Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Phillips-kurve

Oprindelig forfatter TMA Seneste forfatter Redaktionen

Phillips-kurve for Danmark 1949-98. Kurven har ikke været stabil i efterkrigsperioden. Frem til oliekrisen i begyndelsen af 1970'erne ses en relativt stabil sammenhæng, hvor lavere arbejdsløshed er forbundet med inflation (højere lønstigninger) og omvendt. En tilsvarende sammenhæng findes også i den efterfølgende periode, men kurven er forskubbet, således at der for en given lønstigningstakt er en højere arbejdsløshed. Udviklingen i de sidste år af 1990'erne antyder, at der igen er ved at ske et skift i Phillips-kurvens placering.

Phillips-kurve, (efter den newzealandske økonom William Phillips, 1914-75), kurve over sammenhængen mellem arbejdsløshed og inflation. Phillips påviste i 1958 på baggrund af materiale fra Storbritannien fra årene 1861-1957 en sammenhæng mellem lav arbejdsløshed og høj inflation og omvendt. Phillips-kurven blev i den keynesianske teoritradition til en central sammenhæng for den økonomiske politik. Politisk stod valget mellem to onder, arbejdsløshed eller inflation. Denne tankegang havde stor indflydelse på den faktiske økonomiske politik, indtil krisen i 1970'erne medførte et sammenbrud i teorien. Udviklingen var ikke i overensstemmelse med eksistensen af en stabil Phillips-kurve, da man observerede stagflation med både høj arbejdsløshed og høj inflation. I økonomisk teori spiller Phillips-kurven stadig en central rolle, og i dag tillægges sondringen mellem det korte og det lange sigt meget stor betydning. Der er bred enighed om, at det på kort sigt er muligt at reducere arbejdsløsheden ved at øge inflationen. Ifølge almindelig økonomisk teori er det derimod ikke muligt på langt sigt at reducere arbejdsløsheden ved at føre en inflationær politik; på langt sigt afhænger arbejdsløsheden alene af strukturelle forhold, se arbejdsløshed.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Torben M. Andersen: Phillips-kurve i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 27. marts 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=141598