• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Kina - økonomi

Oprindelig forfatter HelPe Seneste forfatter Redaktionen

Fra først i 1950'erne til sidst i 1970'erne var Kina en stærkt centralistisk styret planøkonomi, men efter at Deng Xiaoping kom til magten i 1978, påbegyndtes en gradvis reformering af det økonomiske system hen imod en såkaldt socialistisk markedsøkonomi.

Reformpolitikken blev manifesteret på kommunistpartiets 15. kongres i 1997, og Dengs markedsøkonomiske teorier og accepten af begrebet privat ejendomsret blev indskrevet i Kinas forfatning.

Den økonomiske politik i Dengs regeringsperiode var domineret af tiltag til fremme af væksten i samfundet gennem en åbning af økonomien over for udlandet, samtidig med at statens kontrol med den økonomiske aktivitet til stadighed blev reduceret. Reformerne indledtes i landbruget og blev fra 1984 videreført i industrien.

Annonce

I 1995 annoncerede regeringen, at også den finansielle sektor skulle begynde at fungere på markedsvilkår. Som en forløber herfor var det multiple valutakurssystem blevet afskaffet i 1993, således at der siden kun har været én kurs gældende for valutaen, renminbien, som i 2005 revalueredes i forhold til dollaren og samtidig blev bundet til en valutakurv.

Reformeringen af økonomien har været meget kontrolleret, og endnu dominerer de statsejede virksomheder, ligesom langt hovedparten af arbejdsstyrken er beskæftiget i den statslige sektor. Mens nye virksomheder skyder op i den private sektor, har Kina ikke påbegyndt et egentligt privatiseringsprogram, hvilket bl.a. skyldes frygten for massearbejdsløshed, hvis de urentable statsvirksomheder skulle konkurrere på markedsvilkår.

Selvom den økonomiske vækst har været på omkring 10% om året i gennemsnit i 1990'erne og siden, er der overskud af arbejdskraft i storbyerne pga. en massiv vandring fra land til by, hvilket virker som en tikkende bombe under den politiske autokratiske ledelse.

Den omfattende subsidiering af statsvirksomhederne har resulteret i et nærmest kronisk underskud på de offentlige budgetter, og det har været medvirkende årsag til, at økonomien i perioder har vist tegn på overophedning, bl.a. i begyndelsen af 1990'erne, da inflationen steg fra godt og vel 6% i 1992 til ca. 25% i 1994.

En stramning af den økonomiske politik i form af stigende renter, offentlige udgiftsbesparelser og direkte priskontrol fik dog hurtigt dæmpet udviklingen. I 1994 gennemførte regeringen endvidere en skattereform, som bl.a. indeholdt progressive indkomstskatter på op til 45%, en reduktion af selskabsskatten for statsejede virksomheder samt bestræbelser på en mere effektiv skatteopkrævning, fx kan skatteunddragelse medføre dødsstraf.

Med undtagelse af 1993 har Kina siden 1990 haft overskud på betalingsbalancen. Eventuelle underskud vil dog kunne finansieres gennem udenlandske investeringer, som Kina med stort held har skaffet sig til det kæmpemæssige marked, bl.a. gennem særlig gunstige etablerings- og skattevilkår. I 2002 indgik udenlandske direkte investeringer for 53 mia. dollar.

Kinas økonomi oplevede i løbet af niende (1996-2000) og tiende femårsplan (2001-05) en i global sammenhæng fortsat høj vækstrate: en gennemsnitlig årlig vækst i BNP på hhv. 8,3% og 9,5%. I 2004 afsluttedes Kinas første økonomiske tælling, ifølge hvilken Kinas BNP for 2004 måtte justeres opad med 16,8%. Specielt var den tertiære sektor undervurderet, idet dens andel af BNP opjusteredes med hele 8,8 procentpoint, fra 31,9% til 40,7%.

