Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

merkantilisme

Oprindelig forfatter HE Seneste forfatter Redaktionen

merkantilisme, den økonomiske politik, der førtes i de europæiske stater fra ca. 1600 indtil sidste halvdel af 1700-t. Den merkantilistiske politik var et væsentligt element i statsmændenes bestræbelser på at rejse og befæste de nationalstater, der afløste middelalderens stændersamfund. Disse statsdannelser indebar øgede offentlige udgifter til bl.a. administration, militær og hof, og det gik ud over, hvad krongods og domæneindtægter kunne indbringe, og måtte derfor finansieres ad anden vej, nemlig ved diverse typer af beskatning samt monopol- og toldindtægter. En forudsætning for, at dette kunne lykkes, var, at handel og industri udvikledes og skabte de indkomstkilder, som staten ved beskatning og på anden måde måtte have andel i.

Ordet merkantilisme kommer af fransk mercantile 'handels-, købmands-', af italiensk. mercante 'købmand', latin mercans, af merx 'vare', og -isme.

Med den merkantilistiske politik blev selve begrebet et lands eller en nations rigdom for første gang i Europas historie sat i centrum for overvejelser, og derved blev det ophav til en senere tids idéer om nationaløkonomisk politik, dvs. politik til fremme af nationens rigdom. Selvom princippet for den merkantilistiske politik var et ønske om erhvervsudvikling, især af handel og industri, var den udformning, politikken fik, naturligvis afhængig af særlige omstændigheder i de enkelte lande.

En samlet fremstilling af merkantilismens principper fandtes ikke, og der var heller ikke en økonomisk lærebygning, der blev brugt som begrundelse for den førte politik. Hvad man betegner som merkantilisme bygger på, hvad man senere har kunnet udpege som væsentlige fællestræk dels i den i praksis førte politik, dels i den righoldige og samtidige pamfletlitteratur om konkrete erhvervspolitiske eller pengepolitiske emner.

Annonce

En forudsætning for udviklingen af en egentlig statshusholdning og for udviklingen i byerhvervene (handel og industri) var et stabilt og ensartet møntvæsen og en rigelig pengeforsyning, der kunne lette overgangen fra tidligere tiders lokalt baserede naturaløkonomi til den pengeøkonomi, der ville være grundlæggende for byerhvervenes vækst og for handelsomsætningen med udlandet. Den merkantilistiske politik tog sigte på at sikre tilgangen af penge (dvs. bl.a. guld og sølv) og påse, at pengene blev i landet. Midlet hertil var en aggressiv udenrigshandelspolitik, hvor man søgte at fremme eksporten især af indenlandsk forarbejdede produkter og samtidig indskrænke importen til kun at omfatte de nødvendigste råvarer. Import af luksusvarer kunne være forbudt, ligesom det almindeligvis var forbudt at udføre penge og ædelmetal. Målet var at få større eksportindtægter end importudgifter, en såkaldt gunstig handelsbalance, og dermed en indstrømning af penge (guld og sølv) fra udlandet. Man ville yderligere kunne spare på importen ved bemægtigelse og udnyttelse af kolonier, hvilket perioden frembyder mange eksempler på både fra Danmarks historie og især fra Hollands og Storbritanniens. Indenlands søgtes byerhvervene fremmet ved tildeling af monopolprivilegier til den opvoksende industri- og handelsvirksomhed; fx søgte Jean-Baptiste Colbert i Frankrig at nedbryde de indenlandske toldskranker. Forbud mod eksport af råvarer og korn skulle via lavere kornpriser sikre industrien lave omkostninger og lave lønninger.

dkhist-transparent_160x61 (2).gif

Læs mere om merkantilismen:

danmarkshistorien.dk

Ved en sådan økonomisk politik er det åbenbart, at de fordele, det enkelte land kan høste, må ske på bekostning af andre lande eller på bekostning af dets kolonier. Man nævner da også hyppigt merkantilismen som et eksempel på nationalegoistisk politik. Man så på udenrigshandelen som et middel til at opnå et eksportoverskud, men havde ikke blik for den fremme af den internationale arbejdsdeling, som udenrigshandelen bidrager til, og som man senere har lagt afgørende vægt på.

Kritik

I slutningen af 1700-t. kritiserede fysiokraterne merkantilismen for helt at negligere landbrugets rolle i samfundsøkonomien, og et grundskud fik merkantilismen med liberalismens gennembrud. Adam Smith kritiserede — måske ikke helt med rette — merkantilismen for at forveksle et lands rigdom med dets beholdning af penge og ædelmetal, men hans væsentligste kritik var rettet mod merkantilismens monopoldannelse og mod statens mange indgreb i udenrigshandelen. Efter Adam Smith knæsattes frihandelsprincippet, og det var stort set enerådende i de følgende 150 år. Ved det internationale frihandelssystems sammenbrud omkring 1930 argumenterede Keynes for, at man i merkantilismen ville finde et bedre udgangspunkt for en beskæftigelsespolitik end i liberalismens økonomiske teori. I vore dage nævner fortalere for global frihandel merkantilismen som et skræmmebillede på, hvad der kan ske, hvis man slækker på frihandelsprincippet.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Hector Estrup: merkantilisme i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 24. juni 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=124362