Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Surrealisme

Oprindelig forfatter Redaktionen Seneste forfatter Redaktionen

Surrealismen var en bevægelse inden for litteratur, billedkunst, film og teater, der med udgangspunkt i Paris fik international udbredelse i 1920'erne og 1930'erne mellem de to verdenskrige. Surrealismen var en æstetisk bevægelse og for flere også en livsholdning, der senere politisk tilnærmede sig kommunismen. I 1924 udgav bevægelsens ledende teoretiker, digteren André Breton de surrealistiske manifester.

Surrealisterne ønskede at forene drøm og virkelighed i en ny overvirkelighed, inspireret af bl.a. Sigmund Freuds teorier om drømmens og det underbevidstes betydning. Ligesom dadaisterne tog surrealisterne afstand fra borgerlige værdinormer og anvendte tilfældighedsmetoder som skabende princip. Barndommen blev den foretrukne livsalder, ligesom poesien og det irrationelle, fantasien, begæret og galskaben var centrale begreber.

Malere som René Magritte, Paul Delvaux, Max Ernst og Salvador Dalí anvendte denne sammensætning af væsensforskellige elementer til at fremmale drømmesyner, der næsten overgik virkeligheden selv. Litterært blev surrealismen ikke alene tegnet af André Breton, men af mange markante digtere som Philippe Soupault, Paul Éluard, Robert Desnos, Benjamin Péret og Louis Aragon.

I Danmark var surrealismen fra 1934 repræsenteret af kunstnergruppen og tidsskriftet Linien med malerne bl.a. Vilhelm Bjerke Petersen, Richard Mortensen og Ejler Bille. Wilhelm Freddie og Harry Carlsson (1891-1968) repræsenterede en mere figurativ surrealisme.

Under 2. Verdenskrig søgte mange surrealister eksil i USA, hvor de via Peggy Guggenheims galleri fik betydning for bl.a. den abstrakte ekspressionisme. Den surrealistiske idé fik væsentlig indflydelse på 1900-tallets digtning og kunst lige fra art brut, Cobra-bevægelsen og fantastisk realisme til psykedelisk kunst, happenings og performances.

Læs mere om surrealisme.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Surrealisme i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 22. marts 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=510410