Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Thomas Aquinas

Oprindelig forfatter Redaktionen Seneste forfatter Redaktionen

Inden for filosofien leverede den italiensk filosof og teolog Thomas Aquinas en pionerindsats som fortolker af Aristoteles' skrifter. Med stor skarpsindighed søgte han at identificere Aristoteles' mening og tog afstand fra platoniserende tolkninger.

Ud over kommentarerne til de aristoteliske skrifter forfattede han kun få filosofiske værker, fx ungdomsskriftet De ente et essentia (Om væren og væsen). For Thomas var Aristoteles' tænkning det ypperste, den naturlige fornuft kan nå. Thomas' teologiske hovedværker er den ufuldendte Summa theologiae (Håndbog i teologi), en teologisk lærebog for yngre studenter, samt Summa contra gentiles (Håndbog imod hedningene), hvoraf de tre første bøger udfolder naturlig teologi, mens den fjerde bog inddrager åbenbaringen.

Ifølge Thomas er teologien en videnskab i streng forstand; de åbenbarede trossandheder fungerer som principper, hvorfra teologien udleder konklusioner og dermed vinder ny erkendelse om de guddommelige ting. Ganske vist er troens artikler ikke indlysende på samme måde som de jordiske videnskabers grundsætninger, men dette skyldes ifølge Thomas alene, at teologien er en underordnet videnskab i forhold til de saliges direkte skuen af Gud. For Thomas var det derfor magtpåliggende at vise, at de kristne trossandheder ikke strider mod fornuften og logikken.

I 1323 blev Thomas helgenkåret og i 1567 ophøjet til kirkelærer. Pave Leo 13. fremholdt ham i 1879 som en kristen tænkers ideal, og året efter blev han udråbt til beskytter af alle katolske skoler.

Læs også om skolastik.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Thomas Aquinas i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 24. april 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=510988