• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

laissez-faire

Oprindelig forfatter HE Seneste forfatter Redaktionen

/@api/deki/files/17469/=ud_a_219157.mp3?revision=1

laissez-faire, (fr. 'lad ske, lad stå til'), maksime, der udtrykker den opfattelse, at staten ikke bør intervenere i markedsmekanismen. Laissez nous faire 'Lad os selv råde' lød det som protest mod Jean-Baptiste Colberts merkantilistiske indgreb i næringslivet i Frankrig i 1600-t.

I sin nuværende form udfoldedes den først i 1700-t. i forbindelse med de franske fysiokraters ønske om en økonomisk politik, der byggede på erhvervsfrihed og fri konkurrence. For fysiokraterne var der tale om et princip, der karakteriserede den fornuftige politik og også fandt andre formuleringer, men ingen af dem har med så slagordsagtig kraft som laissez-faire-maksimen formået at karakterisere ønsket om at frigøre næringslivet fra statsindgreb og anden offentlig regulering.

Maksimen har levet videre i den politiske retorik — nu gerne i den uhistoriske infinitivform: Laissez faire, laissez passer — idet den som slagord på en gang kan karakterisere og karikere liberalistisk økonomisk politik. Afhængigt af politisk ståsted kan laissez-faire i dag have en negativ klang, som den ikke havde oprindelig.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Hector Estrup: laissez-faire i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 24. juni 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=113864