Dermed oversteg Kinas samlede BNP i 2004 Italiens og placerede sig på en global sjetteplads. I 2005 passerede Kina tillige Frankrig og England og blev dermed verdens fjerdestørste økonomi efter USA, Japan og Tyskland. Ifølge Verdensbankens beregninger havde Kina i 2003 et BNP pr. indb. på 1100 dollar og placerede sig dermed på en plads som nr. 134 blandt verdens lande.

Den økonomiske struktur ændres fortsat i retning af et faldende bidrag til BNP fra den primære sektor (landbrug, fiskeri, skovbrug) og et stigende bidrag fra den sekundære (industri, byggeri) og tertiære sektor (service). De tre erhvervsgruppers bidrag til BNP udgjorde i 2004 hhv. 13%, 46% og 41%. De tre samme erhvervsgruppers andel af den samlede beskæftigelse på hhv. 47%, 22% og 31% understreger, at landbruget er meget lidt produktivt.

Kinas vækst er meget skævt fordelt regionalt. Væksten foregår hurtigst i østkystprovinserne, hvor hovedparten af de udenlandske investeringer finder sted, og eksporten til verdensmarkedet er størst, dvs. hvor integrationen i verdensøkonomien er længst fremme.

I Guangdong ligger to af de fire specielle økonomiske zoner, som blev oprettet i 1979 med det formål at afprøve de markedsøkonomiske reformer; i 1989 blev yderligere en økonomisk zone oprettet. Økonomien i disse regioner er unddraget statslig kontrol, og en stor del af den udenrigsøkonomiske aktivitet finder sted her. Derimod sakker NØ-Kina med de gamle sværindustrielle baser og det generelt tilbagestående NV- og SV-Kina agterud.

Forskellen mellem Kinas rigeste og fattigste provins, hhv. Shanghai på østkysten og Guizhou i SV-Kina, målt som BNP pr. indbygger var i 2004 forøget til en faktor 13. De gamle statsejede sværindustrielle virksomheder inden for den traditionelle planøkonomi er kriseramte pga. tilbagestående teknologi, uudnyttet kapacitet, økonomiske tab, manglende løn- og pensionsudbetalinger og afskedigelser.

Planøkonomiens store flagskibe med deres væld af institutioner (vuggestuer, børnehaver, skoler, klinikker, kulturhuse, butikker, servicevirksomheder og boliger) kan ikke klare sig på markedsøkonomiske vilkår, men må skære alt det urentable væk. Derfor er arbejdsløsheden og arbejderurolighederne mest fremherskende i NØ-Kina, fx i Shenyang i Liaoningprovinsen.

For den kinesiske regering var Kinas optagelse i Verdenshandelsorganisationen (WTO) i 2001 en vigtig begivenhed, som USA havde forhalet i nogle år med henvisning til landets menneskerettighedssituation.

Medlemskabet er en enorm udfordring for den kinesiske økonomi. De reducerede toldsatser betyder, at virksomhederne skal forbedre deres konkurrenceevne kraftigt. Resultatet er afskedigelser inden for en række sværindustrielle sektorer, fx metaludsmeltning, maskinindustri og bilindustri.

Også de nye joint venture-virksomheder på østkysten mærker i stigende grad konkurrencen, fx Volkswagens store bilfabrik i Shanghai. Tekstil- og beklædningsindustrien har derimod fået forbedret sine konkurrencevilkår og opnået en eksplosiv eksport på verdensmarkedet i takt med, at de beskyttede markeder i Vesten gøres mere tilgængelige for kinesiske produkter.

Landbruget, specielt i de traditionelt kornproducerende provinser i det centrale og nordøstlige Kina, er ligeledes udsat for stærkt pres, idet billigere udenlandsk hvede, majs, soja, bomuld og uld, især fra USA og Australien, er blevet tilgængeligt i Kina.

Beskæftigelsesproblemet bliver en af de største opgaver at løse inden for rammerne af den i marts 2006 vedtagne elvte femårsplan 2006-10. Tilgangen af ny arbejdskraft, dels tilvandrede fra landdistrikterne, dels unge og dels afskedigede, bliver rekordstor.

