• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Den Internationale Valutafond

Oprindelig forfatter NThy Seneste forfatter Redaktionen

Den Internationale Valutafond, International Monetary Fund, IMF, international organisation, oprettet sammen med Verdensbanken som et led i dannelsen af Bretton Woods-systemet i 1944; IMF trådte i kraft i 1947.

Dens hovedopgaver skulle være at fremme internationalt monetært samarbejde og overvåge valutakurserne mellem medlemslandene med henblik på at undgå mellemkrigstidens ustabilitet i kurserne.

IMF bidrog også til afviklingen af valutarestriktioner, som kunne bremse samhandelen, og den ydede lån til lande med midlertidige betalingsbalancevanskeligheder.

Annonce

Hvert medlemsland tildeles en kvote baseret på dets størrelse, og denne kvote er bestemmende dels for landets indbetalinger til IMF, dels for landets antal af stemmer i de besluttende organer.

Frem til 1971 var grundpillen i det internationale valutasystem guldvekselfoden (se guldfod); igennem den deklarerede de deltagende lande en paritetskurs over for den amerikanske dollar, samtidig med at USA påtog sig at holde dollaren frit omvekslelig til guld ved en fast pris. USA suspenderede ensidigt guldindløseligheden i 1971, og dollaren blev i to omgange nedskrevet over for de europæiske valutaer og den japanske yen.

I marts 1973 gik de førende lande over til indbyrdes flydende valutakurser, og denne nye situation fandt udtryk i en ændring i 1976 af IMF-overenskomsten. Med de mere uklare spilleregler i det internationale monetære samarbejde blev også IMF's rolle heri svækket.

IMF's indflydelse på den økonomiske politik i industrilandene blev ligeledes svækket omkring det tidspunkt. I 1976 bevilgede IMF betydelige kreditter til Storbritannien og Italien med henblik på en opretning af disse landes løbende betalingsbalance.

Valutafonden har siden midten af 1990'erne spillet en vigtig rolle i afhjælpningen af finansielle kriser og betalingsbalancekriser i en række primært vækstøkonomier i Latinamerika og Asien. Det er sket gennem IMF's historisk set meget omfattende långivning på betingelser til den økonomiske politik; først i Mexico i 1995, dernæst i flere asiatiske lande (Thailand, Indonesien, Sydkorea) 1997-98 samt i Rusland, Brasilien og 2001-02 i Argentina.

Betingelserne har især tilsigtet at opnå sådanne stramninger af den indenlandske finanspolitik og pengepolitik, at voldsomme fald i værdien af låntagernes valuta kunne bremses, og adgang til de internationale private lånemarkeder kunne genoprettes.

I betragtning af at betalingsbalancevanskelighederne i denne gruppe af låntagerlande normalt er mere langvarige end blandt de oprindelige debitorer, er tidsrammen for lån blevet udvidet helt op til 10 år, hvorved den oprindelige arbejdsdeling med Verdensbanken er blevet udvisket.

Siden 1970 har IMF suppleret den internationale likviditet ved at udstede særlige trækningsrettigheder, Special Drawing Rights (SDR), på sig selv.

IMF's programmer er blevet stærkt kritiseret både for at have stillet for drastiske krav og for at skabe forventninger hos mulige fremtidige låntagere om omfattende hjælp, hvilket måske kan fortolkes derhen, at programmerne alt i alt har været påkrævede.

IMF har dog samtidig styrket sine forudsætninger for at forebygge kriser frem for først at træde aktivt til efter deres udbrud, ligesom organisationen har nedtonet sine tidligere temmelig ukritiske anbefalinger om fuld liberalisering af internationale kapitalbevægelser — råd, som i nogle tilfælde kan ses som bidrag til krisernes opståen.

I en periode i begyndelsen af 00'erne blev IMF's væsentligste betydning efterhånden de udførlige analyser af medlemslandenes økonomier, som i et mere sammenligneligt perspektiv offentliggøres i den halvårlige publikation World Economic Outlook.

Disse analyser er især vigtige i relation til de regelmæssige møder i G7, hvor finansministrene fra de syv mest betydningsfulde avancerede økonomier træder sammen, og de regelmæssige møder i G20 hvor finansministrene og nationalbankdirektørerne fra de 20 mest betydningsfulde avancerede økonomier og vækstøkonomier træder sammen.

Ved udbruddet af finanskrisen omkring 2008 fik IMF igen stigende betydning. Således steg IMF’s samlede beholdning af udlån voldsomt fra ca. 70 mia. kr. i 2007 til ca. 1.200 mia. kr. i 2014. Som noget nyt var over halvdelen af IMF’s samlede udlån i 2014 rettet mod europæiske lande, idet især euromedlemmerne Grækenland, Irland og Portugal blev bevilget betydelige lån fra IMF sammen med endnu større lån fra EU. Eurolandet Cypern fik en tilvarende, men beløbsmæssigt væsentlig mindre assistance. Også europæiske lande som Island og Ukraine blev bevilget lån fra IMF. Desuden skete der en betydelig udvidelse af forebyggende lånefaciliteter til især Polen, Mexico og Columbia.

På baggrund af den stærkt stigende udlånsaktivitet, blev det i 2010 besluttet at fordoble medlemslandenes kvoter (indskud).

Den Internationale Valutafonds hjemmeside

Referér til denne tekst ved at skrive:
Niels Thygesen: Den Internationale Valutafond i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 20. oktober 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=98722



    • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

    • Kommentar til redaktionen Vedr. Den Internationale Valutafond
      Send kommentar


  • Copyright

    Denne artikel må du ...

  • Kilde

    Denne artikel stammer fra:
    Leksikon

  • Historik