• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Spanien - økonomi

Oprindelige forfattere EiCh og HelPe Seneste forfatter Redaktionen

Efter 2. Verdenskrig blev Spanien isoleret fra verdenssamfundet pga. Francoregimet. Først i 1953 ophævede FN sin boykot af landet, hvorefter en hurtig udbygning af industrien — som i vid udstrækning blev beskyttet mod udenlandsk konkurrence — og ikke mindst turistsektoren resulterede i en betydelig økonomisk fremgang. Spaniens afhængighed af importeret energi førte imidlertid til store økonomiske problemer, da den første oliekrise brød ud i 1973-74, og efter Francos død tilstræbte den nye regering at understøtte det skrøbelige demokrati gennem en økonomisk politik, som skulle sikre stabilitet på arbejdsmarkedet. Arbejdstagerne blev bl.a. sikret en høj jobsikkerhed og en stor kompensationsgrad i tilfælde af ledighed.

Efter endnu en vækstperiode i slutningen af 1970'erne førte den anden oliekrise til et nyt tilbageslag med store offentlige underskud og høj inflation til følge. Den økonomiske politik blev herefter indrettet til at nedbringe inflationen, ligesom en restrukturering af industrien blev påbegyndt. Konsekvensen var bl.a. lav vækst og stigende arbejdsløshed i årene frem til 1986, da Spanien blev medlem af EU. Medlemskabet betød dels en hurtig liberalisering af økonomien, dels en massiv tilstrømning af direkte investeringer fra udlandet. Den nye konkurrencesituation førte imidlertid til både store underskud på handels- og betalingsbalancen og voksende arbejdsløshed. Ubalancerne blev forstærket, da Spaniens valuta, pesetas, i 1989 blev tilknyttet EUs daværende valutariske samarbejde, EMS, på et overvurderet niveau. Arbejdsløsheden steg til over 22%, og 1992-93 måtte pesetaen devalueres med næsten 20% med et eksportledet opsving til følge. Det holdt ved i slutningen af 1990'erne, da den økonomiske vækst var tæt på 4% om året, og ledigheden var blevet nedbragt til lidt over 15%. Det er dog et hovedproblem for Spanien, at en stor del af ledigheden har strukturel karakter, der bl.a. skyldes en lav mobilitet mellem regionerne og en generel tilbageholdenhed med at fastansætte personale pga. store omkostninger i forbindelse med afskedigelser. Ikke mindst i lyset af den stigende konkurrence, som er fulgt i kølvandet på etableringen af det indre marked, og den stigende erhvervsfrekvens for kvinder har regeringen siden begyndelsen af 1990'erne tilstræbt at gennemføre reformer af arbejdsmarkedet.

I sidste halvdel af 1990'erne var hovedprioriteten i den økonomiske politik at sikre Spaniens deltagelse i EUs Økonomiske og Monetære Union. Centralbanken blev gjort politisk uafhængig i 1994 og overtog herefter det fulde ansvar for pengepolitikken, som blev styret ud fra en inflationsmålsætning, mens en stram finanspolitik skulle sikre overholdelsen af de budgetrelaterede konvergenskrav. Det lykkedes, og 1.1.1999 erstattede euro pesetas (dog fysisk først fra 2002), mens pengepolitikken blev underlagt Den Europæiske Centralbank, ECB. Afgivelsen af den monetære suverænitet stiller store krav til finanspolitikken som konjunkturreguleringsinstrument. Styringen af den overordnede budgetpolitik og den lokale udvikling besværliggøres imidlertid af regionernes høje grad af økonomisk selvstændighed. I 1993 initierede Baskerlandet således en spirende skattekonkurrence mellem regionerne ved at tilbyde nyetablerede virksomheder skattefrihed i en 10-årig periode, ligesom regionen i 1996 reducerede den almindelige selskabsskattesats til 32,5% mod 35% i resten af landet. Den økonomiske vækst, trukket af privatforbruget og byggesektoren, har siden 1990'erne været væsentlig højere end gennemsnittet for euro-området, og arbejdsløsheden var i 2001 faldet til ca. 11% fra omkring 24% i 1994. I 2001 faldt den økonomiske vækst dog betydeligt som følge af afmatningen i verdensøkonomien og krisen i Argentina, hvor Spanien har store økonomiske interesser. Væksten øgedes dog til 3,4% i 2005, og ledigheden faldt yderligere til 9,2% samme år. Det er dog et hovedproblem for Spanien, at en stor del af ledigheden har strukturel karakter, der bl.a. skyldes en lav mobilitet mellem regionerne og en generel tilbageholdenhed med at fastansætte personale pga. store omkostninger i forbindelse med afskedigelser. Ikke mindst i lyset af den stigende konkurrence, som er fulgt i kølvandet på etableringen af det indre marked, og den stigende erhvervsfrekvens for kvinder har regeringen siden begyndelsen af 1990'erne tilstræbt at gennemføre reformer af arbejdsmarkedet.

Annonce

De regionale uligheder er baggrunden for, at Spanien frem til den store EU-udvidelse i 2004 var den største modtager af en strukturbistand, som har haft voldsom betydning for den regionale udvikling i det temmelig decentralt fungerende land. I 2002 havarerede en olietanker ud for Galiciens kyst med stort udslip til følge, hvorefter centralregeringen måtte overføre 12 mia. euro til regionen mhp. miljøopretning, fiskerikompensationer mv.

Selvom Spanien fortsat har et betydeligt økonomisk samkvem med sine tidligere kolonier i Latinamerika, er Spaniens langt vigtigste handelspartnere EU-landene, især Frankrig og Tyskland. Danmarks eksport til Spanien var i 2005 på 13,9 mia. kr., mens importen derfra var på 9,1 mia. kr.

Læs mere om Spanien.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Eigil Christiansen, Helge Pedersen: Spanien - økonomi i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 26. juli 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=162802