I forvejen er den samlede arbejdsløshed inkl. underbeskæftigelse skønnet til 20% (2003), idet en stor gruppe lever som sletbetalte daglejere eller sæsonarbejdere i byerne. Her skal der i følge plandokumentet i perioden 2006-10 skabes 45 mio. jobs, samtidig med at det samme antal bønder skal uddannes til industriarbejde og overføres til byerne.

De statslige virksomheder skal fortsat omstruktureres. Via stordriftsfordele skal nogle få store selskaber og virksomhedsgrupper blive i stand til at deltage i den globale konkurrence. Eksempelvis er den statslige oliesektor på land blevet omstruktureret til to store uafhængige, fuldt integrerede olieselskaber, CNPC og SINOPEC, som begge har virksomheder i alle led i produktions- og distributionskæden; de to har basis i olieforekomster i hhv. det nordlige og det sydlige Kina og investerer parallelt store summer i udenlandske oliekilder og rørledninger og opkøber og indgår joint ventures med udenlandske olieselskaber.

Kinas tredje store olieselskab, CNOOC, som specialiserer sig i offshore olieproduktion, deltager ligeledes i det globale kapløb. I 2006 indgik selskabet således en aftale med udenlandske olieselskaber om udvinding af olie fra felter ud for den australske nordvestkyst.

Med vedtagelsen af den tiende og elvte femårsplan blev det for alvor slået fast, at Kina har forladt planøkonomien. Planmål erstattes af en makroøkonomisk rammestyring, mens markedet skal spille hovedrollen, hvad samfundets resursefordeling angår. Staten skal spille den overordnede justerende rolle, når det drejer sig om udviklingen mellem de forskellige økonomiske sektorer, mellem forskellige regioner og mellem by og land.

Den elvte femårsplan omfatter to overordnede, meget ambitiøse kvantitative mål for perioden 2006-10: en fordobling af BNP per capita i 2010 sammenlignet med 2000 og en reduktion af energiintensiteten (mængden af energi, der medgår til en vis samfundsproduktion) med 20% i 2010 sammenlignet med 2005. En forøget vækst i bøndernes indkomst og udviklingen i det tilbagestående Vestkina i form af strategien Den store udvikling af Vestregionen, "Xifu da kaifang", gøres til prioriterede opgaver.

Specielt fremhæves igangsætningen af fire store infrastrukturprojekter, som alle er påbegyndt. De to af projekterne er energiprojekter. Elenergi skal føres fra vest til øst, specielt fra nye gigantiske vandkraftværker på floderne Lancang Jiang og Chang Jiangs øvre løb i SV-Kina til Guangdongprovinsen i øst og fra kulbaserede kraftværker i Shanxi og Indre Mongoli til Beijing, Tianjin og Shandong i øst. Endvidere skal en 4200 km lang gasledning føre naturgas fra Tarimbækkenet i Xinjiang i NV-Kina til Shanghai i Østkina.

Det tredje projekt er bygningen af verdens højestbeliggende jernbane på det tibetanske plateau fra Golmud i Qinghaiprovinsen til Lhasa i Tibet, en strækning på i alt 1142 km, hvoraf 960 km ligger i en højde på over 4000 m; banen blev åbnet 2006, og Tibet blev som den sidste provins integreret med det øvrige Kina via jernbane.

Det fjerde projekt afspejler den skæve fordeling af vandresurserne i Kina. Kinas vandkraftresurser er meget beskedne, set i forhold til befolkningens størrelse og i forhold til de fleste andre lande. Vandresurserne nord og syd for Chang Jiang er på hhv. 747 m3 og 3480 m3 pr. indb., så Nordkina lider af en faretruende vandmangel, specielt i Beijing, Tianjin og Hebeiprovinsen. Løsningen tager sigte på at lede vand fra Chang Jiang til Nordkina langs tre ruter. Første etape af den midterste rute skal være afsluttet i 2010.

