Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Tycho Brahe

Oprindelig forfatter Redaktionen Seneste forfatter Redaktionen

Den danske astronom Tycho Brahe blev født i Skåne i 1546. Han fik tidligt en interesse for astronomi, og han viede sit liv til en fornyelse af astronomien med mere pålidelige observationer.

I 1572 iagttog Tycho Brahe en "ny stjerne", en supernova, i stjernebilledet Cassiopeia. Hans bog herom vakte Frederik 2.s opmærksomhed, og han fik øen Ven i len samt midler til at opbygge observatorier. Her byggede han observatorierne Uranienborg og Stjerneborg, hvor han udførte meget nøjagtige observationer (uden brug af kikkert) af bl.a. Mars' bane.

Tycho Brahe forlod Danmark i 1597 efter en strid med Christian 4. og døde pludseligt i Prag i 1601. En mistanke om, at han blev forgiftet med kviksølv, blev afkræftet i 2012 ved undersøgelse af hans jordiske rester.

Annonce

Johannes Kepler, der i 1600 blev Tycho Brahes assistent, overtog ved hans død hans observationer.