbrugsmarked med en regulerende og planlæggende overstatslig instans. Den hollandske landbrugsminister Sicco Mansholt byggede videre på idéen. Han troede ikke på nytten af en toldnedsættelse, så længe de enkelte lande fortsatte med at beskytte og støtte den nationale landbrugsproduktion. Det vigtige var at udligne effekterne af statsstøtten, og midlet skulle være en harmonisering af priserne på landbrugsvarer. Denne såkaldte grønne plan blev diskuteret i Europarådets regi frem til 1955, hvorefter forhandlingerne blev overført til OEEC. Uenighederne var for store, de nationale særinteresser for stærke, og forsøget på at løse landbrugets problemer blev først taget op igen i forbindelse med forhandlingerne om Romtraktaten.

Europahæren

Integration blev også afprøvet på forsvarsområdet med et forsøg på at skabe en vesteuropæisk hær. Forslaget kom fra den franske premierminister René Pleven. Hans plan gik ud på, at nationale enheder skulle placeres under en fælles politisk og militær myndighed. Det var et ømtåleligt spørgsmål i den offentlige opinion, navnlig fordi planen indebar genopbygning af det vesttyske forsvar.

Den franske nationalforsamling godkendte Plevenplanen i oktober 1950, og i 1952 blev Traktaten om Det Europæiske Forsvarsforbund (European Defence Community, EDC) underskrevet af de stater, der var med i Kul- og Stålunionen. Storbritannien, som Frankrig ønskede med i EDC som modvægt mod Vesttyskland, afviste at deltage.

Den overstatslige myndighed fik ikke de samme udstrakte beføjelser som i EKSF. Der var heller ikke tale om et ligeværdigt forhold mellem Frankrig og Vesttyskland. Den europæiske hær skulle hindre, at Vesttyskland fik fuld militær selvstændighed, mens de andre fem deltagere kunne opretholde nationale enheder under suveræn kontrol.

I 1953 foreslog forsamlingen i Kul- og Stålunionen, at unionen og EDC skulle udbygges med et overordnet politisk fællesskab, som kunne kontrollere de to organisationer. Holland var skeptisk mht. denne overbygning og foreslog som en slags kompensation et økonomisk fællesskab, der kunne give medlemsstaterne økonomiske fordele. Denne endelige plan blev således meget omfattende, og den faldt på spørgsmålet om Europahæren.

I den sikkerhedspolitiske situation, der efter Stalins død og Koreakrigens ophør indebar forhåbninger om afspænding, voksede modstanden mod at inddrage Vesttyskland i oprustningen. Samtidig mindskede udbygningen af NATO behovet for at danne en selvstændig europæisk organisation. I august 1954 afviste den franske nationalforsamling EDC-Traktaten; Vesttysklands militære placering blev i stedet løst inden for Vestunionen.

Romtraktaten

EU. Undertegnelsen af Romtraktaten den 25.3.1957 i Palazzo dei Conservatori på Capitol i Rom. Fra venstre ses P.H. Spaak og J.-Ch. Snoy et d'Oppuers (Belgien), C. Pineau og M. Faure (Frankrig), K. Adenauer og W. Hallstein (Vesttyskland), A. Segni og C. Martino (Italien), J. Bech (Luxembourg) samt J. Luns og J. Linthorst Homan (Holland).

EU. Undertegnelsen af Romtraktaten den 25.3.1957 i Palazzo dei Conservatori på Capitol i Rom. Fra venstre ses P.H. Spaak og J.-Ch. Snoy et d'Oppuers (Belgien), C. Pineau og M. Faure (Frankrig), K. Adenauer og W. Hallstein (Vesttyskland), A. Segni og C. Martino (Italien), J. Bech (Luxembourg) samt J. Luns og J. Linthorst Homan (Holland).

Troen på europæisk enhed havde fået dybe skrammer. Jean Monnet og Paul-Henri Spaak uddrog den lære, at det var nødvendigt i stedet at satse på det økonomiske og det teknisk-videnskabelige område, dvs. atomenergi. Andre overvejelser gik i samme retning. Fx pegede den hollandske udenrigsminister Johan Beyen (1897-1976) på, at toldnedsættelser til fremme af liberaliseringen ikke ville slå igennem, medmindre en overstatslig autoritet fastlagde en handlingsplan.

Spaak udarbejdede et memorandum, der forenede en toldunion eller et fælles marked med en organisation til udvikling af atomenergi. I juni 1955 mødtes udenrigsministrene fra de seks lande i EKSF i Messina på Sicilien. Andre lande var indbudt, fx Storbritannien, der imidlertid ikke tog initiativet alvorligt.

Messinakonferencen betegnes normalt som den begivenhed, der blev udgangspunktet for dannelsen af EF. Små to år senere, 25.3.1957, underskrev Vesttyskland, Frankrig, Italien og Benelux de to Romtraktater, Traktaten om Det Europæiske Økonomiske Fællesskab, EØF, og Traktaten om oprettelsen af Det Europæiske Atomenergifællesskab, EURATOM.

Forhandlingerne var komplicerede pga. de seks landes meget forskellige interesser. Den franske stræben efter integration byggede på opfattelsen af, at den bedste vej til en fransk-tysk forsoning var at binde Vesttyskland til en koalition, der ikke var domineret af USA. De overstatslige aspekter mødte imidlertid voksende kritik internt i Frankrig, uden at målet om en fransk-tysk politisk alliance blev opgivet. Derimod var man yderst skeptisk over for det hollandske forslag om et fællesmarked pga. frygten for den tyske industri.

Vesttysklands interesse bestod for kansler Adenauer først og fremmest i at blive anerkendt fuldt ud på internationalt plan. Problemet var, at en toldunion ville ramme den store tyske eksport til tredjelande som Østrig og Skandinavien, men Adenauer var i modsætning til økonomiminister Ludwig Erhard villig til at betale den pris. Det vigtigste for Italien var bedre eksportmuligheder, åbne grænser, som kunne lette udvandringen af arbejdskraft, samt pålidelig tilførsel af kapital til fremme af moderniseringen. Benelux var mest optaget af liberalisering af handelen og ellers skeptisk over for de overstatslige institutioner.

I forhold til Kul- og Stålunionen var det overstatslige aspekt tonet ned i Romtraktaten. Kommissionen fik færre beføjelser end den Høje Myndighed, og Ministerrådet i EF fik tilsvarende øget den udøvende magt. Men EF var et bredere internationalt samarbejde, der pegede videre end sektorintegrationen, og som i højere grad regulerede skabelsen af friere markedsforhold mellem medlemsstaterne end tilfældet var i fx OEEC og EFTA. Da prisen for deltagelse i EF var afgivelse af suverænitet, blev medlemsgruppen begrænset, hvilket styrkede Fællesskabet internt og over for tredjelande.

Læs mere om EU.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Mogens Rüdiger: EU - 1. Historien og traktaterne i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 15. november 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=72710