• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Den Økonomiske og Monetære Union

Oprindelig forfatter SEHoJ Seneste forfatter HaAn

Den Økonomiske og Monetære Union. Den første euroseddelserie, som består af syv sedler, illustrerer stilarterne i den europæiske arkitekturs historie. Vinduer og porte, der symboliserer samarbejde og åbenhed, er afbildet på sedlernes forside; på bagsiden ses broer som et billede på kommunikation mellem de europæiske folk og mellem Europa og resten af verden. Sedlerne, som fremstilles i de enkelte eurolande, er ens, uanset hvor de trykkes; eurosedler og -mønter sættes i omløb 1.1.2002 i eurolandene.

Den Økonomiske og Monetære Union. Den første euroseddelserie, som består af syv sedler, illustrerer stilarterne i den europæiske arkitekturs historie. Vinduer og porte, der symboliserer samarbejde og åbenhed, er afbildet på sedlernes forside; på bagsiden ses broer som et billede på kommunikation mellem de europæiske folk og mellem Europa og resten af verden. Sedlerne, som fremstilles i de enkelte eurolande, er ens, uanset hvor de trykkes; eurosedler og -mønter sættes i omløb 1.1.2002 i eurolandene.

Den Økonomiske og Monetære Union, ØMU, finans- og pengepolitisk samarbejde, fastlagt i en traktat om Den Europæiske Union, Maastrichttraktaten. ØMUen, som er opbygget i tre faser, er kendetegnet ved en gradvis styrkelse af samarbejdet mellem EU-medlemslandene om finans- og især pengepolitikken. Et land skal for at kvalificere sig til ØMUens tredje fase opfylde en række såkaldte konvergenskrav mht. inflation, rente, valutakurs og offentlige finanser; den tredje fase trådte i kraft 1.1.1999 for 11 ud af EUs daværende 15 medlemmer, for Grækenland 1.1.2001. Disse 12 lande fører en fælles pengepolitik og har en fælles valuta, euro, som styres af Den Europæiske Centralbank, ECB, hvis primære målsætning er at sikre prisstabilitet i medlemslandene, mens fx bekæmpelse af arbejdsløshed må ske gennem andre økonomiske virkemidler. For at sikre budgetdisciplin i ØMUens tredje fase har man indført den såkaldte stabilitets- og vækstpagt, som lægger bånd på medlemslandenes budgetunderskud: Tager et medlemsland ikke de fornødne skridt til at nedbringe et uforholdsmæssigt stort budgetunderskud, kan det pålægges en sanktion i form af en rentefri deponering eller en bod. Især Portugal, Grækenland og Italien, men til tider også Tyskland og Frankrig har haft svært ved at overholde kravene i stabilitets- og vækstpagten, som blev reformeret ved beslutning i Ministerrådet i 2005. Om end pagten blev gjort mere fleksibel på en række områder, er kernen stadig, at budgetdisciplin skal sikres ved, at landene forpligtiger sig til at begrænse det offentlige budgetunderskud, som ikke må overstige 3% af BNP, mens den ofentlige gæld ikke må overstige 60% af BNP.

Som følge af den danske særordning, Edinburghafgørelsen, deltager Danmark ikke automatisk i ØMUens tredje fase, og et forslag fra regering og Folketing om dansk deltagelse i denne fase blev 28.9.2000 forkastet ved en folkeafstemning, da 53,1% stemte nej og 46,9% ja. Danmark har herefter valgt at føre fastkurspolitik i forhold til euroen baseret på den såkaldte ERM II-aftale, som er et valutaarrangement for EU-medlemslande, der ikke deltager i ØMUens tredje fase. Sverige og Storbritannien deltager ligeledes ikke i ØMUen og lader heller ikke til at have planer om tiltrædelse (2006). De ti central- og østeuropæiske lande, som blev optaget i EU i forbindelse med udvidelsen i 2004, forventes alle at tiltræde ØMUens tredje fase i løbet af de kommende år.

