• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

bistand

Oprindelige forfattere JMart og Tarp Seneste forfatter Redaktionen

bistand, udviklingsbistand, fællesbetegnelse for finansiel og teknisk støtte af forskellig art, som ydes af en række velstillede lande til lande, som efter vurdering har hjælp behov. Støtten ydes direkte fra et land til et andet (bilateral bistand), eller den dirigeres gennem internationale organisationer som FN og Verdensbanken (multilateral bistand).

International udviklingsbistand blev introduceret i perioden 1948-53, da USA støttede Vesteuropas genopbygning efter 2. Verdenskrig. Samtidig med denne såkaldte Marshallhjælp (se Marshallplanen), som blev administreret af den økonomiske samarbejdsorganisation OEEC, begyndte FN at støtte ulandene med bl.a. rådgivning og stipendier.

Danmarks første statslige bidrag til den multilaterale udviklingsbistand blev bevilget i 1950. OEEC blev omdannet til OECD i 1961, og de 18 vestlige medlemslande har siden da tilstræbt at samordne deres bistand gennem udviklingskomitéen DAC (Development Assistance Committee). Verdensbanken, som blev oprettet i 1945, flyttede i 1959 fokus fra genopbygning af Europa til udvikling af ulandene, og et netværk af regionale udviklingsbanker blev etableret i begyndelsen af 1960'erne.

Annonce

Det internationale bilaterale bistandssystem voksede frem i takt med afkoloniseringen i den tredje verden. I Danmark vedtog Folketinget den første egentlige lov om udviklingshjælp i 1962, og der blev etableret såvel et råd som en styrelse herfor.

Administrationen af bistanden blev forankret i Udenrigsministeriet, men en bred vifte af ikke-statslige organisationer som Mellemfolkeligt Samvirke, Dansk Røde Kors, Dansk Flygtningehjælp mfl. har i årenes løb spillet en aktiv rolle i den danske bilaterale bistand. Det første lovgrundlag for den danske stats bistandsarbejde var Lov om internationalt samarbejde fra 1971.

Det erklærede formål med bistanden er som regel at fremme økonomisk og social udvikling i modtagerlandene og at imødekomme humanitære behov i katastrofesituationer. Dette gøres ved at overføre resurser i form af enten teknisk rådgivning, finansielle midler eller varer.

Den officielle udviklingsbistand går under betegnelsen ODA (Official Development Assistance) og ydes på gavebasis eller som lån på favorable vilkår, dvs. at rente- og afdragsbetingelserne er mere fordelagtige end de vilkår, der kan opnås på de internationale kapitalmarkeder. Lånene rummer derved et gaveelement, som udregnes efter regler, der er fastsat af DAC.

Eksportkreditter, långivning på markedslignende betingelser og direkte udenlandske investeringer betragtes ikke som bistand. Det samme gælder hjælp til militære formål. Den samlede multi- og bilaterale udviklingsbistand udgjorde derfor kun omtrent halvdelen af den udenlandske finansiering, som ulandene fik rådighed over i 1990. Samme år var den bilaterale bistand ca. 3,5 gange så stor som den multilaterale.

I Danmarks tilfælde blev en omtrentlig ligedeling mellem multi- og bilateral bistand opnået i slutningen af 1960'erne. Siden 1975 har den multilaterale andel af den danske bistand dog været lidt under 50% med FN, EU og Verdensbanken som de vigtigste formidlere.

Et lands bistandspolitik udgøres af den lovgivning og de politiske mål og kriterier, som er styrende for bistandens omfang, form og indhold samt fordeling på lande. Fattigdomskriteriet spiller ofte en vigtig rolle i bistandspolitikken, og en lang række lavindkomstlande modtager da også forholdsvis megen bistand pr. indbygger.

Mange undtagelser herfra understreger imidlertid betydningen af politiske, erhvervsmæssige og strategiske motiver, og listen over bistandskriterier er i de fleste giverlande af betydelig længde. At bistandspolitikken er et udenrigspolitisk instrument, kommer endvidere til udtryk i en meget ujævn byrdefordeling.

Bistanden fra velstillede lande til ulande og fattige østlande viste en faldende tendens efter 1992. Bistanden fra de 22 lande, der er medlemmer af OECD's udviklingskomité (DAC), steg dog igen lidt efter 1997 og nåede i 2000 op på 54 mia. dollar svarende til 0,22% af disse landes bruttonationalindkomst (BNI). Siden 1993 har Japan været det land, der i absolutte tal har givet mest i bistand, mens USA er rykket ned på en andenplads. I forhold til BNI er disse og andre store industrilandes bistand imidlertid beskeden.

Danmark er et af de lande i verden, der forholdsmæssigt giver mest i bistand, også efter nedskæringer i 2002. De få andre lande, der som Danmark lever op til FN's målsætning om at yde mindst 0,7% af BNI i bistand, er Norge, Sverige, Holland og Luxembourg.

Siden midten af 1990'erne har flere og flere af DAC-landene bestræbt sig på at indarbejde udviklingshensyn også i deres handelspolitik og andre sider af udenrigspolitikken. Sigtet er at hjælpe verdens fattige lande over en bred front. Som led heri har en række stærkt forgældede ulande fået eftergivet deres gæld, også til Verdensbanken og andre multilaterale organisationer. Se også gældskrise.

DAC-landene har desuden i princippet besluttet at arbejde særligt for realiseringen af de såkaldte millennium-mål, der blev vedtaget af FN's generalforsamling i 2000. Disse mål går bl.a. ud på at halvere den andel af verdens befolkning, der lever for mindre end en dollar om dagen; at halvere den andel, der sulter; og at halvere den andel, der ikke har adgang til rent drikkevand. Andre mål er at sikre, at alle børn får mulighed for at gennemføre en grundlæggende skolegang. Sigtet er at opnå disse og en række andre forbedringer inden 2015.

Siden vedtagelsen af millennium-målene har FN gennemført verdenstopmøder for at sikre en markant forøgelse af de rige landes bistand til realisering af målene og at sammenkæde disse mål med bredere bestræbelser på at sikre en bæredygtig udvikling overalt i verden.

Referér til denne tekst ved at skrive:
John Degnbol-Martinussen, Finn Tarp: bistand i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 24. november 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=47667