Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Tidevand

Oprindelig forfatter Redaktionen Seneste forfatter Redaktionen

Tidevand er en rytmisk hævning og sænkning af havoverfladen over en periode på adskillige timer. Stigende vandstand kaldes flod, mens faldende vandstand kaldes ebbe.

Disse bevægelser forårsager meget stærke tidevandsstrømme, især i snævre, lavvandede sunde, fjorde og bugter. På det åbne ocean, hvor den gennemsnitlige vanddybde er 4000 m, er forskellen mellem den højeste vandstand (højvande) og den laveste (lavvande) mindre end 0,5 m.

Hvor strømmen føres ind i stadig snævrere passager, fx i Den Engelske Kanal, stuves vandet op, og forskellen mellem høj- og lavvande kan blive 12-15 m. Størst forskel langs den danske kyst findes ved Højer i Sydvestjylland med 2 m, mens forskellen i de indre danske farvande er mindre end 0,5 m.

Annonce

Drivkræfterne bag tidevand er Solens og Månens tiltrækningskræfter. Ved nymåne og fuldmåne samvirker Månens og Solens tiltrækning og giver hver 14. dag ekstraordinært stort højvande, springflod; ved halvmåne er tidevandet svagest, nipflod.