Gennemførelsen af ØMUens tredje fase i 1999 var slutstenen på en lang proces i den europæiske økonomiske integration. Tanken om et fælles valutasystem med samme møntfod opstod for første gang i slutningen af 1960'erne, og en skitse til dens trinvise indførelse frem til 1980 blev i 1970 udformet i den såkaldte Wernerplan (opkaldt efter Luxembourgs daværende statsminister, Pierre Werner (1913-2002)). Stor ustabilitet i det internationale konjunkturforløb og forskelle i de enkelte europæiske landes reaktioner umuliggjorde dog hurtigt herefter en gennemførelse af planen. 1969-72 blev Slangesamarbejdet oprettet, som dog hurtigt blev ustabilt og som brød sammen i 1975 med Frankrigs, Storbritanniens og Italiens udtræden.

Annonce

1978-79 blev EMSen, Det Europæiske Monetære System, oprettet mellem otte af de ni daværende EF-medlemslande, og den deraf følgende stabilisering af de indbyrdes valutakurser, men især vedtagelsen af programmet for EUs indre marked i 1985 satte på ny gang i ambitionerne om at indføre en fælles valuta. På baggrund af en rapport i 1989 fra en ekspertgruppe ledet af den daværende formand for EU-Kommissionen, Jaques Delors, indgik EU-landene på en regeringskonference Maastrichttraktaten i 1991, i henhold til hvilken en fælles valuta skulle indføres senest 1.1.1999 af de lande, som opfyldte de økonomiske adgangsbetingelser. Der herskede længe tvivl om, hvilket navn den fælles valuta skulle have, men i 1995 blev betegnelsen euro vedtaget på Det Europæiske Råds møde.

I løbet af 1992-93 kom EMSen efter Tysklands genforening ud i alvorlige samarbejdsproblemer som følge af forskelle i konjunkturudvikling hos deltagerne og kraftigt spekulativt pres mod flere valutaer, efter at kapitalbevægelserne var blevet helt frigivet. De offentlige budgetunderskud voksede voldsomt under et økonomisk tilbageslag, og der opstod tvivl om, hvorvidt et fælles valutasystem med samme møntfod kunne realiseres for en større deltagerkreds selv inden for den relativt lange frist fastsat i traktaten.

Det lykkedes imidlertid for 11 lande at opfylde adgangsbetingelserne gennem deres økonomiske nøgletal for 1997 takket være gunstige ydre omstændigheder og væsentligt lavere renter i navnlig de sydeuropæiske lande, hvilket muliggjorde den nedbringelse af de offentlige budgetunderskud, som traktaten krævede. Grækenland blev kort efter også i stand til at opfylde adgangskravene og tiltrådte i 2001. Det forventes, at de ti nye medlemslande vil indgå i valutasystemet og konvertere deres valuta i løbet af de kommende år (2006). Eurosystemet, som består af Den Europæiske Centralbank, ECB, og de deltagende nationale centralbanker, tilrettelægger den fælles pengepolitik, som bestemmer euroens værdi.

To principper er afgørende for valutasystemets virke: uafhængighed af nationale og europæiske politiske myndigheder og hovedvægt på prisstabilitet i et mellemfristet perspektiv som mål for den fælles pengepolitik. Valutasystemet har selv defineret dette mål som en stigningstakt i forbrugerpriserne på ikke over 2% om året. Midlertidige faktorer som en kraftig stigning i olieprisen og en kraftig svækkelse af euroens værdi over for andre internationale valutaer igennem 1999 og 2000 medførte, at den årlige prisstigningstakt i euroens første år har svinget mellem 1% og 3%. Eurolandene har gentagne gange haft svært ved at holde prisstigningstakten under den øvre grænse.

Se også EU.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Svend Erik Hougaard Jensen: Den Økonomiske og Monetære Union i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 26. april 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=184883

    • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

    • Kommentar til redaktionen Vedr. Den Økonomiske og Monetære UnionMarker den cirkel
      Send kommentar


  • Copyright

    Denne artikel må du ...

  • Kilde

    Denne artikel stammer fra:
    Leksikon

  • Historik
  • Ekspert

    kimbrer