Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

industri - historie

Oprindelig forfatter HCJ Seneste forfatter Redaktionen

Tidligste europæiske industri

Produktion karakteriseret ved mere udbredt maskinanvendelse optrådte tidligst i større omfang i Storbritannien i sidste halvdel af 1700-tallet, men produktioner, der adskilte sig fra det traditionelle håndværk, fandtes også før den tid.

I 1600- og 1700-tallet var der i mange europæiske lande manufakturer, dvs. fabrikslignende institutioner, hvor en større arbejdsstyrke producerede varer uden brug af andre mekaniske hjælpemidler end simple former for værktøj og evt. ovne.

Manufakturerne, der ofte var i offentligt eje eller understøttet, var mest udbredt inden for tekstil- og jern- og metalproduktion samt ved fremstilling af først fajance, senere porcelæn.

Annonce

I samme periode blomstrede forlagssystemet inden for tekstilproduktionen. Arbejdskraften var her spredt over et stort geografisk område, idet produktionen ofte foregik i hjemmet eller på små værksteder; arbejdsgiveren forsynede arbejderen med råvarer og aftog de producerede varer. Da disse produktionsformer ikke indeholdt alle den moderne industris kendetegn, omtales de ofte, navnlig forlagssystemet, som protoindustri.

Glasproduktion og flådeskibsværfter er eksempler på de enkelte andre områder, hvor der før 1800 foregik storproduktion uden brug af maskiner.

Den industrielle revolution

Den moderne industri fik sit gennembrud i Storbritannien i perioden 1750-1830, også kaldet den industrielle revolution. Det var bl.a. en følge af en lang række opfindelser, men også andre forhold dannede baggrund for, at det kunne betale sig at investere i masseproduktion.

Der fandtes i det britiske samfund den fornødne købekraft, og infrastrukturen var tilstrækkelig udviklet til at befordre råvarer til produktionsstederne og færdigvarer til kunderne. Inden for tekstilindustrien kom gennembruddet, da først spinde- og siden væveprocesserne blev mekaniseret med stadig mere effektive hjælpemidler.

De første maskiner var hånddrevne og af træ, de senere var af jern og kunne trækkes af kraftmaskiner; i begyndelsen anvendtes vandkraft, mens den af James Watt konstruerede dampmaskine i løbet af første halvdel af 1800-tallet blev den mest udbredte kraftkilde. Især bomuldsindustriens mekanisering og voldsomme ekspansion bidrog væsentlig til, at Storbritannien blev den første industrialiserede nation i verden.

Også inden for jernproduktionen opstod der i disse år mange egentlige industrivirksomheder i Storbritannien. Nye opfindelser gjorde det muligt at udsmelte jern ved brug af koks i højovne, og dermed var det muligt at fremstille maskiner med øget præcision og større ydedygtighed og slidstyrke. Inden for både tekstil- og jernindustri foregik produktionen efterhånden i større og større fabrikker med en tiltagende arbejdsdeling.

De nye produktionsformer bredte sig kun langsomt til andre lande, idet disse ikke havde de samme forudsætninger som Storbritannien. På det europæiske kontinent opstod de tidligste industrivirksomheder i Belgien; for andre europæiske landes vedkommende fandt en mere gennemgribende industrialisering først sted i sidste halvdel af 1800-tallet.

Den anden industrielle revolution

Fra omkring 1870 og frem til 2. Verdenskrig gik udviklingen stærkt. USA og Tyskland blev førende i, hvad der er blevet kaldt den anden industrielle revolution; den var ikke alene karakteriseret ved en stadig indførelse af nye maskiner inden for de hidtil ledende industrisektorer, men også ved, at den kemiske industri nu blev en væsentlig faktor i udviklingen.

En stærkt øget indsigt i de kemiske processer gjorde det bl.a. muligt at fremstille syntetiske farvestoffer og anvende råolie ikke blot som brændstof, men også som udgangspunkt for produktion af en lang række produkter. Elektricitet vandt i denne periode indpas som kraftkilde i industrien.

Udviklingen mod industrisamfundet

I 1900-tallet blev en lang række samfund til industrisamfund, idet en stadig større del af den samlede vareforsyning fremstilledes af industrivirksomheder med stigende anvendelse af maskiner. Frem til omkring 1960 gjaldt det først og fremmest landene i Europa og i Nordamerika samt Japan, der allerede kort efter 1869 havde indledt en industrialiseringsproces.

Siden 1960 har industrialisering også fundet sted i en række andre ikke-europæiske lande, med de højeste vækstrater i flere fjernøstlige lande, heriblandt Sydkorea, Taiwan og Singapore. I slutningen af 1970'erne slog også Kina ind på en industrialiseringskurs, hvilket betød, at der her blev opbygget en betydelig industri.

Produktion findes dog fortsat i de ældste industrilande, primært i de såkaldte G8-lande, dvs. Canada, Frankrig, Italien, Japan, Storbritannien, Tyskland, USA og fra 1998 Rusland.

