• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Rusland - økonomi

Oprindelige forfattere EiChog HelPe Seneste forfatter Redaktionen

Rusland var som del af Sovjetunionen en centralt styret planøkonomi, der var tæt integreret med de øvrige sovjetrepublikker og andre COMECON-lande.

Efter Sovjetunionens opløsning i slutningen af 1991 påbegyndtes et økonomisk reformprogram. Handel og prisdannelse blev liberaliseret, et omfattende privatiseringsprogram blev iværksat, og en stigende økonomisk og politisk orientering mod Vesten fik betydelig prioritet.

Omstillingen til markedsøkonomi var hurtig og problematisk. I 1997 tegnede den private sektor sig for omkring 70% af den samlede økonomiske aktivitet, der imidlertid var styrtdykket som følge af en svag konkurrenceevne, faldende reallønninger og COMECON's kollaps. 1992-97 faldt BNP med næsten 40%, og arbejdsløsheden steg fra nul til over 10%.

Annonce

Store underskud på de offentlige budgetter måtte i de første reformår finansieres gennem øget seddeludstedelse, hvilket var stærkt medvirkende til, at Rusland måtte gennem en periode med hyperinflation. 1992-93 steg forbrugerpriserne med ca. 1200% i gennemsnit om året, og valutaen, rubel, blev nedskrevet betydeligt i værdi.

Inflationen var en væsentlig årsag til, at indkomstfordelingen udviklede sig meget ulige; i 1997 levede næsten 40% af befolkningen i fattigdom, ligesom inflationen førte til en markant kapitalflugt ud af landet. Derfor måtte Rusland til trods for overskud på handels- og betalingsbalancen lånefinansiere rente- og afdragsbetalinger på udlandsgælden.

Rusland havde påtaget sig hele Sovjetunionens udlandsgæld på 67 mia. dollar, men måtte allerede i 1992 meddele kreditorerne, at forpligtelserne ikke kunne opfyldes. Mod stramme krav fra Den Internationale Valutafond (IMF), som Rusland blev medlem af i 1992, om at indrette den økonomiske politik til at sikre stabilitet og at gennemføre hurtige strukturreformer, forhandlede Rusland sig 1993-95 frem til en gældsomlægningsaftale med sine kreditorer, som trådte i kraft i 1997.

Den lange forhandlingsperiode skyldtes bl.a. udbredt politisk modvilje mod økonomiske reformer. Endvidere betød et utilstrækkeligt skatteopkrævningssystem og den dybe økonomiske recession, at regeringen til stadighed oplevede underskud på de offentlige budgetter og likviditetsproblemer, som umuliggjorde opfyldelse af budgetkravene.

Pengepolitikken var dog i disse år blevet strammet betydeligt, og valutakursen stabiliseret så meget, at rublen i 1995 blev bundet til dollar. Stabiliseringspolitikken virkede robust. For første gang siden systemskiftet faldt BNP ikke i 1997, hvor inflationen også var kommet under kontrol.

Forbrugerpriserne steg med blot 15% i forhold til året før. På den baggrund gennemførtes en pengeombytning i 1998, hvorved ny-rubler erstattede rubler i forholdet 1:1000. Udenlandske investorer viste stigende tiltro til den økonomiske og politiske udvikling. Værdien af udenlandske direkte investeringer steg betydeligt i 1997, ligesom de finansielle investorer blev tiltrukket i stort omfang af den frie kapitalmobilitet og forventninger om høje afkast på obligationer og aktier.

I august 1998 bristede boblen imidlertid. Den finansielle krise i Asien, som var begyndt i sommeren 1997, bredte sig til Rusland, der fortsat var plaget af store underskud på de offentlige budgetter og stærkt stigende udlandsgæld. Udviklingen blev forstærket af, at Rusland i løbet af 1997 for første gang siden systemskiftet oplevede underskud på betalingsbalancens løbende poster pga. faldende oliepriser.