Kina skal tillige tage kampen op med en lang række andre økologiske problemer. Ørkenspredning i NV- og Nordkina og tilhørende støv- og sandstorme, som er en plage i Beijing, skal standses via træplantning og omdannelse af marginal landbrugsjord til græsgange.

Træfældning på den østlige del af Det Tibetanske Plateau skal standses og erstattes med bevarende skovdrift for at sætte en stopper for erosionen i flodens kildeområder og dermed for øget risiko for oversvømmelser i Chang Jiangs mellemste og nedre løb.

Kinas reformøkonomi har skabt store ændringer i den sociale struktur og voksende forskelle i indkomst- og ejendomsfordelingen. I slutningen af 1990'erne ejede de 20% rigeste familier 48% af værdien af privat ejendom, mens de 20% fattigste familier kun ejede 4%; denne ulighed er stor efter både europæisk og asiatisk målestok.

De nye højindkomstgrupper omfatter bl.a. ledere af private virksomheder, ledende ansatte i udenlandske virksomheder, børsspekulanter, sportsfolk, skuespillere, økonomer og universitetsprofessorer. Veje til rigdom i overgangen fra plan- til markedsøkonomi er bl.a. gået via erhvervelse af fast ejendom, det dobbelte prissystem, renteforskelle, aktiehandel og IT-erhvervelse.

Blandt de nye fattige grupper er først og fremmest de afskedigede arbejdere fra tabsgivende statsvirksomheder. Indkomstforskellene i landdistrikterne er ligeledes voksende. Kina havde i 2005 fortsat 24 mio. bønder, der levede under en officiel absolut fattigdomsgrænse på 683 yuan pr. indb. i årlig nettoindkomst. Det svarer til 3% af landbefolkningen.

Det er en meget langsigtet opgave at løse den kroniske fattigdom i de tilbagestående bjergområder med barske naturforhold i det vestlige Kina. Den mest nærliggende løsning er planlagt migration til mere gunstigt udstyrede områder. En ny gruppe fattige er opstået i landdistrikter med vækst, specielt blandt familier, som af forskellige grunde ikke kan skabe den nødvendige markedsbaserede indkomst, fx pga. stor forsørgerbyrde eller mangel på arbejdsduelige familiemedlemmer.

En ny officiel fattigdomsgrænse på 944 yuan ("lavindkomstbefolkning"), som ligger nærmere Verdensbankens fattigdomsgrænse på 1 dollar pr. capita pr. dag, indebærer, at størrelsen af den fattige landbefolkning bliver godt 64 mio., hvilket svarer til 7% af landbefolkningen. I byerne er fattigdommen i fremmarch: 6-8% af den fastboende bybefolkning skønnes at have en indkomst under et vist minimum, som varierer fra by til by.

Gruppen af rige kapitalister er fortsat fåtallig, men i stærk vækst. Deres stigende betydning fremgår af tidligere generalsekretær Jiang Zemins tale på 80-års-dagen for grundlæggelsen af Kinas Kommunistiske Parti i 2001. Kapitalister kan optages som partimedlemmer med den begrundelse, at "de også arbejder for at opbygge socialisme med kinesiske karaktertræk".

Kina har et stort handelsoverskud, i 2005 120 mia. dollar. De vigtigste handelspartnere er USA, Japan, Hongkong (som i handelsstatistikken optræder som et selvstændigt land) og Sydkorea. Udenlandske firmaer med rod i Hongkong (fra 1.7.1997 en del af Kina), Taiwan og USA tegner sig for en stadig større del af handelen.

Danmarks eksport til Kina var i 2005 på 6,4 mia. kr., mens importen derfra var på 21,7 mia., hvilket gjorde Kina til Danmarks femtestørste leverandør.

Læs mere om Kina.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Helge Pedersen: Kina - økonomi i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 23. november 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=106215