Kreditrisiko, risikoen for, at långiver, kreditor, ikke får lånet tilbage med renter. Kreditrisikoen afhænger såvel af de økonomiske konjunkturer som af låntagers kreditværdighed og den stillede sikkerhed, fx ved pant i en ejendom. Risikopræmien indregnes i långivers udlånsrente, der fx er lavere for et pantesikret realkreditlån end for et usikret kontokortlån. Se også kreditvurdering.