Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Virusinfektion

Oprindelig forfatter Redaktionen Seneste forfatter Redaktionen

Virus er mikroorganismer, der består af arvemateriale (DNA eller RNA) omgivet af en fedtholdig membran og evt. en proteinkappe.

Virus er kun i stand til at formere sig inde i celler, fx i bakterier, svampe, planter og dyr. Virus trænger ind i og udnytter levende celler og kan kun formere sig i disse; uden for en værtscelle eksisterer viruspartiklen som en livløs organisme uden eget stofskifte.

Virus er mindre end bakterier; størrelsen varierer fra 20 nm hos lussingesygevirus til 300 nm hos koppevirus.

Annonce

Virus kan fremkalde sygdom hos mennesker, dyr og planter. Virus forårsager både ufarlige, kortvarige forkølelser og akutte, dødelige infektioner, fx forårsaget af Marburg- eller Ebola-virus, samt årelange sygdomsforløb ved hiv-infektion.

Flere virusinfektioner, fx mæslinger, fåresyge, røde hunde og influenza, kan forebygges ved vaccination.

Nye alvorlige virusinfektioner dukker hele tiden op, i de senere år bl.a. SARS og MERS, der begge giver bl.a. lungebetændelse. Infektion med zikavirus kædes hos gravide sammen med fosterskader.

Læs mere om virus.