• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Piero Sraffa

Oprindelig forfatter HE Seneste forfatter Redaktionen

Piero Sraffa, 5.8.1898-3.9.1983, italiensk økonom og samfundstænker, fra 1925 professor ved universitetet i Cagliari. I 1927 knyttedes han til universitetet i Cambridge. Her ledede Sraffa fra 1930 udgivelsen af The Works and Correspondence of David Ricardo, 1-10 (1951-55). Sraffa har ydet betydningsfulde kritiske bidrag til diskussionen af grundlaget for pristeorien. Et fundamentalt bidrag om forholdet mellem konkurrence og omkostningsstruktur var en væsentlig stimulans til den senere teori om fuldkommen konkurrence. Hans lille Production of Commodities by Means of Commodities (1960), der var ca. 30 år undervejs, er en dybsindig, nogle mener revolutionerende kritik af den pristeori, økonomer ellers benytter sig af. Sraffa var politisk engageret på venstrefløjen. Han søgte at hjælpe Antonio Gramsci under dennes fængsling og havde efter Gramscis død andel i udgivelsen af hans fængselsdagbøger.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Hector Estrup: Piero Sraffa i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 24. juli 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=163818