Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Svampejagt

Oprindelig forfatter Redaktionen Seneste forfatter Redaktionen

Der kan indsamles svampe hele året, men fra august til oktober er der særligt mange spisesvampe at finde i den danske natur. Blandt de bedste er arter af rørhat, champignon, skørhat, mælkehat og kantarel.

Karljohan, også kaldet spiselig rørhat (Boletus edulis), er en af de mest velsmagende europæiske spisesvampe. I august og september finder man oftest svampen i løvskov, mens man i oktober ofte har større held i granplantager og langs med skovveje. Karljohan kan spises både rå, tilberedt og tørret.

Der findes mange hundrede spiselige svampe. Den tidligst dyrkede er champignon, der fra 1600-t. har været dyrket i kultur i Frankrig og fra ca. 1900 har været en udbredt handelsvare. Hertil kom fra 1980'erne den dyrkede østershat, fulgt i 1990'erne af bl.a. bøgehat og shiitake. Det er derimod endnu ikke lykkedes at dyrke de gastronomisk set mest værdifulde svampe, trøfler, morkler, karl johan og kantarel; de må stadig indsamles.

Annonce

Ikke alle svampe kan spises; mange er mere eller mindre giftige. Alvorlige svampeforgiftninger forekommer i Danmark hyppigst ved indtagelse af grøn eller snehvid fluesvamp. Uden den rette behandling kan indtagesle af selv små mængder være dødlig. Døden skyldes som regel svær leverskade.

Læs meget mere om svampe.