Udenlandske finansielle investorer solgte deres russiske værdipapirer tilbage, og aktie- og obligationsmarkedet kollapsede. Valutaen måtte devalueres dramatisk, og en betalingsstandsning var uundgåelig. Rusland måtte igen anmode sine udenlandske kreditorer om en omlægning af udlandsgælden, som var vokset til et beløb svarende til omkring 2/3 af BNP og 200% af årets eksportindtægter.

Den finansielle sektor, som var præget af utilstrækkelig regulering, blev lammet af betalingsstandsninger, og inflationen steg atter dramatisk, da centralbanken øgede pengemængden markant for at undgå, at pengeøkonomien brød helt sammen. Mod slutningen af 1998 skønnedes det, at ca. 2/3 af alle virksomhedstransaktioner blev finansieret ved byttehandler eller modkøbsaftaler.

Krisen afstedkom et regeringsskifte, og den nye regering søgte at imødegå hyperinflation ved bl.a. at genindføre en midlertidig prisregulering af en række varer og lønkontrol. Selvom IMF stillede en betydelig finansiel støtte på over 20 mia. dollar til rådighed for Rusland, faldt BNP med over 5% i 1998, hvor importen blev halveret i forhold til året før. Blandt IMF's modkrav var en betydelig stramning af finanspolitikken, som bl.a. skulle sikres gennem kontantbetalinger af skatter fra landets naturlige monopoler og eksportskatter på vigtige eksportvarer som olie og gas.

I 1999 indledtes en periode med kraftig økonomisk vækst (i gennemsnit 7% om året), idet devalueringen havde fremmet eksporten og hæmmet importen, hvorved indenlandsk produktion begunstigedes, og da samtidig olieprisen steg, opnåedes store handelsoverskud. Kapitalflugten vendte, og udenlandske investeringer begyndte at melde sig.

Statsbudgettet har vist overskud siden 2000, og den offentlige gæld er stærkt reduceret. Vladimir Putins regering har proklameret at ville angribe de såkaldte oligarkers magtpositioner i især råstof- og finanssektoren, men de første tiltag i den retning (mod mediekoncerner og et olieselskab, hvis direktør støttede oppositionen) blev snarere tolket som manøvrer mod ytringsfriheden eller forsøg på at genetablere statskontrol med økonomien.

Endnu præges Rusland i høj grad af korruption, og om end fattigdommen er reduceret, er landet opgjort til at være Europas indkomstmæssigt mest ulige.

Disse forhold sammen med mangelfuld erhvervslovgivning og et bureaukrati, der langtfra er reformeret, hæmmer fremvæksten af mindre virksomheder, og landet præges endnu af ret lavteknologisk produktion i store enheder.

Lavtforarbejdede varer dominerer eksporten; alene olie og gas udgør over 50% af Ruslands samlede eksportindtægter, hvorfor samfundsøkonomien er stærkt afhængig af udviklingen i dels verdensmarkedsprisen på energi, dels dollarkursen, da dollar benyttes som faktureringsvaluta for handel med olie og gas.

Ruslands vigtigste handelspartnere findes blandt EU-landene (især Tyskland), som Rusland indgik en handels- og samarbejdsaftale med i 1994, USA samt SNG-landene (især Ukraine, Hviderusland og Kasakhstan).

Efter 18 års forhandlinger blev Rusland i december 2011 godkendt som medlem af verdenshandelsesorganisationen WTO på et ministermøde i Genève. Rusland havde allerede i 1994 ansøgt om medlemskab, men forhandlingerne blev bremset af meningsuoverensstemmelser med USA, mens Georgien efter den kortvarige krig i 2008 nedlagde veto mod et medlemskab; en strid der blev bilagt i november 2011.

Medlemskabet i verdenshandelsorganisationen trådte i kraft 22.8.2012. Rusland har trods medlemskabet forpligtet sig til at sænke de højeste importtoldsatser på industrivarer til i gennemsnit 7,8% i forhold til de nuværende 10%.

Læs mere om Rusland.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Eigil Christiansen, Helge Pedersen: Rusland - økonomi i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 18. januar 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=153460