• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Friedrich von Hayek

Oprindelig forfatter NJuuF Seneste forfatter Redaktionen

/@api/deki/files/11857/=ud_a_22655.mp3?revision=1

Friedrich von Hayek, Friedrich August von Hayek, 8.5.1899-23.3.1992, østrigsk-britisk økonom og klassisk liberal politisk filosof. Hayek må regnes blandt de intellektuelle hovedkræfter bag nyliberalismen på linje med fx Robert Nozick og Milton Friedman. Hans karriere falder i to faser. Fra midten af 1920'erne og indtil slutningen af 2. Verdenskrig ydede Hayek næsten udelukkende bidrag inden for økonomisk teori, for hvilke han i 1974 fik nobelprisen sammen med svenskeren Gunnar Myrdal. Efter 2. Verdenskrig arbejdede han med mere tværdisciplinære bidrag med hovedvægten på politisk filosofi og med inddragelse af fx retsfilosofi, videnskabsteori og idéhistorie.

Efter at have taget en østrigsk juridisk doktorgrad (1921) blev Hayek inddraget i kredsen omkring økonomen Ludwig von Mises, og det var i høj grad hans tanker, særlig inden for penge-, kapital- og konjunkturteori, som Hayek raffinerede og videreførte. 1931-48 var Hayek professor ved London School of Economics, 1950-62 ved University of Chicago, 1962-68 ved Universität Freiburg og 1968-77 ved Universität Salzburg. Hayek har påvirket bl.a. fremtrædende økonomer som John R. Hicks, Abba P. Lerner og Nicholas Kaldor væsentligt.

I sit konjunkturteoretiske hovedværk, Prices and Production (1935), hævder Hayek, at økonomiske kriser fremkaldes ved, at en for ekspansiv pengepolitik skaber forvridning i et samfunds investeringsmønster, og at aktiv krisepolitik herefter kun gør ondt værre. Disse synspunkter blev kritiseret af Keynes, med hvem Hayek førte en skarp debat. Bl.a. fordi Keynes' synspunkter nød voksende accept, trådte Hayeks i løbet af 1930'erne i tiltagende grad i baggrunden af den økonomiske debat.

Annonce

I bl.a. essaysamlingen Individualism and Economic Order (1948) retter Hayek en grundlæggende kritik mod socialismen, som han benægter vil kunne udnytte et samfunds resurser rationelt. Denne indsigt blev udgangspunktet for en central idé i hans politiske filosofi; en idé, som han førte tilbage til Adam Smith og David Hume. Ifølge Hayek er det liberale samfunds vigtigste fortrin, at det ikke fordrer koncentration af viden for at kunne fungere effektivt, men tværtimod danner en spontan orden, hvori den viden, som er spredt i samfundet, udnyttes bedst muligt. Dette synspunkt er bl.a. udviklet i værket The Constitution of Liberty (1960). I stigende grad indlejrede Hayek idéen om spontan orden i en kultur-evolutionær tankegang, hvorefter de liberale samfund, som jo er de mest effektive til at udnytte samfundets viden, også er dem, som på langt sigt vil opleve den højeste vækst. Særlig i trilogien Law, Legislation og Liberty (1973, 1976, 1979) og i hans sidste større arbejde, The Fatal Conceit (1988), udviklede Hayek disse synspunkter, der imidlertid er blevet hårdt kritiseret.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Nicolai Juul Foss: Friedrich von Hayek i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 23. november 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=89647