For de "gamle" industrilandes vedkommende steg beskæftigelsen inden for industrien frem til 1960'erne; herefter har en stadig stærkere automatisering af produktionsprocesserne medført, at industribeskæftigelsen har været faldende eller stagnerende, mens nye jobs især er skabt inden for servicesektoren (se tertiære erhverv). Disse samfund er derfor blevet kaldt postindustrielle.

I de "nye" industrilande skabes derimod stadig flere arbejdspladser inden for industrien; flere af landene har mange virksomheder med en arbejdsintensiv produktionsform ved siden af virksomheder, der anvender gennemmekaniserede processer.

Karakteristisk for industrien efter 2. Verdenskrig har det også været, at virksomhederne har lagt stigende vægt på produktudvikling, hvilket har medført en kraftig forøgelse i udvalget af industrivarer. Den stigende produktion og de mange nye varer har skabt øget bekymring blandt forbrugere og politikere om de miljø- og sundhedsmæssige konsekvenser.

For at kunne følge med i produktudviklingen og for at leve op til lovgivningens krav er der derfor i industrien blevet anvendt stadig stigende beløb på forskning og udvikling, særlig i de største virksomheder, hvoraf mange har udviklet sig til multinationale virksomheder med størstedelen af verden som arbejdsområde.

I første del af 1900-tallets industriekspansion var de ledende sektorer motorindustrien, herunder bilproduktion, cementindustrien samt den kemiske industri. I slutningen af århundredet var den tunge industri, herunder navnlig jern- og stålindustrien, igennem adskillige kriser, mens til gengæld voksede fremstillingen af elektronisk udstyr voksede hurtigt.

Fra 1990'erne kom industrien gradvis til at spille en mindre rolle i de rigeste landes økonomi, mens industrialiseringen i flere andre lande er fortsat, om end med betydelige konjunkturudsving. Fordelt på brancher er det navnlig de løntunge industrigrene, der er gået tilbage i de vestlige industrilande.

Industriudviklingen i Danmark

I 1700-tallet og begyndelsen af 1800-tallet var der i Danmark flere eksempler på forlagsvirksomhed, fx i forbindelse med kniplingsproduktion i Tønderområdet, handskeproduktion i Odense og fremstilling af hørlærred forskellige steder i landet. Især i sidste halvdel af 1700-tallet fandtes der en del manufakturer, hvoraf de fleste lå i København.

En mere moderne fabriksdrift opstod med oprettelsen af en række jernstøberier rundt omkring i landet i 1830'erne. De fremstillede bl.a. landbrugsredskaber og jernkakkelovne. Omtrent samtidig blev der anlagt tekstilfabrikker ved åer med tilstrækkelig vandkraft.

Endnu i 1872 bidrog dansk industri dog kun med ca. 4% af bruttofaktorindkomsten; de største brancher var fortsat tekstil-, jern- og metalindustrien, og de større tekstilfabrikker havde alle fået installeret dampmaskiner.

1870-1914 tog industrialiseringen fart i Danmark, og mange produkter fremstilledes efterhånden industrielt. Nye industribrancher kom til, og der fandtes i 1914 en betydelig maskinkraft i bl.a. sukkerfabrikker, større bryggerier, bomuldsspinderier, papirfabrikker og cementfabrikker. Blandt tidens største industrivirksomheder taltes også flere skibsværfter, og de fleste industrigrundlæggelser i perioden skete i de større byer.

I mellemkrigstiden fortsatte industrialiseringen med en øget brug af elektricitet. Væksten i produktionen var betydelig i 1930'erne, da en række mindre industrivirksomheder, fx i tekstilindustrien, blev grundlagt i ly af kriseårenes importregulering.

En ny vækstperiode kom i løbet af 1950'erne og 1960'erne. Industriens andel af bruttofaktorindkomsten kom efterhånden op på ca. 20%, og industrien overtog landbrugets stilling som Danmarks største eksporterhverv.

De vigtigste brancher var nu næringsmiddelindustrien og jern- og metalindustrien; den kemiske industri, især plastindustrien og medicinalindustrien, fik dog efterhånden også stor betydning. Samtidig bredte industrialiseringen sig til hele landet, også til mindre byer og landdistrikter.

Det økonomiske konjunkturomslag i 1970'erne kom til at betyde en omstilling af dansk industri. De højere energipriser og en kraftig nedgang i byggeriet ramte især sten-, ler- og glasindustrien samt træ- og møbelindustrien.

Med en øget liberalisering af verdenshandelen fik tekstilindustrien, der i 1970'erne endnu var relativt arbejdsintensiv, øget konkurrence fra lande, hvor lønnen er lavere end i Danmark. Ekspansionen inden for den kemiske industri fortsatte til gengæld, mens forholdene inden for jern- og metalindustrien har været meget forskellige fra produktområde til produktområde.

Skibsværfterne har pga. konkurrence fra fjernøstlige lande enten måttet lukke eller reducere medarbejderstaben betragteligt, mens maskinindustriens produktion er vokset stærkt.

De fleste danske industrivirksomheder er mindre virksomheder med 10-20 ansatte, og sammenlignet med andre industrilande har Danmark haft relativt få meget store industrivirksomheder.

Læs mere om industri generelt.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Hans Chr. Johansen: industri - historie i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 17. juni 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=97552